16/12/2025
Har fået denne dejlige besked fra Anne-Esme. Håber I er lige så glade, som jeg er.
✨ En drøm om Kragekær – og en åben invitation ✨
Der er steder, som sætter sig i kroppen. For mig er Kragekær sådan et sted.
Når jeg tænker på kunstskolen potentiale, kilder det i maven – af minder, af muligheder og af den kulturelle værdi, der ligger i væggene, i jorden og i alle de mennesker, som gennem tiden har sat deres spor her.
Noget af det helt særlige ved Kragekær var, at det var et sted, hvor man traf hinanden i mødet med de skabende støj på alle niveauer. Hvor samtaler opstod på tværs, hvor man delte måltider, tanker, arbejde og pauser. Et sted med nærvær – og med plads til forskellighed, udfoldelse og fordybelse!
I denne tid sidste år mistede vi Majbritt på tragisk vis. Hun vil altid være savnet, og hun vil for altid være en del af sjælen på mejeriet og på Kragekær. Den måde hun skabte rum for fællesskab, generøsitet og liv omkring sig, lever videre i minderne – og i den drøm, jeg nu forsøger at bære videre.
Jeg drømmer om at kunne overtage Kragekær og føre stedet videre som et levende kunst- og kulturhus – og som min egen bopæl. Et sted for fordybelse, kunst og læring, men også et sted hvor mennesker mødes på tværs af generationer, erfaringer og livsfaser. Hvor vi kan dele vores livserfaring, energi og nysgerrighed med hinanden – og lade det blive en del af det kunstneriske og menneskelige arbejde.
Min ambition er at genstarte kunstskolen i foråret og sommeren – i første omgang i en enkel og nænsom form. Kurser, ophold, workshops og gæsteundervisning. Et sted, hvor både unge og ældre, nye og erfarne, kan træde ind i samme rum og være i proces sammen.
Men sådan en drøm kan ikke bæres alene.
Derfor vil jeg gerne række ud og tage temperaturen:
🌱 Er der nogen her, der kunne have lyst til at komme til Kragekær som kursist?
🌱 Er der undervisere, kunstnere eller formidlere, der kunne have lyst til at bidrage som gæstelærere?
🌱 Og er der nogen, som har lyst til at bakke op, dele ideer eller følge processen?
Intet er færdigt, og meget er åbent. Men lysten er stor, og håbet er, at Kragekær kan få nyt liv – med respekt for historien og med blikket rettet mod fremtiden.
Hvis opbakningen er der, vil jeg også række ud videre – blandt andet til Svendborgavisen – for at se, om historien om Kragekær og dets potentiale kan åbne for nye muligheder og veje frem.
Skriv gerne en kommentar eller send mig en besked, hvis noget i dig resonerer.
Tak fordi du læste med – og fordi Kragekær stadig lever i mange af os.
Lidt om mig:
Mit navn er Anne-Esme jeg er 25 år om lidt og er født og opvokset på Tåsinge. Jeg har de sidste år være på forskellige kunstskoler Svendborg, deriblandt på FLUK!
lige nu på bog jeg i Aarhus, Hvidbjerg studere en bachelor i antropologi! Studiet gør det fleksibelt for mig at tage ned til Kragekær! Jeg elsker at skabe (tegne, male og skrive/illustrere) det kom der min første børnebog “Vildskabet” ud af, og der er en ny på vej der udkommer til foråret! Jeg ønsker at skabe en arbejdsplads og kunstskole som har høj kvalitet, når det kommer til kunstnerisk udfoldelse og menneskeligt samvær, hvor vi mødes og hvor vi skaber os sammen!
Kærlig hilsen
Esme 🪱