23/12/2025
Min mands familie i Colombia er katolikker.
Kirken fylder meget – noget min mand har været træt af gennem sin opvækst. Hele søndage med latinske messer og en indirekte konkurrence i at have den største dedikation til Gud og de afdøde.
Men det, jeg oplever og mærker helt over på den anden side af Atlanten, er den næstekærlighed, som også er en del af det.
Da min far døde tog min mands mormor og moster i kirke kl. 5 næste morgen og tændte et lys for ham.
De har aldrig mødt ham og kun mødt mig en enkelt gang.
Alligevel sendte de deres kærlighed.
Da jeg var på vej til at føde mine piger, lavede min svigermor et lille alter derhjemme og tændte et lys i håb om, at alt ville gå godt.
Det berører mig dybt at føle den omsorg og omtanke.
Og det er en stor kontrast til:
“Skriv, så snart hun er kommet ud, så vi ved, det er gået godt.”
Selvom intentionen er den samme.
Jeg tænker på, hvad vi giver, og hvad vi får.
Og hvad vi får, når vi giver uden at forvente noget.
Jeg er dybt inspireret af min svigerfamilies måde at vise kærlighed.
Men jeg anerkender også, at min mand har oplevet et uudtalt hierarki ind i religionen. Og at ego også eksisterer her.
Jeg tror dog, vi vokser ved at låne det bedste fra hinanden, og det var egentlig grunden til jeg alligevel valgte at døbe vores piger.
Nogle fejrer jul på grund af religion, andre på grund af tradition og nogle slet ikke.
Jeg vil ønske alle en glædelig jul – med alt hvad det indebærer for os hver især ❤️