Nationalmuseets Naturvidenskabelige Undersøgelser

Hvor meget mad skal der til for at bygge en pyramide?

Der er forsket meget i, hvordan pyramiderne i Ægypten blev bygget for over 4000 år siden – hvordan de mange tusinder af sten blev udhugget, fragtet til byggepladsen og stablet ovenpå hinanden. Nationalmuseet har lige været en tur med på udgravninger ved pyramidebyggernes by, og her ser man på byggeriet fra en anden vinkel, nemlig hvordan de tusindvis af arbejdere var organiseret, og ikke mindst: hvad de fik at spise!

Hvordan sørgede ægypterne for, at der var mad nok til de mange sultne arbejdere?
Hvordan fik de hentet nok korn ind til byen, og hvorfra?
Hvor blev kornet opbevaret, malet, og bagt til brød eller brygget til øl?
Hvor meget kød fik de at spise, og fra hvilke dyr?
Hvor blev dyrene slagtet henne, og hvordan blev kødet tilberedt?

I pyramidebyggernes by finder vi bagerier, brødforme, kornsiloer, dyreknogler og forkullede korn, som samlet fortæller en historie om de måltider, der blev serveret her efter en lang arbejdsdag. Der skal godt med energi til for at slæbe mange tons sten op ad bakke, og uden mad og drikke blev pyramiderne simpelthen ikke bygget.

15.000 års landskabshistorie under Gentofte Sø

Onsdag og torsdag i denne uge borer vi i Gentofte Sø for at undersøge de sedimentlag, der har samlet sig siden den sidste istid.

På søbunden ligger op til 10–15 meter aflejringer. Lagene indeholder pollen og plantedele, som gør det muligt at rekonstruere, hvordan landskabet i Nordsjælland har udviklet sig gennem omkring 15.000 år – fra åben tundra over skov til kulturlandskab og bebyggelse.

Normalt foregår boringerne fra en flåde som på billedet, men når søen er dækket af solid is, bliver arbejdet lettere og hurtigere. Isen fungerer som en stabil arbejdsplatform, der gør det muligt at hente lange, sammenhængende sedimentkerner op.

Boringen udføres i bløde, vandmættede bundlag, som umiddelbart kollapser igen, når boret fjernes. Indgrebet er derfor meget begrænset og udgør ikke nogen risiko for søens bund, vandmiljø eller dyreliv.

Arbejdet udføres af erfarne fagfolk med stor rutine i denne type prøvetagning, og der vil blive udvist hensyn til både natur, rekreativ brug og omgivelser under hele forløbet.

Analyserne fra projektet skal bidrage til en bedre forståelse af samspillet mellem klima, natur og mennesker i Nordsjællands historie.

Udførsel af boringen sker efter aftale med Gentofte Kommune.

Hvem er vi efterkommere af?

Jægerstenalderens folk, som skabte de karakteristiske tværpile, man finder spredt på markerne, eller bønderne, som opførte de imponerende jættestuer og stendysser, som vi værner om? Svaret er - ingen af dem.

Dette fremgår af et omfattende DNA-studie med 100 skeletter fra den danske forhistorie, som kaster nyt lys over, hvorfra vi (eller de fleste af os) genetisk stammer. Faktisk har der været to (genetisk) forskellige befolkninger i Danmark, som i dag er forsvundet. I løbet af blot nogle få hundrede år forsvandt den oprindelige jægerbefolkning, efter at bondefolk med rødder i Mellemøsten indvandrede for knap 6000 år siden. De fældede og brændte urskoven, dyrkede jorden og lod den derefter igen gro til med skov. Denne form for svedjelandbrug varede i mere end 1000 år, inden det næste folkefærd gjorde deres indtog. Et nomadefolk fra stepperne i det østlige Ukraine og vestlige Rusland, og det er dem, størstedelen af os stammer fra, da den første gruppe af bønder tilsyneladende forsvandt.

Landbruget ændrer nu karakter, især i Vest- og Nordjylland, hvor der sker markante forandringer. Skoven bliver på blot nogle få hundrede år fuldstændig ryddet, og det åbne kulturlandskab, som vi kender det i dag, bliver skabt. Populært sagt kan man sige, at de genskaber de steppeområder, de stammer fra. På den frugtbare og næringsrige jord i Østdanmark fortsætter skoven dog med at dominere de næste 2000 år. Først i sidste halvdel af bronzealderen bliver skoven ryddet, og det åbne kulturlandskab bliver etableret.

