25/05/2022
Sommerkoncert mandag 20/6 kl. 19.30,
Marmorsalen i Kulturhuset Korsør
Mandag 20/6 kl. 19.30 fejrer Storebæltskoret midsommerens komme med en koncert i Marmorsalen i Kulturhuset Korsør, med sommerens dejligste sange samlet på eet sted. Fra klassiske danske guldaldersange af Weyse/Ingemann, Kuhlau og Heise over de smukkeste korklassikere af Sv.S.Schulz og Mogens Jereminn Nissen til vor tids Bent Fabricius Bjerre og John Høybye. Vi kommer hele vejen fra serenade til bossa nova! Og der bliver frit løb for nostalgien i sange som ”Sommerens Ø” og ”Forelsket i København” og ikke mindst i Storebæltskorets store, livsglade potpourri fra operetten ”Sommer i Tyrol”.
Det er ganske gratis og der vil blive mulighed for at synge med på et par sommerlige fællessange undervejs. Storebæltskoret er en del af Slagelse Musikskole og øver hver mandag i Kulturhuset Korsør under ledelse af dirigent Ole Worm. Koret består af 30-35 sangere, og har i over 40 år været en aktiv del af Korsørs kulturliv. Koret byder nye interesserede korsangere velkommen til at komme og opleve glæden ved at synge sammen.