28/06/2026
🇩🇰🇩🇰🇩🇰🇩🇰🇩🇰🇩🇰🇩🇰🇩🇰🇩🇰🇩🇰🇩🇰
"Vores lykønskninger til hver af jer er lige store uanset, hvor længe I præcis har været her. For alle har I kæmpet og dygtiggjort jer. Og alle har I fundet noget at brænde for.
Og undervejs har I alle sammen bidraget. Bidraget til hinanden", sagde Søren Rørdam Bastholm på vegne af underviserne på dimissionsdagen for årgang 22 på Læreruddannelsen i Silkeborg.
"I har støttet hinanden, både når det faglige arbejde skulle gøres, og når tilværelsen har spændt ben og gjort det svært eller for en tid umuligt at fokusere på det at blive lærer".
"Som lærere skal I ud i klasseværelserne og pege på det, I med jeres professionelle dømmekraft skønner, er værd at pege på. I skal åbne verdener for eleverne, I skal pege på ting og forhold i verden, eleverne ikke selv ville have fået øje på – om det så er en sproglig blomst i en tekst eller en blomst på engen eller en plante på samme eng, der i al sin undseelighed til trods alligevel er værd at undre sig over. I skal stå for pegningen samtidig med at I skal have styr på klasseledelse, relationer, differentiering og alt det andet.
Det lyder ikke let, men vi er fortrøstningsfulde på jeres vegne".
"Tak for samarbejdet, eller tak for kampen eller måske tak for dansen. Ingen af de tre indfanger måske helt det, vi gerne vil sige jer tak for. Det ligger nok et eller sted midt imellem. Vi vil i hvert fald gerne sige tak – vi kommer til at savne jer.
Tillykke og tak for opmærksomheden"