Forældretrivsel

Din reaktionen kan komme længe efter, du er blevet ramt.

Og det er der ikke noget forkert i.

Det er fire måneder siden, min datter gik gennem helvede ifm. en planlagt operation.

Hendes stomi skulle lægges tilbage. Det blev den. Og herefter gik alt galt.

Vi endte med at være indlagt i sm.lagt 8 uger - mod den ene, vi havde fået stillet i udsigt.

Jeg var slidt ned, da vi endelig kom hjem. Men jeg reagerede ikke rigtig på det.

Jeg holdt et højt tempo, som jeg havde gjort det på hospitalet.

Der betød, at jeg ikke mærkede trætheden.

Men nu har den ramt mig. Trætheden.

Og det er der ikke noget forkert i.

Det sker, fordi min datter igen er kommet på benene, og er begyndt at leve sit teen-liv igen.

Det betyder, at jeg har plads til at “klappe” sammen.

Det er helt almindeligt og naturligt, at vi holder os kørende, så længe der er brug for os.

Men når der endelig er ro på, er det SÅ vigtigt, at vi gi’r os selv lov til at puste ud.

For mig betyder det bl.a., at jeg:
✔️sover til middag
✔️får massage
✔️græder
✔️går tidligt i seng.

Det er der ikke noget forkert i. Selvom det er 4 mdr. siden, vi var indlagt.

Brænder du nogensinde af på dit barn?

Ja, self gør du det. Det gør jeg osse.

Vi er kun mennesker.

Men … du har det ad H til bagefter … ikk’?

Du har jo i k k e lyst til at være hverken den sure eller højtråbende forælder.

Da jeg for år tilbage blev bekendt med teorien om indre barn, var der meget, der faldt på plads.

Det blev tydeligt for mig, at når jeg reagerede voldsomt på noget, min datter sagde/gjorde … så var det ikke voksne mig, der flegnede ud.

Det var den lille pige inde i mig, der blev trigget.

For et par dage siden udgav min store inspirationskilde, en podcast om at blive trigget - og ikke mindst, hvordan vi håndterer det.

Hvis du er til (engelske) podcasts, så kan jeg varmt anbefale og afsnittet om triggere.

Selv fik jeg flere aha-oplevelser 💡

(opslaget er ikke betalt reklame).

Og husk: DU ER EN GOD NOK FORÆLDER ❤️

… og forresten … jeg gi’r telefonisk sparring kvit&frit til og med november 2022.

👇🏻SKRIV “Jatak” i kommentarfeltet - eller send en PB for at lave en aftale

Psykologi og personlig udvikling er min helt store lidenskab.

Det er så v i l d t, hvordan vi kan ændre vores liv og den måde, vi er i verden på … “bare” ved at blive klogere på os selv.

OK … der skal mere til.

HANDLING.

Der skal tages beslutninger og valg.

Ting, der ikke længere tjener og gavner én, må ud, så der kan blive plads til nyt.

Det bliv så fint illustreret i og af naturen.

Træerne smider deres blade på denne tid af året, fordi de nu skal til s e l v at bruge den H2O, de i forårs- og sommermånederne har givet til bladene, så de kunne skabe skygge.

Til foråret lader træerne igen bladene få “en bid af kagen”.

Den personligt udviklende rejse er uendelig. Cirkulær. Vi lærer, integrerer, afprøver og justerer.

Sådan ser j e g i hvert fald på det.

Og det glæder mit ❤️ for hold nu o p, hvor er det en spændende rejse at være på.

Vil du med?

Psykologi og personlig udvikling er min helt store lidenskab.

Det er så v i l d t, hvordan vi kan ændre vores liv og den måde, vi er i verden på … “bare” ved at blive klogere på os selv.

OK … der skal mere til.

HANDLING.

Der skal tages beslutninger og valg.

Ting, der ikke længere tjener og gavner én, må ud, så der kan blive plads til nyt.

Det bliv så fint illustreret i og af naturen.

