Cathari v/Mette Holland

Til minde om Chief Niwot (Left Hand)

(Langt skriv)

Jeg har skrevet om denne Arapahoe høvding før - som er en legende i Colorado, og især i Boulder county.

Jeg hørte om ham - og den frygtelige massakre ved Sand Creek i 1864 - da vi flyttede hertil for 4 år siden. Historien berørte mig, men jeg valgte ikke at dykke for dybt i det kollektive traume. I håbet om at det ikke havde noget med mig at gøre.

Det var først i oktober 2025, da min veninde Pernille var på besøg, og vi tunede ind på Niwots stamme oppe ved de røde klipper i Boulder, at det dæmrede for mig, at min sjæl var inkarneret som del af Arapahoe høvdingens stamme.

Det var et chok, for det var absolut ikke en historisk begivenhed, jeg gad være del af. Jeg mærkede en ung pige, der havde faderlig omsorg fra Niwot. Det forskrækkede mig at mærke så personlig en relation til ham.

Det var her ved de røde klipper, at Niwot havde mødtes med de første settlere i Boulder i 1858, kort før der blev fundet guld i området.

Både Pernille og jeg mærkede desuden, hvor fin en sjæl Niwot var. Han 'fortalte' os, at han havde forudset begivenhedernes gang, og at alt og alle var tilgivet på forhånd. Vi fik følelsen af et kristus-væsen, når vi mærkede denne høvding.

Chief Niwot (1823-1864) lærte allerede som dreng flydende engelsk. Hans storesøster MaHom blev nemlig gift med en af de tidlige hvide 'mountainmen', der flyttede ind sammen med deres stamme. Der er stadig efterkommere efter denne søster.

Niwot kunne også tale Cheyenne og andre Native sprog, og blev kendt for at være diplomat, oversætter og fortaler for fredfyldt integration mellem de hvide og indianerne i Colorado.

Selv da guldgraverne væltede ind fra 1858 og der opstod utallige vanskelige situationer, nye sygdomme, sult, bisonens flugt fra prærien, og diverse konflikter, stod Niwot fast på, at fred var eneste vej frem.

Et 'syn' havde vist ham, at en flodbølge ville efterlade kun de hvide i Boulder Valley.

Som en klog høvding forsøgte han at navigere det nye terræn. Han tog bl.a. med karavane østover for at lære om nye måder, der kunne sikre hans folks overlevelse. På vejen tilbage slog han sig sammen med Marshall Cook (Colorado pioneer), og de to havde mange gode og dokumenterede samtaler over lejrbålet på den lange tur over prærien.

Bla fortalte Cook om en situation, hvor karavanen stødte på en flok bisoner, og hvordan Niwot sprang ned fra sin vogn og piftede efter sin jagt-pony, som straks løb hen til ham. Herefter nedlagde han og ponien med stor ekspertise en bison, som gruppen fik til aftensmad.

Selvom Niwot ønskede fred mellem indianere og hvide, var han samtidig en dygtig kriger. Og hans stamme gik heller ikke i vejen for at stjæle ponier fra og gå i kamp imod Ute-stammen, som de anså som fjender.

Generelt flyttede han sin stamme rundt, over prærien, i og langs foden af bjergene, alt efter hvor de havde bedst chance for at overleve. De handlede gerne med de hvide, og forsøgte at holde sig bort fra konflikter.

Indimellem måtte han dog tage et opgør med sine unge krigere, når de mistede tålmodigheden med de hvide. Det var bestemt ikke let for ham at få alle med på freds-kursen, men han vidste, at det var deres bedste chance for at overleve og adaptere, på sigt.

Niwot opsøgte et par gange redaktionen på Denver's avis, samt sprang op på scenen på Denvers teater og holdt en tale, for at sikre sig, at offentligheden vidste, at hans stamme stod for fred og venskab - i en tid med eskalerende konflikter blandt de hvide tilflyttere og de lokale stammer.

Denver og omegn var the wild west på det tidspunkt. Med gambling, daglige mord, dueller, røveri og voldtægter. Og en tiltagende frygt for de indianergrupper, der angreb hvide tilflyttere.

Niwot agerede ofte som mægler, og betalte bl.a. med sine egne ponier for at få frigivet en hvid pige, der var blevet fanget af en anden stamme.

