27/08/2026
“Mor… jeg gjorde det.” 💚🦌
Nogle historier betyder bare lidt mere end andre.
For noget tid siden blev jeg kontaktet af Alberts mor. Albert er på autismespektret og havde gennem sin efterskole taget jagttegnskursus. Han havde været til prøven flere gange uden at bestå, og hans mor spurgte, om jeg havde mod på at hjælpe.
Mit svar var enkelt.
Selvfølgelig.
At Albert er på autismespektret, betyder blandt andet, at han kan have brug for mere struktur, ro og tid til at lære nye ting, og at mange sanseindtryk eller mennesker omkring ham kan gøre det sværere at holde fokus. Samtidig er det vigtigt at huske, at autisme kommer til udtryk meget forskelligt fra person til person.
Hos Friis Hunting tror vi på, at jagttegn er for alle, der inden for lovens rammer kan erhverve det, og som kan håndtere det ansvar, der følger med. Det handler ikke om at passe ned i én bestemt kasse – men om at finde den vej, der giver den enkelte de bedste muligheder for at lykkes.
Sammen med Alberts mor lagde vi derfor en plan. Ikke en standardløsning, men et forløb, der passede til Albert. Over længere tid deltog han på forskellige hold, arbejdede med de områder, der var sværest, og fik mulighed for at udvikle sig i sit eget tempo – særligt inden for lovstoffet.
Og én ting stod hurtigt klart.
Albert har en imponerende viden om naturen.
Jeg har sjældent mødt et menneske med så stor interesse for naturen og så stærke kompetencer inden for vildtkendskab. Hans nysgerrighed og glæde ved naturen er smittende, og det var tydeligt, at jagten betød langt mere for ham end blot at få et jagttegn.
Undervejs kom livet dog i vejen. Ny uddannelse og mange nye indtryk gjorde, at motivationen faldt, og Albert begyndte at tvivle på, om han overhovedet skulle fortsætte.
Så ringede hans mor igen.
Denne gang handlede det ikke om undervisning. Det handlede om at finde glæden igen.
Vi tog derfor på en reguleringstur sammen. Ikke med forventningen om at nedlægge vildt, men for at opleve det, der ofte er årsagen til, at vi bliver jægere: stilheden, sporene i skovbunden, dyrene, landskabet og de mange små oplevelser, naturen giver os.
Vi gik en lang tur, læste spor, talte om naturen og nød tiden derude.
Vi skød ingenting.
Men vi opnåede præcis det, vi håbede.
Albert fandt igen lysten og motivationen til at tage det sidste skridt.
Og nu er det lykkedes.
Albert har bestået jagtprøven.
Et kæmpestort tillykke, Albert.
Det er utrolig flot kæmpet, og vi er stolte over at have været en lille del af din rejse. Vi håber, at dette kun er begyndelsen, og at vi får lov til at møde dig igen – både på jagter og ude i naturen.
Historien om Albert handler ikke kun om et bestået jagttegn.
Den handler om, hvad der kan lade sig gøre, når undervisningen tager udgangspunkt i mennesket, når man får den tid og støtte, man har brug for, og når man mødes med troen på sine muligheder.
Hvis du – eller én du kender – har særlige udfordringer og er i tvivl om, hvorvidt et jagttegn er muligt, så tag endelig fat i os.
Vi kan ikke love, at vejen bliver ens for alle.
Men vi lover at gøre os umage for at finde den vej, der passer til den enkelte.
For naturen og jagten bør være tilgængelig for alle, der har lysten, respekten og forudsætningerne for at være en del af den.
Stort tillykke igen, Albert – vi glæder os til at følge din rejse. 🌿🦌