Træerne smider deres blade på denne tid af året, fordi de nu skal til s e l v at bruge den H2O, de i forårs- og sommermånederne har givet til bladene, så de kunne skabe skygge.

Til foråret lader træerne igen bladene få “en bid af kagen”.

Den personligt udviklende rejse er uendelig. Cirkulær. Vi lærer, integrerer, afprøver og justerer.

Sådan ser j e g i hvert fald på det.

Og det glæder mit ❤️ for hold nu o p, hvor er det en spændende rejse at være på.

Undrer du dig osse?

Min datter er lige blevet opereret. Igen.

Og igen står jeg som forælder med den samme oplevelse:

Fagpersonen, der møder os, stiller spørgsmål, der tydeligt viser, at vedkommende ikke har læst min datters journal.

Hvordan tydeligt?

Ved at ville give min datter beroligende medicin på en måde, som hun ikke kan indtage den.

Hvilket er noteret i journalen.

Før i tiden ville jeg ha’ ladet frustrationen over den manglende up-to-date æde mig op indvendig.

Denne gang gjorde jeg noget andet.

Jeg åbnede munden og sagde:

“Sig mig - læser I ikke hendes journal?”.

Det gav øjeblikkelig ro indvendig. Hos mig.

Hos personalet betød det flakkende øjne. Famlen. Og spørgsmål.

“Jamen, hvad skal vi s å gøre?”.

Her faldt jeg i = ku’ ikke la’ vær’ med at tage ansvar.

Så jeg begyndte at komme med løsningsmuligheder.

Helt go’nat … jeg er jo “bare” mor.

Der undrer mig BIGtime, at der ikke er styr på info.

Det er oplevelser som denne, der slider på én som forælder.

At der ikke er styr på tingene.

Det skaber usikkerhed. Jeg bliver utryg.

Og så er det letteste at tage over - at tage ansvar.

Der har jeg mange års erfaring med.

Intentionen er, at min datter får den optimale hjælp.

Men … det dræner mig for overskud og gør mig til en sur skid, når jeg er på “her, der og alle vegne”.

Ingen af delene tjener hverken min datter eller mig.

Derfor er det så vigtigt, at vi husker os s e l v. Gør noget godt for os selv.

Kun når vi sørger for at fylde vores egen kande op, kan vi hælde over i vores børns (og andres) glas.

Datoen glemmer jeg aldrig.

D. 31. oktober 2014.

Jeg var selv kun lige begyndt at rejse mig fra at være blevet væltet omkuld af stress, da min datter fik konstateret kronisk blødende tyktarmsbetændelse.

Vi tog fra OUH med en recept på piller. En morgen, en aften.

Det lød let. Enkelt. Som ikke noget særligt.

Intet kunne være længere væk fra sandheden.

De næste 8 år blev et mareridt, som vi kun i korte perioder fik en pause fra.

Men hele tiden med frygten for det næste sygdomsudbrud lurende lige rundt om hjørnet.

Det var hårdt som bare pokker at opretholde en "normal" hverdag med sygdomshammeren hængende over hovedet. Det tærede i dén grad på det mentale overskud.

Min langvarige sygemelding endte med en fyreseddel. Herefter overgik jeg til tabt arbejdsfortjeneste (TA).

Det betød, at jeg nu kunne sænke skuldrene og være fuldtidsmor.

Jeg kunne ikke se mig selv gå ud og varetage et 8-16 job, når jeg ikke længere var på TA. Jeg mærkede især to for mig velkendte stresssymptomer bare ved tanken:

Tankemylder
Voldsom indre uro.

Så midt i et af min datters sygdomsudbrud så jeg mig selv møde ind til det første modul på den NLP uddannelse, jeg havde besluttet at tage for at kunne starte min egen virksomhed som coach.

Mit hjerte blødte, da jeg sagde "vi ses" til min datter, som skulle passes hos sine reservebedsteforældre. Mit hjerte ville være hos min datter - mit hoved (mit ego) mente noget andet.

Det sagde videre-videre-videre ... du bli'r n ø d t til.

Så jeg fortsatte og færdiggjorde uddannelsen.