Trods hans indsats, ender historien selvfølgelig ikke godt.

Selvom der var gode kræfter på begge sider, der arbejdede for fred og integration, var der også stor modstand fra nogle af dem, der sad på magten.

I sidste ende blev de lokale arapahoe og cheyenne stammer bedt om at flytte til sydcolorado. Chief Niwot, Chief Black Kettle, Little Raven, White Antelope, og andre høvdinger, var fast besluttet på at samarbejde, indtil en god fredsordning kom i hus. Så de flyttede, som de blev bedt om.

Nu burde alt være i orden.

Istedet blev de kort tid efter angrebet af en selvbestaltet militia af soldater fra Denver, hvoraf mange efterfølgende fortrød deres handling.

Det skete d 29 november 1864, en tidlig morgen i Sand Creek lejren. Det lykkedes nogle at komme væk, men mange blev slagtet. Lejren bestod primært af kvinder og børn.

Chief Niwot, hans kone og datter blev skudt. Niwots søster og niecer nåede dog i sikkerhed.

Chief White Antelope stillede sig med armene over kors og sagde: 'Ingen lever længe, kun Jorden og bjergene.'

Ligeledes Niwot stillede sig frem, og nægtede at yde modstand mod det dybt uretfærdige angreb på lejren.

De som overlevede massakren, flyttede enten til reservater i Oklahoma, eller Wyoming. Mange af de unge krigere slog sig til Sioux og Lakota stammerne, og valgte kamp fremfor fred.

Der findes ingen fotografier af Chief Niwot. Men han blev beskrevet som høj, muskuløs, intelligent, og med løsthængende, langt hår. En hvid settler-kvinde beskrev ham som 'the finest looking Indian ever seen.' (Bog: Chief Left Hand).

De billeder som findes på nettet af en 'Chief Niwot' viser sig at være af en af hans unge arapahoe krigere, som flere år senere tog samme navn, til ære for den oprindelige Chief.

Hele denne historie har jeg været energetisk inde i den sidste måned. Det startede med en intens drøm, hvor jeg oplevede mig som ung indianer-pige blive skudt. I drømmen fortæller min sjæl, at det var del af et energetisk skifte, der skulle ske på det tidspunkt, lidt svarende til katharernes udslettelse, og Jesus på korset.

Min sjæl fortæller i drømmen, at det IKKE kunne forhindres. Den understregede, at selv hvis vi havde haft en tidsmaskine, og forsøgt at gøre noget anerledes, ville resultatet have været det samme. Jeg husker, at jeg tænkte i drømmen, at nu blev det lidt 'back to the future' agtigt. Men budskabet var tydeligt nok. ACCEPT og tilgivelse.

Alligevel fulgte der 4 dage med migræne og kroppen/nervesystemet, der rystede ovenpå drømmen. En uges tid senere kom min mor og niece på besøg fra Danmark, og straks blev jeg trukket ind i en større forløsning af Chief Niwot livet. Det tyngede og pressede så meget, at jeg knap kunne slæbe mig rundt. Udover knusende træthed, får jeg kvalme, hovedpine og en generel følelse af at bære 100 ekstra kg i mit energifelt.

Det er min erfaring, at jeg får det på den måde, når min sjæl har travlt på et andet plan. Typisk kommer det før en gralsrejse, men det kan også ramme i andre perioder, hvor 'noget' er igang. Min sjæl tænker tilsyneladende ikke over, at det er mit menneske som 'betaler prisen'. Jeg har forsøgt at bede min sjæl tage hensyn, men det er ikke mit indtryk, at det hjælper fra eller til. Det eneste der afhjælper er at samarbejde med processen - gå ind i det, jeg fornemmer, og bede om forløsning, og kalde lys og hjælp til situationen.

Det er dog først nu, jeg forstår sammenhængen til min drøm om pigen, der blev skudt. Det må have været dét liv! Det hele vejede energetisk som et tungt åg i ugevis - og jeg ved ikke præcis, hvad der blev forløst, men jeg fik bedt mange bønner for Niwots folk og alle, der var involveret i Colorado-begivenhederne på den tid, på 'godt og skidt'.

Det føltes som gift, der skulle trækkes ud af et sår, både ifht landet selv og sjæle, der stadig sad fast.