Studiet er netop blevet publiceret i Nature, og fra Nationalmuseet har Peter Rasmussen og Morten Fischer Mortensen bidraget med kvantitative rekonstruktioner af landskabsændringerne.

De ser ikke ud af meget, men disse poser indeholder stor arkæologisk viden! De seneste to uger har vi nemlig været på udgravning i Toscana i Italien, hvor et hold arkæologer fra universitetet i Bonn undersøger den antikke by Cosa.

Cosa var en romersk koloni i de sidste århundreder f.v.t., og ligger på en bakketop ud mod Middelhavet. Projektet fra Bonn skal undersøge byens handelsnetværk, og vi er med for at finde rester af den mad, som byens indbyggere har spist. Forkullede korn, frø og frugtsten er generelt lettere end vand, så ved at blande jord fra udgravningen med vand, kan vi let udskille disse madrester og tage dem med hjem til analyse på Nationalmuseet. De sidste prøver hænger nu og tørrer mellem oliventræerne i den antikke by, inden turen går hjemad til laboratoriet!

VI har netop haft en skøn uge på Frederiksborg Slotssø i Hillerød, hvor vi har boret en kerne ud af søbunden. 19 meter tykke aflejringer er der dannet siden istidens afslutning. Et naturligt arkiv over landskabets udvikling de sidste 12.000 år som vi det næste år skal fordybe os i - det bliver så godt :-)

Man kan læse mere om projektet i vores pressemeddelelse:

Nu skal der bores i historien i Frederiksborg Slotssø!

Om få dage vil du kunne se en lille boreplatform i Frederiksborg Slotssø. Den skal give os et spændende indblik i 12.000 års historie. Den skal nemlig hente en lang borekerne op fra søens bund, der kan fortælle os, hvilke planter, der har groet i området omkring søen. Slotssøen har været der siden istiden og er derfor særlig velegnet til formålet. Projektet er et samarbejde mellem Nationalmuseet, Museum Nordsjælland og Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

Isen efterlod et nøgent landskab, der langsomt voksede til, først med græsser og småbuske, siden med skov. År for år havnede pollen fra planter, der voksede i landskabet, på søens bund. Hvert niveau i søens lagserie indeholder blandt andet velbevarede pollen, frø og andet materiale, der afspejler plantelivets sammensætning på et givet tidspunkt. Lagserien skal tidsfæstes ved hjælp af kulstof 14-dateringer. Borekernen er altså én lang historiebog.

Det kræver eksperter at læse den historie. De kaldes pollenbotanikere, som i et laboratorium undersøger borekernen i mikroskop. ”Bogen” fortæller historien om vegetationen, men også om områdets kulturhistorie. Sammen med planternes indtog ved istidens afslutning kom mennesker til området. De påvirkede naturen, navnlig da landbruget blev indført for omtrent 6000 år siden. Skoven måtte vige for marker til kornavl og arealer til husdyrgræsning, alt sammen kan det aflæses i pollenprøverne. Sammensætningen af pollentyperne viser for eksempel rydninger af skov og tilstedeværelsen af korn og andre planter, som kom med landbruget.

Boringen i Frederiksborg Slotssø sker som et led i et forskningsprojekt, der er et samarbejde mellem Nationalmuseets afdeling for Miljøarkæologi og Materialeforskning, Museum Nordsjælland og Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Projektet skal blandt andet belyse den nordsjællandske skovudvikling fra de første små aspe- og piletræer fik rodfæste og frem til 1800-tallets produktionsskov.

Et særligt spørgsmål, der skal undersøges, er den lokale bebyggelsesudvikling i ældre jernalder. Mange års arkæologiske undersøgelser viser, at agerbruget og bosættelserne fulgte forskellige mønstre fra egn til egn. Dele af Nordsjælland blev mere eller mindre forladt i tiden omkring Kristi fødsel, hvor visse områder sprang i skov, mens bebyggelserne andre steder fortsatte op gennem jernalderen. Borekernen fra Slotssøen kan belyse, hvad der skete på den egn, hvor landsbyen Hillerød senere blev anlagt. Navneendelsen ”rød” betyder ”rydning”. Det peger på, at der blev ryddet skov for at skaffe plads til landsbyen Hillerød, da den blev anlagt engang i den tidlige middelalder.

