08/10/2024
Tabu
”Min 14 årige søn slår mig...........(!) ”
Lidt om tabt forældreautoritet
”Århh” sagde moren og trak vejret dybt... ”Århhh nu er jeg nødt til at sige det.....”
Der var helt stille og jeg sad bare og ventede.
”Årrhh hvor gør det ondt.. årrhh hvor jeg føler mig forladt.... der er ikke nogen...” Ordene hang tomt ud i lokalet.
Det ville ikke helt ud, det der skulle siges, men der var masser af plads og tid til ikke at sige noget, og også til at sige noget.... Når hun var klar.
Så vi sad bare der og var sammen. Udover at være mor var hun også leder i en stor virksomhed, hun var fraskilt og havde 2 børn, en søn på 14 og en datter på 11.
Hun trak vejret dybt og så kom det.
”Min søn slår mig... Min søn på 14 år slår mig” sagde hun med tårer i øjnene. ”Han truer mig og sparker mig og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er så alene i det hele. Kan du hjælpe?”
”Selvfølgelig!” svarede jeg, og tilføjede: ”Og fra nu af er du ikke alene... jeg er der!” (det er sådan jeg arbejder – all in....!)
Sådan en sag er en ganske alvorlig situation. Hvis man kender lovgivningen, er der handlinger man egentlig skal foretage, men altså... nogle gange tænker jeg, at man måske også lige skal prøve at se, om der var måske også er andre veje. Til en start.
(Denne her situation er ekstrem. Jeg og ”Ida” har talt lidt om det var ok at hendes historie blev skrevet ned og fortalt. Først ville hun ikke læse historien, men efter lidt tilløb ville hun gerne. Vi er blevet enige om, at det er vigtigt også at fortælle om situationer som denne, så andre eventuelt kan læse, at de ikke er alene. Der er efter aftale ingen ”steds angivelser” nogle steder i teksten og det er bevidst. Navne er i sagens natur ikke de rigtige)
”Hej John-Erik, har du tid i nærmeste fremtid?
Jeg har fået dig anbefalet.. jeg/vi har en lidt voldsom situation her hos mig.
Med venlig hilsen
Ida”
Sådan lød mailen fra Ida.
Jeg svarede selvfølgelig ja og spurgte lidt mere ind på mail.
”Jeg tror jeg ringer” skrev Ida tilbage ”Kan jeg ringe i morgen?”
Vi aftalte en tid og hun ringede dagen efter.
”Det er min søn det er helt galt med.....kan du ikke tale med ham” sagde hun i telefonen, og så fortalte hun lidt mere.
Der var et eller andet, som ikke hang sammen i hendes fortælling inde i min hjerne.
Hun mente, at jeg skulle tale med sønnen, men der var noget, der ikke gav mening i det hun fortalte, så jeg sagde:
”Du Ida, jeg synes vi skal tage et indledende møde først, så får vi lige styr på hele situationen...”
Hun kom ind et par dage senere og så sad vi der. Hun havde sagt ja til en kop kakao, hvilket normalt er noget kun de helt unge siger ja til. Ida er i start 40´erne.
Ida ved godt, at det er hende der bestemmer når hun er på arbejde. Hendes indkomst er stor, hvilket både hendes image viste og ikke mindst også hendes tøj. Alligevel sad hun der, og var bare en mor som alle andre mødre. Dog en yderst ulykkelig en af slagsen.
Hun var skilt, og eksmand var desværre på ingen måde en medspiller i denne så svære situation.
”Du skal vide at det er første gang jeg ser som en som dig...” sagde hun og smilede lidt. ”Det er lidt mærkeligt.. Normalt har jeg jo altid styr på situationen. Det har jeg på ingen måde nu.”
”Jeg er voldsomt presset” sagde hun. ”Jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal gøre, og situationen er lidt ude af kontrol og jeg har virkelig virkelig brug for hjælp. Hvad skal jeg gøre?” Spurgte hun til sidst efter en lang sætning.
”Fortæl lidt hvad der er sket...” sagde jeg.
Ida ligesom valgte helt at åbne for det kaos der udspillede sig hjemme. Skuldrene faldt ned og hun sank lidt ned i den store stol. Kruset med kakaoen blev i hånden, alt i mens hun fortalte. Hun talte og talte og det eneste jeg gjorde var faktisk bare at sidde og nikke forsigtigt med hovedet.
Øj der var meget og det var en ret vild, og voldsom, historie hun foldede ud. Ikke noget man (eller jeg) lige hører ofte. Om end det er derude.
Det er bare tabu og noget man ikke taler om. Mindreårige børn der er voldelige over for deres forældre.
