24/11/2024
Kære elever og forældre.
Årets julemarked er nu veloverstået – og hvilken fantastisk dag i skabte. Fra længe før klokken 11 duftede skolen af jul, hygge, gran og gløgg. Gennem dagen var der fyldt med glade børn, hårdtarbejdende forældre og masser af gæster.
Novembervejret havde fredag været trist, vådt og mørkt, men lørdag skinnede vintersolen, der lå et smukt dække af pulversne – og lidt udfordrende is. Jer dog stod udendørs klarede det dog med bravur, og indenfor var der godt gang i alle klasser.
Det var så hyggeligt at gå rundt på skolen og opleve alt det, som I havde skabt. Jeg håber I alle nåede en tur eller to rundt.
Julemarkedet betyder samarbejde, sammenhold og forhåbentlig nogle gode stunder for jer forældre, hvor I kan snakke og lære hinanden endnu bedre at kende. Men julemarkedet handler også om at give skolens venneforening muskler til at gøre en forskel for børnene i de kommende år. Det har I virkelig hjulpet med!
Årets julemarked havde et overskud på lige over 70.000 kroner – og det er sindssygt flot. TAK! Det er omkring 20.000 kroner mere end for to år siden. Det havde vi ALDRIG klaret uden jeres opfindsomhed og indsats, og vi er dybt taknemmelig.
Vi håber, at I alle må få en helt vidunderlig december, og en fantastisk jul med familien.