Projektet med boringen i Slotssøen og den efterfølgende undersøgelse af borekernen – som vil strække sig over godt et års tid – er støttet med en bevilling på 1 mio. kr. fra 15. Juni Fonden og 150.000 kr. fra Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

Det er altid dejligt, når vores forskning når vidt omkring!

Denne bog af den amerikanske journalist Bryn Nelson er lige dumpet ind med posten, og Bryn er meget begejstret for - lort.

I bogen undersøger han alle de utrolige ting vi kan bruge lort til, fra gødning og bæredygtigt brændsel til viden om vores helbred, måder at kortlægge epidemier på, og så selvfølgelig spændende nyt fra fortiden.

Vi blev ringet op af Bryn, fordi han mægtigt gerne ville høre om vores forskning i madrester fra middelalderens latriner, og det har han skrevet et rigtigt fint afsnit om i bogen. Så hvis du mangler noget spændende videnskab at hyggelæse om i julen, kan vi varmt anbefale Flush!

Se lige her – engangsemballage fra oldtiden!
Lerkar som disse var en slags pendant til paptallerkner, som blev masseproduceret i oldtidens Irak for 6000 år siden. Vi finder dem i hundredevis på arkæologiske udgravninger, ofte stablet, som om de lige er blevet samlet sammen, før de kyles i væk med andet affald.
Ifølge tidlige skriftlige kilder kan de have været brugt til uddeling af korn. Men ved at kigge på nogle af de fedtsyrer, der ligger gemt dybt i lervæggene på karrene, kan vi nu se, at de også indeholder spor efter dyrefedt. M.a.o.: selvom de nok oprindeligt er tiltænkt til uddeling af korn, blev lerkarrene åbenbart også brugt til uddeling af en slags stuvning eller kødsovs! En slags oldtids-festivalmad, måske?
Vi har netop udgivet en artikel om vores resultater fra fedsyreanalyserne, som kan læses her:
https://authors.elsevier.com/sd/article/S2352-409X(22)00393-5

I disse dage har vi fint besøg på Hama-projektet. Haris Procopiou fra Sorbonne Universitet i Paris er ekspert i slidspor på stenredskaber, og hun er her for at se nærmere på de plovskær, som er fundet i udgravningerne af oldtidsbyen Hama i Syrien. Plovskær er det stykke på en plov, som skærer gennem jorden, når man pløjer, og I kan se et par stykker her på fotoet, hvor Haris er ved at tegne dem.

I Hama blev plovskær lavet af sten, og ved at se på forarbejdnings- og slidspor på stenene, kan Haris fortælle os, ikke blot hvordan plovskærene blev udhugget og brugt, men også hvor længe de var i brug, og hvilken type jord de blev brugt på. Det er ret vildt. Sammen med analyser af forkullede korn og redskaber af flint og obsidian, kan Haris’ analyser af plovskær gøre os meget klogere på landbruget omkring Hama for 4000 år siden.

Her på Nationalmuseet er vi super glade – vi har nemlig modtaget 6 mio. kr. fra Danmarks Frie Forskningsfond til et treårigt forskningsprojekt om oldtidsbyen Hama i Syrien! Hama blev udgravet af danske arkæologer tilbage i 1930erne, og Nationalmuseet har en uvurderlig samling af genstande fra byen, som vi fik lov til at tage med hjem efter aftale med de syriske myndigheder.

Projektet ledes af Mette Marie Hald og består af ca. 25 forskere fra hele verden. Spørgsmålene er mange: hvordan foregik livet i byen for over 4000 år siden? Hvordan boede de? Hvilke andre byer handlede de med? Kan vi finde rester af den mad, der lå i bunden af deres gryder? Hvad siger de fingeraftryk, som vi ser på lerkar, om pottemagerne? Og fortæller de små bægre her på fotoet mest noget om rituelle handlinger, eller børns leg?
Vi håber I vil følge med her på siden, mens vi dykker ned i Hamas historie og bliver klogere på Syriens oldtid!