Niwot profeterede i 1858 at hvis man bosatte sig i Boulder Valley, ville man blive hængende. Det kaldes stadig 'the Niwot Curse', men er selvfølgelig ikke en 'curse', blot en forudsigelse.

Han var alt for venlig til at smide forbandelser på folk, men jeg tror bestemt ikke, at det har forhindret andre i at gøre det. Jeg oplever i hvert fald mange steder herovre, hvor noget skal renses - vrede, traumer, eller hvor landets sjæl virker lukket ned - og jeg møder en del mennesker, som jeg perifert har kendt til før - sandsynligvis i det pågældende Niwot liv.

Mange sjæle vælger altså at vende tilbage til området, af den ene eller anden årsag.

Chief Niwot's ånd stod heldigvis som en rolig hjælp i min proces, ligesom han dengang må have været den rolige, stabilisende faktor for sit folk.

Tak, Chief Niwot. Vi er imponeret over din kapacitet, og rolige visdom, selv nu - 160 år senere.

Jeg håber meget, opgaven nu er ført til ende, og at Niwot kan vende hjem til 'The Great Spirit', hvor bisonen løber forevigt frit over prærien.

Kh Mette

Del 7 - Tower

Skriv i 7 dele

Som om rejsen ikke havde været blodig nok allerede, skulle jeg sørme også forbi Tower i London, og hjælpe en halshugget sjæl, som har kaldt på mig længe. Det nåede jeg om morgenen d. 26 april, før jeg fløj tilbage til USA. Jeg satte mig på en bænk, med front mod Themsen, og ryggen til St Thomas' tower - også kaldet traitors gate. Det er opkaldt efter Thomas Beckett. Ironisk nok var det Thomas More, jeg var der for at hjælpe. Begge blev de henrettet for at sige den engelske konge imod.

Jeg sagde de sædvanlige bønner, bad mestrene om hjælp, og forsøgte at tale direkte til Thomas. Efter lidt tid mærkede jeg et koldt vindpust, der kortvarig omhyllede hele bagsiden af min krop. Det tog jeg som et tegn på, at han var trådt ind i lyssøjlen og vendt hjem. Der kom et løft af spontan glæde, ligesom det kan opleves, når “jord-bundne” sjæle er lykkelige for at finde op i lyset.

Jeg takkede for hjælpen og skyndte mig tilbage til undergrundsbanen, lige i tide før London Marathon begyndte at krydse Tower Bridge. Jeg kunne allerede høre de høje tilråb og støjende instrumenter, der heppede på løberne.

I det mindste en festfyldt dag i London, som fin afslutning på en hård, men vigtig gralsrejse. Forhåbentlig den sidste af den slags for mit vedkommende!

Jeg fik også bragt min elver med hjem denne gang. Ham som har kaldt mig til Glastonbury, igen og igen. Sikke en tålmodighed. Dette var min 6 rejse dertil, på 9 år.

Jeg er møgtræt af, at det har taget mig så mange år at få alt hentet hjem. Mit menneske (og familie) har betalt en kæmpe pris for alt dette. Der kommer nok til at gå mange år, før jeg ved, om det har været prisen værd.

Men jeg ved også, at det var den eneste vej - at det er grunden til at jeg er i inkarnation. Og at det ikke kunne løses før nu, og af en eller anden grund var det vigtigt, at jeg rejste alene.

9 år med gralsrejser. 9 står for completion. Så mon ikke det er, som det skal være?

Alt dette er selvfølgelig min oplevelse af energierne, og livene. Min gralsquest. Jeg ved godt, det lyder skørt.

Jeg har valgt at dele det, i tilfælde af at det giver mening for andre. Mærk selv efter.

Hvad skal der så ske nu? Det aner jeg ikke.

I første omgang skal det forankres. Og så må vi se. Jeg håber på, at der skal tages hul på et nyt kapitel i livets bog. Om ikke andet, så håber jeg på, at mit “menneske” kan begynde at leve i 'the land of the living'.

Kh Mette

Del 6 - WearyAll Hill og Solopgang

Skriv i 7 dele

Derudover skulle der på rejsen i år hentes et sjælsaspekt på WearyAll Hill, fra livet omkring Josef af Arimethea.