”Det startede vel efter skilsmissen...” forklarede hun. Begge børn var blevet meget forskrækkede og sønnen havde lige som, siden denne, lukket sig om sig selv.
Det var værst, når de kun var mor og søn sammen. Når lillesøster var tilstede, var han lidt mere mild overfor hende, altså mor. Men kun lidt.
Første episode skete helt uventet. En dag havde han stillet sig foran hende, og bevidst spærret vejen for hende med hans krop. Sønnen var/er stor af hans alder og da hun gik forbi ham, skubbede han hårdt til hende med hans skulder. Så hårdt at hun røg ind i væggen. Ida blev her så forskrækket, at hun ikke nåede at reagere. Og da hun skulle til det, var hendes søn forsvundet.
”Jeg ringede til min eksmand, men han nægtede at tro på mig....” sagde hun.
Han mente jeg løg og at noget sådant ville hans, vores, søn aldrig gøre.
De voldelige episoder eskalerede hen over et års tid. Hvis jeg skulle skrive det hele, ville det blive en mindre bog. Det var og er grundlæggende nogle yderst vanvittige og fysisk voldelige episoder, at opleve i det hele taget, og i sær når det er ens eget barn volden kom fra.
I stedet for jeg skriver det hele ”det hele” kommer her et par episoder.
Ida fortæller:
”En aften efter vi havde spist, bad jeg ham om at tage ud af bordet. Han blev gal, men jeg fastholdte, at det skulle han. Han begyndte at råbe og skrige højt, at det ville han fandme ikke.”
”Jeg blev lidt rystet over voldsomheden....” som Ida sagde.
Men det fortsatte. Sønnen skruede op for raseriet og endte med at smide en skål, halvfyldt med salat, igennem hele køkkenrummet.
”Efter han havde kastet med salaten, som nu lå over det meste af køkkenet, rejste han sig og kom over i mod mig. Han lænede sig truende ind over mig og nærmest knurrede......”
”Jeg sad bare med hænderne om hovedet... sådan jeg holdte mig ved ørerne du ved....”
”Jeg turde ganske enkelt ikke se ham i øjnene, min egen søn....på 14 år”
”Jeg følte mig som den største taber, forladt, den største fiasko i hele verden og sad og græd meget stille og ventede på han skulle gå. Han gik heldigvis uden at der skete mere. Jeg kunne ikke bevæge mig i flere minutter... jeg vidste ganske enkelt ikke hvad jeg skulle gøre.”
”Jeg ringede til min eksmand, men igen ville han ikke tro på mig, og mente vi skulle holde fast i vores 50/50 deleordning... Han havde jo ikke al tid til hans søn og datter, som han sagde.... Han sluttede samtalen af med at sige, at jeg jo bare måtte stå op for mig selv, i stedet for sådan at klynke....”
”Endvidere syntes han, at jeg skulle arbejde på, at vores datter skulle komme og spise med ved bordet, både hos ham og hos mig. Hun har lige som trukket sig fra det hele og er mest på hendes værelse. Hele tiden.”
”Øj jeg følte mig ensom og fortabt der.....” fortalte Ida til mig.
Tårerne løb mens hun talte. Hun græd men der var ingen lyd. Kun sådan lidt snøft. Vi havde fået åbnet for mere end en sluse.
Både ord og tårer flød i en lind strøm.
”Jeg besluttede mig for at gøre noget” sagde hun. ”Så her i sidste uge da min søn stillede sig bevidst i vejen for mig, sagde jeg højt til ham: Nu det nok, gå ind på dit værelse.... Så stod vi der. Og kiggede på hinanden. Og så.... Og så ud af ingenting..... Ud af ingenting, så smækkede han mig en syngende lussing....”
Ida blev meget rød i hovedet og på hele halsen. Sådan næsten helt lilla på halsen. Hun var klart utilpas ved, at fortælle situationen og ikke mindst mega presset. Og i særdeleshed ualmindelig modig (synes jeg) sådan at åbne op og række ud.
”Jeg brød helt sammen, men han virkede helt ligeglad og gik ind på hans værelse.... og begyndte at spille computer. Jeg havde ingen ide om, hvad jeg skulle gøre og følte mig som verdens ensomste menneske og verdens dårligste mor, og ligesom gik i gulvet som en slatten klud, og sad så bare der på gulvet og holdte mig på hovedet.......”
Ida havde meget svært ved, at fortælle om denne vilde episode....
”Jeg føler mig som verdens største fiasko. Det er pinligt. Jeg er ensom. Jeg burde jo være verdens bedste mor, men jeg er en kæmpe fejl.” Hun græd lidt mere intenst.
