29/06/2026
Et vidunderligt og berigende skoleår 25/26 er nu slut.
Elevtalen indeholdt blandt andet et meget smukt digt af Pelle, som sætter ord på følelserne lige nu: læs engang!
Nogle siger,
at efterskole bare er et år.
Ti måneder.
Et par hundrede dage.
Sider i en kalender,
Som bare kan rives af
én efter én.
Men de har aldrig hørt om
den første nat.
Den nat,
hvor stilheden fyldte mere end ordene.
Hvor væggene lugtede af et sted,
der endnu ikke var mit.
Hvor mørket føltes større,
fordi alt det velkendte
var efterladt derhjemme.
De ser ikke morgenener
hvor kroppen stod op,
men hjertet blev liggende.
klumpen i halsen
ved aftensang,
fordi stemmen rystede af savn
og mod på samme tid.
I begyndelsen
var vi som frø i fremmed jord.
Små.
Usikre.
Med rødder, der endnu ikke vidste,
om de turde finde vej ned.
Men dagene begyndte langsomt
at blødgøre jorden omkring os.
Og uden at vi lagde mærke til det,
begyndte noget at gro.
I latteren, der blev hængende i gangene.
I de sene aftener,
hvor ingen havde lyst til at sige godnat.
Vi blev hinandens holdepunkt.
Hinandens hjem
på et sted,
der først føltes fremmed.
Nu går jeg gennem dagene
med en mærkelig sorg.
Jeg savner allerede
de øjeblikke,
jeg stadig står midt i.
Som om tiden løber gennem hænderne på mig,
hurtigere end jeg kan nå at holde fast.
Og hvis jeg kunne,
ville jeg gemme det hele.
Rodet på værelset.
Lyden af navne,
der bliver råbt ned gennem gangene.
De trætte grin.
De lange aftener.
De korte nætter.
Alle de små ting,
som ingen tænker er særlige,
før de en dag er væk.
For efterskole er ikke bare et sted.
Det er dér,
man opdager,
at man godt kan flytte hjemmefra
uden at miste sig selv.
At man kan savne noget
og samtidig høre til et nyt sted.
At mennesker,
som engang var fremmede,
kan ende med at føles som familie.
Og når jeg går herfra,
vil jeg ikke tage væggene med mig.
Ikke bygningerne.
Ikke værelserne.
Jeg vil tage latteren med.
Minderne.
Menneskene.
Alle de øjeblikke,
der aldrig kan forklares helt,
men som for altid vil bo et sted i hjertet.
Men lige nu
vil jeg ikke tænke på at gå.
Lige nu
vil jeg bare blive lidt længere.
Blive i latteren.
Blive i fællesskabet.
Blive i det mirakel,
at et sted,
der engang føltes fremmed,
nu føles som hjem.