Jeg besøgte WearyAll 3 gange på turen, og oplevede hver gang en fredfyldt energi på stedet - som om det er let at tune ind i det rene kristus-lys. Det er tydeligt for mig, at Josef ankom til dette punkt, og blev mødt af lokale venner og bekendte, der forstod missionens betydning. Heriblandt den lokale konge, der gav Josef og hans følge et stykke land at bygge på.

Nogle mener, at deres bosættelse lå der, hvor the Abbey ligger i dag.

Endnu engang fik jeg følelsen af at ankomme på bakken, sammen med Josef, som bærer af et gralslys, der skulle beskyttes og holdes hemmeligt. Det var ikke kun Jesus, der bar et særligt lys og lære. Det var en lille kreds af essærer, der direkte eller indirekte var del af "familien".

Den jordiske version af Ridderne af Det Runde Bord blev etableret i den sammenhæng, som jeg ser det. De første gralsriddere gav deres løfte til Josef, der på bakken, som beskyttere af jesu lære og af kristuslyset. De blev the Guardians af 'Gralen.' Det var en fortsættelse af kristus-impulsens ankring på Jorden. "Arthur" er en titel som blev givet til lederen af det Runde Bord. Ligesom "Merlin" var titlen på den primære druide-leder.

Hermed er det lettere at forstå, hvorfor mange sjæle kan føle sig knyttet til legenden, og hvorfor der eksisterer så mange versioner af, hvad der skete i virkeligheden. Det vigtigste er, at vi går med de temaer, der bliver os vist. Hvad enten vi virkelig var del af historien, eller blot oplever det sådan via arketyper.

Af samme grund (Josef´s bosættelse i Glastonbury, oprettelsen af ridderne af Det Runde Bord) oplever jeg the Tor som en kristus-portal, når den fungerer optimalt, vel at mærke. For grundet de mange ley-lines, der krydser på the Tor, så er the Tor en portal, som der har været rift om gennem tiderne. Både mørket og lyset har kæmpet nogle kampe på dette sted. Det var et helligt sted for druiderne, og af den grund valgte mørket indimellem at slå præster og druider, og andre lyssjæle, ihjel på bakken. Derfor kan man opleve både lys og mørke, ved the Tor, alt efter hvilken tidligere livs erfaring man har med stedet. Abbeyens sidste biskop blev også hængt på the Tor tilbage i 1536.

Tilgengæld har elverne en stærk tilstedeværelse på dette sted, og de er guardians af Jordens Gral og en indre Kristus-Sol, som befinder sig inde i the Tor.

Heldigvis fik jeg en smuk solopgang den sidste morgen ved the Tor. De andre dage havde det blæst en pelikan deroppe, og man kunne ikke opholde sig i tårnet. Jeg var lidt skuffet over ikke at have haft mere tid med tårnet på toppen af the Tor, men tilgengæld kunne jeg dagligt sidde ved elverstenen, helt alene. Det er heller ikke nemt at komme hen til den. Men der var læ og sol!

The Tor var heldigvis i bedre humør den sidste morgen, og jeg følte, jeg fik taget en god afsked med stedet. Under solopgangen fik jeg følelsen af at den oprindelige kristus-impuls fra Orion nu kunne række ned til Jorden, og 'gå bedre i hak'. Med hjælp fra elverne i indre jord til at få impulsen ankret. Som en gylden impuls, der rakte ned og en grøn elver-arm energi, der rakte op - og så flettede de sig smukt sammen. Det føltes som om noget nu kunne komme igennem, fordi det forstyrrende filter/mørke var blevet fjernet fra Jorden.

Det gjorde mig glad og rørt. Selvom jeg jo primært var taget afsted for at redde mit eget stakkels menneske. Det er forhåbentlig OGSÅ sket…

Fortsættes...

Del 5 - Arthur Christ, fønikeren og det kymiske bryllup

Skriv i 7 dele

Dagen efter Arthur var 'hentet', lagde jeg mig igen på elverstenen og oplevede nu en kontakt til Orion. Denne gang til et korsfæstet 'kristusbarn' på Orion, som jeg kalder Arthur Christ. Jeg fik en fornemmelse af, at han 'steg ned' fra korset, og smeltede sammen med sin dræbte fader og moder (fra det oprindelige Arthur-liv på Orion), og blev til 'den trefoldige flamme' som nu dalede ned, via en lyssøjle, til Jorden og ind i mit hjerte.

