22/08/2026
Hjemstavnslære i vores 3. klasse
Vi er begyndt skoleåret med det, der er allermest nærværende. Vores egen hjemstavn.
Og hvad er nærmere end æbletræerne i vores egen skolegård?
Vi har undersøgt, hvor træerne kommer fra, og fundet ud af, at de blev plantet for omkring 20 år siden af nogle af de tanter, der dengang arbejdede i børnehaven. Derfra er vi gået videre ind i skolens egen historie. Har her altid været skole? Hvem har været her før os? Og hvordan er det sted, vi kender så godt, blevet til?
Men vi er også gået helt tæt på selve æblet. Vi har kigget, tegnet, duftet, smagt og skåret over. Nogle elever har skrevet deres egne historier, andre små digte, og undervejs har vi arbejdet med æblet fra mange forskellige sider.
Ugen blev rundet af ved vores helt egen mostfabrik. Der blev vasket, sorteret, skåret og vurderet, lavet æblespiraler og til sidst presset den lækreste most. Nok til, at alle kunne få lidt med hjem.
Og selvfølgelig også en flaske til vores skoleleder som en lille tak for alt det, han har gjort for os og for skolen ❤️
I vores pædagogik begynder undervisningen ofte i det nære og konkrete, før verden langsomt folder sig større ud. Børnene skal ikke kun høre om verden, men møde den med sanserne, hænderne, fantasien, sproget og deres egen undren.
Derfor kan hovedfag rumme både historie, natur, fortælling, tegning, poesi og praktisk arbejde. Det hele hænger sammen og tager udgangspunkt i noget virkeligt og genkendeligt.
Hjemstavnslæren handler derfor ikke bare om at lære, hvor man bor. Den handler om at skabe forbindelse til naturen, historien, menneskene og det sted, man selv er en del af.
Og nogle gange begynder den store verden ganske enkelt med et æble lige uden for døren.