12/01/2026
Lærer søges til Guldborgsund Dagskole
– opstart snarest muligt
Vil du undervise elever, hvor relation, regulering og tydelighed er forudsætningen for læring – og hvor din lærerfaglighed bringes i spil på nye og meningsfulde måder?
På Guldborgsund Dagskole søger vi en lærer til en fuldtidsstilling med opstart snarest muligt.
Om Guldborgsund Dagskole
Guldborgsund Dagskole er et behandlings- og specialundervisningstilbud for børn og unge, der har vanskeligheder med at trives og lære i almene skoletilbud. Vores elever har ofte komplekse følelsesmæssige, sociale og/eller kognitive udfordringer og har brug for voksne, der kan skabe trygge, strukturerede og meningsfulde læringsrammer.
Vi arbejder ud fra en neuroaffektiv tilgang, hvor relationen mellem elev og voksen er central. Det betyder, at undervisning, trivsel og regulering tænkes sammen – og at vi tilrettelægger skoledagen med blik for elevernes udviklingsniveau, arousal og behov for forudsigelighed.
Om stillingen
Som lærer hos os vil du:
• planlægge og gennemføre undervisning i mindre grupper
• arbejde relationsbaseret med tydelig struktur og rammesætning
• tilpasse undervisningen til elevernes faglige og følelsesmæssige forudsætninger
• indgå i tæt samarbejde med pædagogisk personale og ledelse
• bidrage til faglig refleksion, sparring og fælles udvikling
Undervisningen foregår i et miljø, hvor fleksibilitet, overblik og professionel ro er afgørende.
Vi søger en lærer, der:
• er uddannet lærer
• har erfaring fra – eller interesse for – specialområdet
• kan arbejde mentaliserende og relationskompetent i komplekse situationer
• formår at skabe struktur og tydelighed uden at miste den relationelle kontakt
• har blik for affektiv afstemning og arousalregulering i undervisningen
• arbejder selvstændigt og samtidig værdsætter tæt fagligt samarbejde
Kendskab til neuroaffektiv pædagogik er en fordel, men ikke et krav.
Vi tilbyder:
• en meningsfuld lærerrolle med høj pædagogisk faglighed
• et professionelt og engageret kollegialt fællesskab
• en tydelig pædagogisk retning og nærværende ledelse
• mulighed for faglig udvikling og refleksion
• god pension og sundhedsforsikring
• gratis frokostordning
Ansættelse og ansøgning
Stillingen ønskes besat snarest muligt, og samtaler afholdes løbende.
Send din ansøgning til leder@tappernøjedagskole.dk og CV hurtigst muligt. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte skoleleder Sune Havlykke 61632359.