Det er jo subtile fornemmelser, den slags, men det er den eneste måde jeg kan beskrive oplevelsen på. “Gad vide om det var den impuls, elverne havde sagt, jeg skulle være bro for?” Først var jeg vældig forundret, og tænkte 'hvor fint!'

Men efter et par timer blev jeg ramt af den dybeste sorg, og derefter en urfrygt helt inde bagerst i solar plexus. Jeg forstod det ikke først, for alt gik jo som det skulle. Ifht rejsens formål. Men så slog det mig, at det jo netop var denne kristus-frekvens, der fik aktiveret alle de modkræfter og angreb,som vi har kæmpet med siden Orion.Jeg mærkede min allerdybeste urfrygt fra æoner tilbage - og som siden er blevet repeteret i adskillige jordiske inkarnationer, hvor vi også skulle passe på “Gralen”.

Det repræsenterede starten på alle vores problemer med mørket! Det var denne frekvens, der betragtedes som den største trussel. Den frekvens der for alt i verden skulle kvases og udryddes.

Jeg prøvede at berolige mit nervesystem og kroppen, og fortælle den, at det er nye tider nu. At det bagvedliggende mørke er sendt væk. Jeg bad elverne, the Green Man i grotten ved the White Spring, og Gwynn App Nudd hjælpe mig med at slippe frygten. Den sad dybt. Til sidst valgte jeg at gå i det kolde kildevand - det dybe basin bagest i grotten, hvor der er helt mørkt - i håb om at chokket kunne få cellerne til at give slip.

Jeg tror faktisk, det virkede. Jeg følte i hvert fald fred og ro, da jeg bagefter sad ved statuen af the Green Man. Netop dér havde jeg bedt mange bønner på denne tur….

Faktisk fik jeg også denne gang hentet et sjælsaspekt i grotten ved the White Spring - en mandlig føniker, der underviste i samme lære/impuls som Jesus, og som iøvrigt var en god ven af Josef, i de dage hvor Jesus kun var en ung dreng. Josef kom ofte til Glastonbury som handelsrejsende, og havde mange forbindelser i området. Det var også derfor, at han valgte at bosætte sig i netop Glastonbury efter Jesu korsfæstelse.

Fønikerens sandhed var så enkel, ren og naturlig, at han slet ikke havde opdaget, hvor meget det provokerede en af de magtfulde druideledere i området. Han blev snigmyrdet ved kilden - der hvor der nu er bygget en grotte. Det var vildt for mig at fornemme hvordan hans røde blod mixe sig med kildens vand. Jeg kom til at tænke på, at der findes to kilder - The White Spring, og The Red Spring - ved siden af hinanden i Glastonbury.

De sidste 24 timer på rejsen begyndte de indre poler at finde i forening. Fredag d 24 april fik jeg følelsen af det kymiske bryllup inde i en kirke, hvor jeg sad alene, bortset fra to kirketjenere der var igang med at lave en buket af hvide roser. Ligesom i Edinburgh Katedral for 3 år siden, mærkede jeg energien fra min guddommelige partner strømme ind oppefra, og fylde mit felt med fasthed, grounding og centrering. Denne gang forhåbentlig permanent!

Da jeg var færdig med at meditere, stillede tjenerne den færdige buket frem, og fortalte mig, at de blev nødt til at låse kirken af. Heldig timing. Jeg tog selvfølgelig et billede af buketten.

Jeg var i Glastonbury i 9 dage i alt, og arbejdede fokuseret og i stilhed hver dag. Det er lang tid - jeg havde håbet på at have tid til at nyde stedet, denne gang. Men nej, hver dag var guidet ifht hvor jeg skulle gå hen, og der var INGEN fred eller afslapning, til alt var udført. Hvilket selvfølgelig først skete den sidste dag! Typisk for gralsrejser!

Fortsættes...

Del 4 - Arthur og Gwen

Skriv i 7 dele

Efter opgøret ved elverstenen kunne jeg fortsætte - lidt vakkelvoren - de følgende dage med de næste trin, som handlede om at få bragt mine mest traumatiserede sjælsaspekter hjem, og tilbage i forening.

