19/06/2026
NYE UDFORDRINGER OG MULIGHEDER PÅ TALENTAKADEMI
Når de nye elever i 1.g efter sommerferien tjekker ind på HANSENBERG Tekniske Gymnasium, kan nogle af dem måske få lyst til at blive en del af Akademiet for Talentfulde Unge (ATU).
ATU er et toårigt forløb for særligt talentfulde gymnasieelever, som drømmer om en akademisk karriere – og som gerne vil sætte fokus på faglig og personlig udvikling.
Lea Schmidt, Stine Toft Sørensen og Frede Rudolf – som om ganske få dage får HTX-studenterhuerne på – afsluttede i januar deres ATU-forløb ved en stor diplomoverrækkelse på Syddansk Universitet (SDU) i Odense. Og de har fået mange gode erfaringer med sig:
”Før jeg startede på ATU, var jeg meget skeptisk og fordomsfuld. Jeg troede, at ATU var et sted, hvor alle nørder fandt hinanden – og hvor det hele blev til en konkurrence, hvilket jeg er meget imod. Men jeg kom ind – og så var det bare det fedeste sted”, mindes Lea.
”I virkeligheden handler det bare om at være nysgerrig – og om at opleve udfordringer og svære emner, hvor man ingenting forstår. For der er nogle elever, som måske ikke møder de helt store spørgsmål her i gymnasietiden, så selvfølgelig håber jeg på at kunne inspirere elever i 1.g”, tilføjer hun.
ATU tilrettelægger programmet og undervisningen med forskellige samarbejdspartnere – herunder SDU, hvor vores elever har deltaget i blandt andet seminarer og workshops på universitetets forskellige afdelinger.
Lea nævner to helt konkrete arrangementer, hvor hun er blevet udfordret:
”Jeg var til et foredrag om filosofi. Det var megasvært at forstå, og vi fik spørgsmål, som man ikke normalt forholder sig til”.
”Men det kan også være mere naturfaglige ting, der er giver udfordringer. Jeg har for eksempel været til foredrag med en af verdens ledende forskere indenfor hørelse. Det ville jeg aldrig have haft mulighed for, hvis jeg ikke var med i ATU – og det er også noget, jeg aldrig havde regnet med at skulle lære noget om”.
Lea forklarer, at de obligatoriske arrangementer foregår cirka en gang om måneden.
”Og så er det frivilligt, hvor meget man ellers vil deltage i. Det er værd at nævne, at når du er ude på universitetet, bliver du behandlet som en, der går der. Så den verden er jeg inde i, og det bliver en fordel, når jeg skal læse videre”.
Stine peger på, at hun gennem forløbet har fået nye venner, specielle interesser og en masse ny viden.
”Jeg var med på en international camp i London, hvor vi besøgte de store universiteter. Det var fedt, for jeg stødte på nogle helt andre fag. Jeg fandt for eksempel interesse for hieroglyffer, fordi vi havde en forelæsning om dem”.
Frede Rudolf har et godt råd til de kommende elever i 1.g:
”Man skal undersøge mulighederne for at komme med i ATU, fordi man får åbnet sin horisont – og får lov til at prøve alt muligt spændende på et universitet. Det er ikke alle de obligatoriske ting, der er spændende, men man dukker op – og inden man prøver, kan man altså ikke sige, hvad man ikke kan lide”.
”Jeg har også prøvet at opleve noget, som var vildt spændende, selv om jeg ikke på forhånd havde regnet med det. Jeg har fået noget dannelse og noget socialt ud af det. Jeg har hygget mig”.
Tak til Lea, Stine og Frede for deres fortællinger om ATU – og held og lykke med den sidste eksamen i næste uge 🍀
Og vi hepper selvfølgelig også videre på Frede, som i næste måned repræsenterer Danmark ved Den Internationale Biologiolympiade i Litauen 💪