”Og nu sidder jeg her...... hos dig. Hvad skal jeg gøre?” Spurgte hun ud gennem tårer og en ”let” løben maskare. Kæben bevægede sig på mystisk vis. Hun var virkelig ked af det.
”Vi skal nok få styr på det hele, det lover jeg!” Sagde jeg.
Når en sådan sag havner her hos mig, er der mange mange ting der kører inde i mit hoved. Der skal styr på en lang række ting, og det skal helst gøres i den rette rækkefølge og det skal gøres hurtigt.
Så jeg slog op i den manual der ikke findes.
Et er hvad der står i manualen der ikke findes, men jeg er også fortaler for, at der sker noget handling og ikke bare samtale. Så det hele skulle ”rammes ind” og noget skulle aktiveres, på den rigtige måde. Og i den rigtige rækkefølge. Helst.
Nogle af de ”småting” der skal handles på, er blandt nogle af understående. Det er jo aldrig ”kun” den aktuelle situation, men vældig vældig ofte, er der også andre mennesker der er påvirket af en sådan situation.
Der er meget i spil og blot for at nævne nogle af disse kort, så var jeg inde i mit hoved rundt om blandt andet disse, og det er ikke en prioriteret rækkefølge, men ting der under alle omstændigheder skulle tages fat i (og hvad vi bl.a. også gjorde):
• Ida´s sikkerhed – det var der vi startede
• Idas selvtillid og selvværd – det var lidt ”to come” da der var en aktuel situation der skulle styr på (hvis du ser hende i dag, kontra da vi mødtes, ville man ikke tro det var det samme menneske – hun er rå er hun hende Ida)
• Ida som succesfuld mor – Dette troede Ida aldrig ville kunne ske, vi kom i mål med dette også
• Sønnen, hvad sker der – Vi kom i dialog med ham. Jeg har aldrig mødt ham. Han fik en anden god støtte. Jeg blev ”Ida´s mand” i alt dette her
• Sønnen, hvordan kan det være? Diagnose? Jeg havde en mistanke om dette - Ida (og eksmand) havde aldrig tænkt over dette. Han havde en diagnose. Da han fik den stillet korrekt, fik han rigtig god hjælp
• Lillesøster, skyggebarn? – Ida havde aldrig tænkt over dette, og aldrig hørt om dette begreb. Da vi arbejdede ind i dette, fik Ida dårlig samvittighed (og blev ked af det igen)... Vi fik styr på det. Ja og ikke mindst styr på lillesøster. Lillesøster er glad nu
• Tabt forældreautoritet og at få denne tilbage – det er noget der tager tid og er desværre ikke altid det lykkes. Det gjorde det her. Heldigvis
• Hvad sker der for eksmand men jo også far – Vi holdte en række møder med far. En hård direktørnød, men da han begyndte at forstå situationen, og at han kunne hjælpe, kom han langsomt ind i kampen. Dette ikke uden lidt vrissen og højt talen til mig, men vi kom da i gang. Og langt...
• Underretningspligt og kommunen - vi lavede en ”kontrolleret” underretning, og kommunen kom rigtig godt ind i kampen, og hjalp på den helt rigtige og gode måde. Hele indsatsen fra kommunen blev koordineret mellem Ida, kommunen og jeg
• Skolen – da skolen blev orienteret og (først) forstod sagen, var de sublime i deres tilgang
• Eksterne hjælpere – Da først Ida fik støtte (og mod - hun var meget meget flov og pinlig over sig selv som menneske) til at række ud til veninder, viste det sig meget hurtigt, at der er en grund til det hedder veninder.
De stod der gjorde de og de bød ind gjorde de.
De lavede et helt lille ”vagtkorps” og mandsopdækkede deres veninde. Veninderne satte alle ”fødder” som de skulle sættes – f**k det var sejt!
”Er du bange for at være derhjemme med din søn?” Spurgte jeg.
”Ja det er jeg faktisk” Sagde Ida stille til mig.
”Er du truet på livet?” spurgte jeg (Det er jo et ret vildt (reelt) spørgsmål, at stille en mor i forhold til hendes 14 årige søn) Det mente Ida ikke hun var.
”Skal vi lave en indsats her og nu, hvor vi får jer 100% adskilt?” spurgte jeg.
Ida var ikke klar til dette, så vi blev enige om en lille plan.
Planen blev til en start, at vi skulle bryde mønsteret i forhold til sønnen. Det mønster der over tid var opstået, det mønster som skabte eller fastholdte situationerne.
Når jeg møder mennesker hos mig, lytter jeg ekstremt meget indtil mønstre og vaner og værdier. Ofte er det ikke noget vi selv er opmærksomme på, og der er meget effekt i arbejde med disse ting.