Især Arthur og Gwen har givet udfordringer, selvom jeg har kendt til dem i over 10 år. Begge skulle de hentes i en mørk underverden, hvor mørket havde 'bundet' dem, efter deres død. De havde begge taget en stor skyld og selvbebrejdelse på sig. De følte, det var deres ansvar, at missionen lykkedes. Og da hekseringen dræbte dem, deres kære, og deres folk, tog de byrden på deres skuldre.

Der var en parellel til Atlantis kvinden der følte hun var skyld i at portalen blev åbnet. Selvom hun gjorde det i god intention.

Og en parellel til Cathari, katharkvinden, der flygtede med gralen, og følte at det var hendes skyld, at katharerne blev udryddet af inkvisitionen. Blot fordi hun bar et gralslys, som Mørket var ude efter.

Logisk ved jeg godt, det ikke var deres skyld. Ikke Atlantis kvinden, ikke Cathari. Ligesom det heller ikke var Arthurs eller Gwens skyld, at Camelot faldt til mørket. Men i de pågældende, meget voldsomme liv, må det have været svært at se.

Gwen havde ligeledes mistet et barn, pga forbandelserne kastet på hendes livmoder, og hun havde måtte give et andet barn væk, fordi hun levede på flugt, efter Arthur blev dræbt i et slag mod mørket. Hun var så skræmt, bange og i dyb, dyb sorg, at hun til sidst gav op. Ligesom Cathari og Atlantis kvinden også gjorde.

Gwen blev fanget kort efter, og hængt på the Tor.

Mørket sørgede for, at binde dem fast i underverdenen, via sort magi, så de ikke 'bare' kunne rejse sig igen.

Det var altså ned i den underverden, jeg var nødt til at dykke for at lokalisere Arthur og Gwen. De befandt sig i forskellige rum, så det var én af gangen. Og det føltes bestemt ikke som 'givet', at det ville lykkedes.

Det tog da også utallige forsøg, og 'taler' til dem begge, før de trådte ind i lyssøjlen, og vendte hjem til oversjælen. Forarbejdet startede på rejsen i 2025, hvor jeg opdagede hvor galt, det egentlig stod til med dem. Dog uden at forstå hvorfor. Så det har været MANGE meditationer, healinger, og indre samtaler, før jeg følte, de 'hørte' mig.

Arthur fik jeg til sidst hentet inde i the Abbey, efter en hel dag med fokuseret meditation og energiarbejde, ved den oprindelige grav, den officielle grav, og i et af kapellerne, dedikeret til Thomas Beckett.

Dette skete d. 22 april. Herefter mærkede jeg et signifikant skifte i energien. Og modtog flere 'tegn' på at der var sket noget vigtigt.

Det er forudsagt at Arthur vil rejse sig igen, når Jorden har brug for ham. Nu må vi se.

Gwen fik jeg hul til hjemmefra, og det var en stor hjælp, ifht at trænge igennem til Arthur. Det var i sidste ende hendes lys, der fik ham til at lytte. Hvilket var rørende at 'se'.

Det sidste omkring Gwen kom på plads på the Tor, hvor det viste sig at hun var blevet hængt. Det gav mig en forståelse for, hvorfor jeg reagerede så voldsomt på en ubehagelig situation på the Tor i 2019, da vi rejste med en stor gruppe. Det var følelsen af en 'ofring' på bakken, og et målrettet angreb på det Guddommelige feminine.

Elverne havde heldigvis taget imod Gwens gralslys, og vogtet det, indtil jeg var klar til at hente det. Det var dog først den sidste morgen på the Tor, jeg følte det kom på plads i mit felt igen.

Fortsættes...

Del 3 - Opgøret ved elverstenen

Skriv i 7 dele

D. 15-26 april 2026 vendte jeg tilbage til Glastonbury. For første gang alene. Jeg havde med vilje holdt rejsen hemmelig.

På rejsen fik jeg endelig de afgørende brikker til at bringe de sidste sjælsaspekter hjem i lyset. Men det krævede først et opgør med det gamle Mørke fra Orion.

The Tor fungerer som en stor spiral, der samler skidt og kanel op mange steder fra, og sender det væk via en portal.

