20/12/2025
Jeg er lige blevet gjort opmærksom på denne statusartikel fra Ugeskrift for Læger. Til trods for at den faktisk blev udgivet i september. (1)
Jeg var egentlig gået på juleferie. Men i artiklen er der en række påstande, som jeg bliver nødt til at anfægte!
Statusartiklen skriver:
"Samtidig kan træning med tunge løft, hvor man ikke får aktiveret m. transversus abdominis, samt kronisk forkert kropsholdning og funktionel svaghed i kroppens kernemuskulatur også spille en rolle i udvikling af re**usdiastase [6]."
Hvis du har beskæftiget dig med delte mavemuskler, så har du, som jeg, formentlig hørt disse påstande før. Jeg havde dog aldrig forventet at læse dem i Ugeskrift for Læger. 😬
Som dokumentation for samtlige påstande, henvises der til én artikel. Men denne artikel omhandler patienter, der har fået udført et kirurgisk indgreb for brok i bugvæggen. (2)
Delte mavemuskler er ikke nævnt i artiklen. Det er kropsholdning og tunge løft heller ikke.
Påstandene er altså helt uden belæg, og jeg begriber oprigtigt ikke hvordan det er kommet med i en statusartikel i Ugeskrift for Læger.
Statusartiklen kommer også med en anden påstand, som dog formidles mere forsigtigt:
"Det er beskrevet, at re**usdiastase kan give lænderygsmerter [9]"
Her henvises til ét pilotstudie, hvor af halvdelen af deltagerne var patienter med kroniske lænderygsmerter. (3)
Studiet finder et sammenfald mellem kroniske lænderygsmerter og delte mavemuskler hos de mandlige deltagere, men resultaterne er ikke statistisk signifikante. Derudover skal der tages højde for overvægt som confunder - hvilket statusartiklen også nævner.
Der henvises højst sandsynligt til pilotstudiet, fordi det sammenligner de mandlige og kvindelige deltagere, og statusartiklens fokus er mænd. Det er dog kun ét pilotstudie, hvor kun 16 af de 109 deltagere, havde delte mavemuskler.
Det er et lille grundlag at basere noget som helst på.
Og det er underligt, når en potentiel sammenhæng mellem delte mavemuskler og lænderygsmerter efterhånden er ret velundersøgt.
Her undrer det mig, at der ikke henvises til at forskningen på området samlet set ikke finder en årsagssammenhæng mellem delte mavemuskler og lænderygsmerter. (4)
Kilder:
1) Henriksen et al. 2025: Rectusdiastase hos mænd, Ugeskrift for Læger
2) Jong et al. 2023: The influence of a multidisciplinary team meeting and prehabilitation on complex abdominal wall hernia repair outcomes
3) Doubkova et al. 2018: Diastasis of re**us abdominis muscles in low back pain patients
4) MORtion.dk: Delte mavemuskler er udbredt og ufarligt - En artikel om delte mavemuskler. Her finder du en henvisninger til forskningen på området, herunder undersøgelse på lænderygsmerter.
04/11/2025