Jeg er glad for at have uddannelsen. Den har givet mig værdifuld viden og en masse redskaber, jeg bruger i mine samtaler.

Men kunne jeg spole tiden tilbage til 2015 og have den viden og de erfaringer, jeg har i dag, så ville jeg have gjort det anderledes.

Så ville jeg have ladet mig selv få RO.
Så ville jeg have tilladt mig selv "bare" at VÆRE MOR.
Så ville jeg have givet mig selv lov til at GLEMME ALT OM AT PRÆSTERE.

)Uddannelsen ville ikke have løbet nogen steder. Den ville ha' ventet på mig).

Det ville have været at tage vare på m i n e behov midt i det sygdomskaos, jeg stod i som forælder.

I stedet lod jeg en gammel historie om, at jeg er svag, hvis ikke jeg knokler på 24/7, overtage rattet i livsbussen.

Jeg forlod og glemte mig selv i et forsøg på at fremstå stærk.

Det gjorde mig ikke til den mor, jeg gerne ville - og vil - være. Hende der er rummelig, nærværende og har overskud, when the s**t hits the fan.

I dag kan jeg heldigvis se klart, hvad jeg "havde" gang i for år tilbage - og derfor kan jeg nu tage de valg, der er rigtige for mig. Mine rigtige valg betyder alt for min trivsel ... og dermed min evne til at være den mor, jeg ønsker at være.

Det føltes selvoptaget og egoistisk i starten. At tænke på mig selv. Jeg var bange for, at andre ville tænkte netop dét om mig.

Men jeg mærkede, at både min energi, mit overskud og min mentale balance voksede, når jeg lod m i n e behov få "taletid".

I min verden er de tre ting afgørende for at kunne holde balancen og være tilstede som forælder til et kronisk sygt barn.

Livsglæden kan have trange kår, når dit barns sygdom er en permanent del af hverdagen.

Det her blogindlæg er derfor skrevet med kærlighed og omsorg til og for dig.

Mere livsglæde til dig vil gavne både dig og dit barn.

Du må gerne have det godt, selvom dit barn har det dårligt.

👇LÆS MED.

Sådan får du livsglæden tilbage Livsglæde er tæt forbundet med, at vi vælger os selv til. Hver evig eneste dag. Det er i hvert fald sådan, jeg ser på det. Ved du, hvad der gør dig glad? Og gør du det? Hver dag. Jo længere væk vi kommer fra det, der gør os glade, jo mere fortyndet bliver livsglæden. Som et glas saftevand...

💡En simpel øvelse, der kan hjælpe dig med at skabe balance, når det hele er ved at koge over ... så bliv hængende.

Hvad gør du, når du er presset til dit yderste og måske også på vej op i det røde felt?

Ofte sker der det, at vi i situationen knokler på. Aser og maser med at få ting til at lykkes.

For det meste er det dog det modsatte resultat, vi opnår:

Ting lykkes ikke.

Og så kører energien endnu længere ned i spiralen. Vi bliver endnu mere frustrerede og drænede for overskud.

Det er her, du kan hjælpe dig selv med en simpel lille øvelse.

Ja, den kræver, at du tager 15 min. til dig selv - og jeg ved godt, at de kan synes svære at finde.

Men ... hvis du laver øvelsen, vil du opleve, at du kommer mere rolig og afbalanceret tilbage til din hverdag.

Jeg bruger selv øvelsen, og den virker.

🔓Så her kommer den:

1) Hiv din journal frem - sæt et stopur på 10 min. ... og skriv alle de tanker og føler, du oplever, ned.
2) Sæt stopuret på 5 min. ... træk vejret helt ned i maven ... ind gnm. næsen og pust ud gnm. munden.

Du bliver forbavset over, hvor hurtigt de 15 min. går.

Og jeg tror også, du bliver forbavset over at mærke, h v o r meget mere afslappet og i balance du er, når du har lavet øvelsen.

👉Hva' tænker du om øvelsen?