Så da de mørke energier angreb, igen, de første nætter i Glastonbury, gik jeg søndag morgen (d. 19 april) til elverstenen på the Tor, og bad dybfølt Elverfolket og alle de guider, ærkeengle og mestre, jeg kender, om hjælp, til at få dette mørke sendt væk fra Jorden. Eller så meget af det som muligt.

Især Elverfolkets leder Gwyn ap Nudd er en heftig herre i den sammenhæng, med en direkte forbindelse til Orion. Og jeg følte hans hjælp var afgørende i dette arbejde. Han er 'leader of the wild hunt' og står basically for 'karmic and cosmic justice'.

Det blev til nogle dage med meget sorg, angst, oppe at vende. Dette mørkevæsen, som jeg her bad om at få sendt væk, havde 'jagtet' mig og andre lyssjæle siden missionens start på Orion.

Det fik adgang til Jorden tilbage i Atlantis, da en gruppe mørke magikere og præstinder (hekseringen kalder jeg dem) åbnede en portal og inviterede det ind. Den begivenhed var jeg vidne til i det pågældende Atlantis liv - jeg blev narret til at hjælpe dem med at åbne portalen. Da jeg opdagede, hvad de kaldte ind, i vores smukke jord, ødelagde det mig totalt.

Derfor er denne kamp dybt personlig for mig. Min sjæl var ligeledes del af missionen i Orion, og var en gralsbærer. Så jeg/min sjæl har oplevet på 'egen krop' hvor ondskabsfuldt og målrettet, dette mørkevæsen er.

Mørkevæsnet, som mest ligner en stor sort blæksprutte med lange fangarme, kunne arbejde igennem de sjæle i hekseringen, som bevidst eller ubevidst havde givet lov til det. Ligesom tråde, der forsøgte at indfange og sætte kroge i dem, som arbejdede for Lyset. Eller på andre måder hægte sig fast på andres lys, dræne lyset, og udslukke det.

Jeg har efterhånden ikke tal på hvor mange liv, det lykkedes for det mørke at stoppe os, henrette os, 'korsfæste' og torturere os.

Det er mit indtryk, at det har haft konsekvenser for mange sjæle, og tidslinjer, og for hele menneskehedens naturlige udviklingsbane.

Jeg ved selvfølgelig ikke, om alt det bagvedliggende mørke nu er væk, men noget, som havde 'kroge' i mig, blev ret tydeligt 'trukket' ud, om natten efter slaget ved elverstenen.

Det er noget jeg har arbejdet på og bedt for i årevis. Så hvad der præcis gjorde forskellen denne gang, ved jeg ikke. Jeg tror egentlig bare, tiden var 'inde'.

Det føltes som at have fjernet en tråd i en meget indviklet knude, og pludselig opløses hele knuden, på tværs af flere liv.

Pludselig kunne brikkerne omrokeres og falde på plads, hvor de hørte hjemme.

Fortsættes....

Del 2 - Den mørkeste nat og kaldet tilbage

(Skrivet er delt i 7 dele)

På rejsen sidste år stødte jeg på et kvindeligt aspekt af mig selv, der stod fanget i en mørk underverden. Jeg forsøgte at lede hende ud, ved at tage hende ind imit felt. Men lettere sagt end gjort. Det fik aktiveret de mørkeste lag. De lag som skulle hindre at jeg fandt tilbage til mit lys. Og til gralens lys.

De sidste 10 måneder har føltes som en kamp for livet - mit helbred og min forstand. Og jeg har tænkt mange gange, at alt var tabt.

Midt i det mørke kom der et nyt kald fra elverne. 'Kom tilbage til Glastonbury. Og kom alene!'

Elverne lovede beskyttelse, og understregede, at tiden var inde til et afgørende slag. Derudover påpegede de, at jeg skulle være bro for en impuls, der skulle til Jorden.

Den sidste del med at være en bro, tænkte jeg måtte være op til guiderne. For jeg hang kun i med de yderste af fingerspidserne. Hvis jeg rejste igen, var mit primære formål at redde mig selv. For jeg havde aldrig følt mig længere fra mig selv og mit formål.

Indimellem, i løbet af de sidste 10 måneder, blev jeg forstyrret om natten af mørke energier, der ligesom en vortex slyngede mig væk og ud af kroppen. Det var de samme energier, som havde låst det kvindelige sjælsaspekt fast i den underverden. Det er det meat ubehagelige jeg nogensinde har prøvet. Jeg genkendte energien, fordi det var den energi, der havde spoleret rejsen i 2025, og som havde holdt mig søvnløs om natten - i mere end 6 uger i træk. Indtil alle var nervøse for, at jeg skulle indlægges på den lukkede, hvis det fortsatte.

