03/09/2026
Ét stykke affald ad gangen
Et rent og indbydende boligområde kommer ikke af sig selv. I afdeling 36 på Højmarken har Dorthe gennem det seneste år indsamlet omkring 35 kg affald, hvilket har bidraget til et pænere nærmiljø for alle beboere.
En opgørelse over det indsamlede affald viser, hvor mange forskellige genstande der kan ende i fællesarealer og natur. Blandt det indsamlede er blandt andet; store lattergaspatroner (som Dorthe sammen med manden Kim har afleveret til politiet), savklinger, sodavands- og øldåser, flasker, drikkeglas, tom mademballage, aviser, personlige breve, puff bars, værktøj og et stort antal cigaretskodder. Derudover er der fundet genstande som en træhylde, en tænderdåse og forskellige efterladte madvarer.
Særligt antallet af cigaretskodder giver stof til eftertanke. Der er registreret 1.740 cigaretskodder langs stamvejen og yderligere 441 cigaretskodder tæt ved to lejligheder. Tallene viser, hvor meget affald der kan samle sig i det offentlige rum, og hvor stor betydning det har, når nogen tager initiativ til at gøre en forskel.
Dorthes affaldsindsamling handler ikke kun om at fjerne skrald. Den er også med til at skabe et mere attraktivt område, styrke trivslen og vise omsorg for de fælles omgivelser. ”Hver flaske, dåse og hvert cigaretskod, der bliver fjernet, er et lille bidrag til et bedre miljø for både børn og voksne” som Dorthe siger.
Initiativer som dette minder os om, at vi alle kan være med til at passe på vores boligområde. Når flere tager ansvar for de fælles omgivelser, bliver Højmarken et endnu rarere sted at bo.
Tak Dorthe, fordi du bidrager til at holde området omkring Højmarken rent og indbydende.