23/12/2018
DE HVIDE BUSSER – OG DE SORTE
Dette er et stort til lykke til Henrik Vestergaard Stokholm, den modige rektor fra Nyborg Gymnasium, der trodsede tidens flygtninge-fjendtlige ypperstepræster, da han sagde ja til, at to somaliske piger kunne fortsætte på hans gymnasium, også selv om hele familien står til udvisning. Ikke bare har undervisningsministeren måtte give rektoren medhold i hans ret til at træffe beslutningen. Nu har han også fået en stor hædersgave på 100.000 kroner, som han med det samme har givet videre til familien.
Giveren hedder Sportgoodsfonden, og da jeg så navnet, blev jeg med det samme nysgerrig. En fond, der kan reagere med så hurtig udrykning, når støtte og anerkendelsen er tiltrængt, og som oven i købet giver det til en mand, der tør optræde så kontroversielt som rektor Stokholm. Og så noget med sport?
Jeg googlede Sportgoodsfonden, og det bør du også gøre. Så vil du opdage, at det anstændige Danmark, som er gået i vinterhi på Christiansborg, stadig findes ude i blandt os. "Mangfoldighed" lyder fondens motto. "Når samfundet finder sammen." "Det multikulturelle samfund, demokrati og medborgerskab – uddannelse og integrationstiltag, kunst og humanitære organisationer: De Hvide Busser kører videre, og der er ingen, som skal holdes udenfor – uanset social baggrund og nationalitet," står der. Og så er hjemmesidens forside fuld af fotos af mennesker alle steder fra, der har det til fælles, at de bor i Danmark.
Men hvad menes der med "de hvide busser"?
Der er en helt speciel historie bag. Fondens stifter Christian Helmer Jørgensen sad i koncentrationslejr i Tyskland under krigen. Han blev frelst af De Hvide Busser, der på initiativ af Røde Kors flere måneder før Nazi-Tysklands dramatiske sammenbrud hentede 20.000 fanger og bragte dem i sikkerhed.
Den oplevelse kom til at forme Christian Helmer Jørgensen, også da han efter krigen blev en succesfuld forretningsmand, der introducerede Adidas i Danmark. Han vidste, hvordan det var at vente på døden udleveret til et morderisk regime. Og så opdage, at han alligevel ikke var glemt. Midt i ensomheden var der en hånd, der rakte ud til ham.
Det er nøjagtige det samme, rektoren på Nyborg Gymnasium repræsenterer, da han rækker hånden ud til de sine to somaliske elever: I er ikke glemt. Vi ser jer, og vi vil værne om jer.
De hvide busser er et eviggyldigt symbol på medmenneskelighed. Men flertallet på Christiansborg er chauffører i sorte busser, hvis eneste opgave er at deportere nødlidende familier og børn ud af vores synsfelt, en bogstavelig dødsrute med undergangen som endestation. Sortmalede busser burde være denne regerings symbol.
Er det for sent at integrere vores politikere i almindelig menneskelighed? Vil et kursus, eventuelt sponsoreret af Sportgoodsfonden, i historien om de hvide busser hjælpe?
Eller skal vi næste gang, de vil forklare deres flygtningepolitik, møde op og vende ryggen til dem, mens vi lader det danske flag gå på halv?