Så galt gik det heldigvis ikke. Men det var bekymrende. Og når energien indimellem kom ind om natten, efter rejsen, kunne jeg gå fuldstændig i panik. For jeg vidste instinktivt at det var alvor. Derudover kæmpede jeg dagligt en kamp for mit fysiske helbred. Alle sunde tiltag - og jeg satte ind på alle fronter - kunne ikke følge med i den hurtighed af forfald, der fandt sted. Intet hjalp. Jeg var bogstavelig talt ved at drukne. Og dødsens træt og udmattet, hele tiden.

Det stod værre til, end jeg kunne forklare nogen. Jeg modtog healinger op til rejsen, men det bekræftede primært, hvor 'out of alignment' jeg var. Der var ingen løsning at finde. Især mit halschakra var helt skævt. I perioden op til rejsen fik jeg lov at se, hvor mange gange, min sjæl var blevet henrettet på brutal vis - og det var chokerende flere gange, end jeg havde regnet med, eller 'set' før.

Fortsættes...

Kanaliserede tegninger/beskeder fra Elverfolket ang. rejsen. Via Betina ❤️💚

Del 1 - Gralsrejserne og the Orion Chist

Langt skriv som er delt op i 7 dele. Læs kun med, hvis du er oprigtig interesseret. Advarsel: mørke emner.

Da gralsrejserne tog deres begyndelse, tilbage i 2017, i Glastonbury, anede jeg ikke, hvad det handlede om. Jeg mærkede bare 4-5 tidligere liv, som 'kaldte' på mig.

Jeg kunne godt mærke disse liv havde været voldsomme, men jeg fik ingen detaljer. Jeg fik blot 'vist' glimt fra livene, og hvor jeg skulle lede efter de 'afspaltede' sjælsaspekter.

Jeg kom dengang i kontakt med et Elverfolk ved the Tor. Hver dag på rejsen oplevede jeg, at de arbejdede energetisk med mig ifht min indre gral og balancen mellem feminin og maskulin. Energien føltes hjemlig hos disse elvere. En maskulin elver, især, kaldte så intenst, at det trak helt fysisk i hjertet.

Efter denne første rejse blev det til en serie af rejser. Montségur, Montserrat, Egypten, og Skotland. Og adskillige ture til Glastonbury, Avebury og Tintagel.

Et tema, som gik igen på rejserne, var forståelsen af en mission, som startede i Orion: at indføre kristus-lyset i denne galakse. Lyset skulle afhjælpe et ondsindet mørke der var ved at overtage kontrollen. Og dette var ikke i overensstemmelse med den guddommelige vilje og plan for denne galakse.

Som jeg ser det, stammer legenden om Kong Arthur og Merlin, ridderne af det Runde Bord, og den hellige gral herfra.

Det var Missionen om the Orion Christ.

En galaktisk 'heksering' arbejdede for Mørket i Orion, og angreb med sort magi alle, der var del af missionen. Merlin og Arthur blev slået ihjel, og Guinevere's livmoder blev forbandet, i håb om at hun ville tabe det barn og det gralslys, hun bar.

Dette drama er blevet repeteret her på Jorden. De samme sjæle inkarneret igen og igen. Der hvor lyset har forsøgt at gøre indtog, gjorde Mørket en ihærdig indsats for at lukke missionen ned.

Siden Atlantis, har dette Mørke stået bag de værste begivenheder i menneskehedens historie, inkl. Atlantis' fald, jesu' korsfæstelse, katharernes og tempelriddernes udryddelse, tortur og inkvisition, mm.

Det arbejdede især målrettet efter at lukke de sjæle ned, som stod for lys og sandhed.

Her lå også årsagen til, hvorfor så mange af mine sjælsaspekter 'sad fast' i traumer. Det var ikke småting, der var sket i de tidligere liv, og det var heller ikke traumer, der nemt lod sig heale. Nogle af disse liv har jeg måtte heale på i lag, under hele gralsrejse-forløbet.

Fortsættes...