Der er nok omkring 1000 trappetrin fra 14. sal og ned i ankomsthallen på OUH - og tilbage igen

Jeg gik dem flere gange om dagen i ugevis.

Det var min måde at skabe et rum, der var m i t, imens jeg var indlagt i en måned med min datter.

Det var min måde at holde den mentale balance.

I starten af indlæggelsen sad jeg troligt ved siden af min datters seng. 24/7.

Det kan tage pippet fra enhver at være lukket inde i et lille rum, der lugter af sygdom, medicin og smerter.

Og jeg ku’ mærke, at det var ved at ske.

Så jeg besluttede at gøre noget.

Hvis ikke jeg tog vare på mig selv, ville jeg ikke kunne blive ved med at være for min datter.

Den dårlige samvittighed var der i starten, når jeg forlod stuen.

Hva’ f**den er du for en mor, der skrider?, tænkte jeg.

Men jeg ku’ mærke, at mine “getaways” gjorde mig godt mentalt. De gav mig overskud til at køre videre.

På mine daglige trappeture gik det op for mig:

Du må gerne have det godt, selvom dit barn har det dårligt.

Det betyder ikke, at du er ligeglad med, hvad der foregår.

Det betyder faktisk, at du tager ansvar for din rolle som forælder.

Trappen blev min iltmaske, som jeg valgte at sætte på mig selv, så jeg ikke endte med falde om og være nyttesløs som mor.

Gør noget, der gør …

… DIG glad.

Din trivsel afhænger af, om du er glad.

Jeg har ofte hørt andre - og mig selv - sige: “Det gør mig glad at gøre andre glade.

Og ja, det passer osse … det b r i n g e r glæde at gøre andre glade.

Men.

Hvis dit primære fokus ligger på andre, så er der fare for, at du glemmer dig selv.

Og.

Så kan det ende med, at din glæde ved at gøre andre glade bliver erstattet af bitterhed.

Hvorfor gør de aldrig noget for m i g? … Hører du nogensinde den tanke larme?

Når DU gør noget, der gør DIG glad, så har du full power over dit liv.

Du sørgerfor ikke at falde i bitterhedsfælden.

Så.

Ha’ fokus på, hvad der gør d i g GLAD.

Jeg er vild med at male.

Det gi’r mig glædesbobler i maven, når jeg leger med farverne.

Det er én af de måder, jeg fokuserer på m i n trivsel.

Når jeg gør det, har jeg så meget mere at give til andre.

Hva’ gør DIG glad?

Jeg vil elske at høre det.

👇🏻Fortæl 👇🏻

Universet har talt 🙏🏻

Jeg har haft alt for travlt den seneste tid.

Min krop har gjort ondt, og jeg har sovet dårligt.

Huden omkring mine øjne har været rød.

Min krop har forsøgt at råbe mig op:

SÆT.FARTEN.NED!

Jeg har givet min krop fingeren. Har løbet endnu stærkere.

Indtil i går.

Der sagde universet s t o p, Charlotte.

Jeg blev ramt i hælen af en tjenervogn, da jeg i fuld firspring var på vej fra A til B på jobbet.

Så.

Nu ligger jeg med et stk. dunkende ben oppe.

Og smiler indvendig over, at jeg får hjælp fra oven, når jeg nu ikke selv ku’ finde ud af at slowe down.

Det er ikke første gang, jeg har overhørt min krop - og det bliver sikkert heller ikke sidste.

Men for hver gang, jeg vender det døve øre til, bliver jeg hurtigere til at opdage, hvad jeg har gang i.

Hvordan har du det med at bede om praktisk hjælp, så du kan få lidt mere overskud i hverdagen?

⏬KLIK nedenfor og læs med.

Har du bedt om hjælp for nylig? Jeg var bange for, at folk skulle tænke ”dårlig mor” om mig, hvis jeg bad om hjælp. At bede om praktisk hjælp var en gamechanger – men forud var gået adskillige år, hvor jeg knoklede derudaf og gjorde alt selv. Knokl og sammenbidte tænder Det kan være så forbandet svært at række hå...