13/08/2023
Så er det nye skoleår gået i gang, og der venter mange muligheder forude for gode udeskoleoplevelser.
Jeg er primært udskolingslærer i fagene dansk, engelsk, tysk og musik og har udviklet udeskoler til denne målgruppe. Ser man på målinger af, hvilke aldersgrupper, der foretager udeskole i Danmark, ligger udskolingen lavest, og der findes langt færre forslag til udeskoleforløb til netop denne målgruppe. Så jeg vil gerne slå et slag for, at udskolingen også får mulighed for at lave udeskole med god faglighed.
Årets første forløb med udeskole er i faget dansk, hvor vi arbejder med forløbet , som jeg har skrevet for cyklistforbundet - https://www.alleboerncykler.dk/til-laerere/saerligt-til-udskolingen/bikestagram/ .
Forløbet handler om unges cykelvaner med fokus på dokumentargenren. Eleverne lærer at vurdere og perspektivere værdier og værdiforestillinger i andres udsagn via billederne og
de unges udsagn i Fluen-på-væggen-filmen ”Backseat Generation?”. Arbejdet med filmen giver eleverne mulighed for at vurdere, konkretisere og eksemplificere den konkrete problematik, at et stigende antal unge mennesker ikke længere cykler. Filmen skaber mulighed for identifikation, indlevelse og derigennem
et større engagement hos eleverne, som netop møder en film, der uden at løfte en moraliserende pegefinger, kan give dem en nuanceret plads til at arbejde med egne holdninger og vaner gennem visuel fortolkning. Eleverne vil dermed blive udstyret med et fælles begrebsapparat i genrelæren om dokumentarfilmgenren,
Fluen-på-væggen, samt om værdiforestillinger i andres udsagn og anvendelsen af appelformer - et arbejde, som skaber fælles referenceramme i det videre danskarbejde hen over skoleåret.
Eleverne lærer at arbejde med ”Bikestagrams”, som er en hybrid af koblingen mellem det at have holdninger til at cykle, være cyklist og være bevidst om egne vaner i kombination med de unges udsagn i Fluen-på-væggen-filmen og med en visuel fremstillingsform, som kendes fra en Book Bento. Her sættes
romanen – nu cyklen, vanerne og egne samt filmens formidlede holdninger til det at være ung og cyklist - i centrum, og eleven fremstiller en visuel fortolkning, som skal sætte fokus på holdninger, modsætningsforhold, tanker og følelser i et instagram-format. Formatet kender de unge særdeles godt
igennem egne opslag via instagram.
Udeskolen går til vores lokale "Fri Bikeshop". Her skal vi gennem forberedte interviewspørgsmål forsøge at afdække, hvordan cykelvanerne generelt er pt. Ligeledes skal der fokus på deres egen generations cykelvaner. Kan cykelbranchen også mærke, at færre unge cykler? Er det noget, som branchen forsøger at gøre noget ved? Hvordan ser fremtidens cykelvaner ud?
Udeskolen kobler jeg selv på, og det findes ikke beskrevet i lærervejledningen, som findes her:https://www.alleboerncykler.dk/media/0xsi20x4/l%C3%A6rervejledning-bikestagram.pdf
Der er færdige materialer i form af PPt, elevark mv. klar til brug.