12/06/2026
Da min førstefødte var 3 uger gammel, blev han opereret for mavemundsforsnævring. En lang og hård kamp, som desværre kun var starten på et mareridt. Da vi endelig kommer hjem og tror at alt er godt, revner hans bughule, og derefter huden, så tarmene stikker ud af maven. Vi er meget heldige at vi har ham. Da jeg blev gravid igen, bar jeg ingen frygt overhovedet. Men da min datter er 5 dage gammel får hun feber, som senere viser sig at være et herpes udbrud. Som senere udviklede sig til blæner i munden, under armene, knoglemarvsprøver, en masse narkoser, lang indlæggelse og et barn der bare ikke kunne mere til sidst. Af rigtig mange omgange. At have den oplevelse, at se begge sine nyfødte babyer kæmpe for livet. Det gav mig angst, og da Laura min yngste skulle lære at spise kunne jeg i en lang periode ikke være alene med hende når hun spiste. Babyer laver lyde når de øver sig i, ikke at få tingene galt i halsen. Det mindede for meget om det jeg havde oplevet før. Der gik flere år før de måtte spise på bagsædet i bilen, for jeg ville jo ikke kunne nå at holde ind og redde dem, hvis de blev kvalt. Jeg har oplevet at vågne om natten og føle jeg ikke kunne trække vejret, og høre lægens ord "han er stadig varm", eller "han trækker stadig vejret" så snart jeg lukkede øjnene igen. De to oplevelser, satte livet i perspektiv for mig, trak en masse tid ud af min kalender og satte mit projekt på pause, og gjorde mig ovenud lykkelig for at jeg stadig har muligheden for at få lov til at elske begge mine børn hver eneste dag ❤️
