07/02/2019
Kære dagbog,
Idag var vi på vores 3. og sidste skolebesøg. Vi var på en landsbyskole i Arugam Bay, hvor vi lavede en masse lege og aktiviteter med nogle yngre elever. Især var det et stort hit, da der blev delt balloner ud til sidst, og en kaotisk ballondans udviklede sig.
Skolen har bedt os om at lade være med at uploade billeder på sociale medier, hvilket vi naturligvis respekterer.
Lige over middag drog vi på jeepsafari. Vi besøgte en national park, og så adskillige dyr. Elefanter, bøfler, ørne, krokodiller og "Bambi" kan nævnes, men største oplevelse må være da vi så en leopard!! Glæd jer til at de unge mennesker vender hjem med deres billeder, for de er givetvis væsentlig bedre end dem vi fangede. Jeepsafarien inkluderede en full body massage undervejs takket være huller på størrelse med Furesø, så det var en slidt flok der kom direkte til aftensmad.
Imorgen går turen mod Colombo, og dermed hjemad.