26/08/2026
Vi skal komme lige så raske hjem, som da vi tog på arbejde! 💪
Jeg har skrevet et debatindlæg i Avisen Danmark om de nye arbejdsskaderegler. For man tror det er løgn, når man hører om de nye regler:
Fra 1. juli blev reglerne for anmeldelse af arbejdsulykker ændret, så arbejdsgivere først skal anmelde en ulykke, hvis medarbejderen har haft mindst tre sygedage. Tidligere var grænsen én dag.
Det er et politisk valg fra den daværende SVM-regering med meget konkrete konsekvenser for mennesker, der kommer til skade på deres arbejde. For hvad sker der med en arbejdsskade, der ikke bliver anmeldt? Den forsvinder.
Uden anmeldelse bliver skaden ikke registreret. Uden registrering findes den ikke i systemet. Og uden dokumentation risikerer den tilskadekomne at stå alene. Uden erstatning og uden retssikkerhed.
Vi ser konsekvenserne af arbejdsskader hvert år i Metal Hovedstaden. I 2025 afsluttede vi 55 sager, hvor de berørte medlemmer tilsammen fik udbetalt over 15 millioner kroner i erstatning.
Bag de tal gemmer sig mennesker, der har betalt prisen med deres krop.
Mange af de sager afhænger af, at skaden er blevet anmeldt korrekt fra start. Hvis den ikke er det, bliver det langt sværere – i nogle tilfælde umuligt – at få anerkendt sin sag.
Når nu politikerne hæver grænsen for, hvornår en ulykke skal anmeldes, skaber vi et hul i systemet. Mindre ulykker kan forsvinde, og det er netop de mindre ulykker, der ofte er forvarsler om de større.
Viden om ulykker med kort fravær er afgørende, fordi den bruges til at forebygge de næste skader. Når vi fjerner registreringen, fjerner vi også noget af grundlaget for et sikkert arbejdsmiljø.
Mange virksomheder gør i dag en indsats for at registrere også de mindre skader og nærved-ulykker, fordi de ved, at det betaler sig. Det arbejde risikerer vi nu at undergrave.
Resultatet kan blive flere alvorlige ulykker, flere varige skader og større omkostninger. Ikke bare for den enkelte, men for hele samfundet. Det er decideret kortsigtet.
Formålet med lovændringen er at spare administration. Men når besparelsen står over for mennesker, der er kommet til skade på deres arbejde, bør prioriteringen være klar.
Når vi gør det lettere at lade arbejdsskader passere i stilhed, sender vi et signal om, at nogle skader er mindre vigtige end andre. Og det er de ikke!
Vi skal komme lige så raske hjem, som da vi tog på arbejde. Men vi risikerer at svigte dem, der allerede er blevet ramt med de nye regler. Det burde være nok i sig selv til at stoppe op og spørge: Er det virkelig den vej, vi vil gå?
Henrik Stilling
Afdelingsformand, Metal Hovedstaden