Da Ida forlod mig efter vores første, lidt lange session, havde vi lavet en plan for at være sammen med hendes søn..... på en anden måde.
Hun var ”glad” (eller mindre ked af det (vel i virkeligheden) i forhold til der hvor vi startede) og tog mod hjemmet med lidt selvtillid og mulighed for at handle anderledes.
Vores første plan var, at bryde mønsteret i forhold til konflikter ved aftensmaden. Det var ofte kun Ida og søn der spiste, da lillesøster mest var på hendes værelse.
Da Ida havde serveret aftensmaden den første aften efter vores møde, sagde hun meget stille og roligt til hendes søn, at hvis der på nogen måde var uro eller dårlig opførsel, ville hun fortrække til et andet lokale i huset.
Ida fortalte følgende:
”Da jeg sagde dette, sagde han ingenting, men kiggede ned i hans tallerken. Det sugede helt vildt i min mave.... sugede og gjorde vildt ondt ”
Efter et lille stykke tid sagde sønnen ”Det der gider jeg faktisk ikke finde mig i....”
”Lige da han havde sagt det, tog jeg min tallerken mm. og gik roligt ind i et andet rum og tændte for tv´et. Han blev godt nok overrasket og blev bare siddende. Efter et stykke tid gik han ind på hans værelse...”
Ida fortalte, at han dagen efter havde stillet sig op og spærret vejen igen. Ida gjorde som vi havde aftalt og sagde blot: ”ok så... ” så vendte hun om og gik. Han blev bare stående og vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre.
”Han, min søn, lagde en hånd på min skulder og jeg sagde med meget lav, men sikker stemme, som vi to havde aftalt:
Nu bliver jeg virkelig virkelig bange for dig og ked af det, når du ligger din hånd der. Er det virkelig din mening at gøre mig bange?”
Sønnen blev forvirret over Idas måde at agere på, sådan nærmest paf og han fjernede forsigtigt hans hånd, og Ida bakkede stille og roligt væk fra situationen.
Vi blev ved med at udvide handlemuligheder, og lave nye mønstre derhjemme. Men mønstre som hun/vi lavede og ikke mindst kontrollerede.
Langsomt, langsomt stoppede sønnen med de forskellige voldelige ting.
Idas selvtillid som mor steg, fordi hun hele tiden fik små redskaber til ”at gøre noget andet,” og vi lagde hele tiden lidt på. Og lidt på. Og lidt på. Og ja.. og lidt på.
Jeg sad sådan helt reelt med Ida´s IPhone i hånden og spurgte: ”Skal jeg skrive til Rikke og dine andre veninder? Skal jeg skrive sms´en for dig og få rakt ud til dem? Fortælle dem om hvad der sker derhjemme?”
På det her tidspunkt havde Ida ikke sagt noget til nogen mennesker, og på en skør måde isoleret sig selv i hendes hjem.
Hun sad med endnu et krus kakao og kiggede og tænkte og tænkte... Det knirkede næsten. Hun kiggede op, kiggede ned, kiggede på mig... og sagde så, mens hun forsigtigt smilede sådan en slags Mona Lisa smil:
”Jeg tror faktisk gerne jeg selv vil”
Så gik hun i gang med, der over for mig, at skrive en besked til pigerne. Kruset med kakao stod på bordet.
Rikke stod der samme eftermiddag. Senere på aftenen kom Mette. De græd lidt sammen, alle sammen fortalte Ida. De drak også et par glas vin og en masse the.
De to piger, Rikke og Mette, lavede en plan, hvor alle pigerne (de var 5-6 veninder der bare stod der på dagen) i fællesskab mandsopdækkede Ida. Sådan lidt i forhold til alt. Som i alt!
Over en periode på et par måneder, var Ida kun alene de dage, hvor hun havde behov for, eller brug for dette.
Som hun sagde.... :
”Det kan godt blive lidt meget, ikke at være alene....” men hun smilede også.
Historien her opstod fordi Ida uventet en dag for ikke så længe siden, smed en mail, hvor der stod:
”Hej John-Erik,
Blot en lille up date.
TAK ”for sidst.”
Det går godt. Jeg er glad.
Vi er ikke 100% i mål med min søn endnu, jeg ved reelt ikke hvad det vil sige at være 100% i mål med ham. Men vores forhold er ok og vi kommunikerer godt. Han er mest hos hans far.
Jeg har lige været på skitur med min datter. Hun er mest hos mig. Hun er næsten aldrig på hendes værelse, men hele tiden sammen med mig. Når hun da ikke er sammen med veninderne.
Mine veninder er der bare. Jeg ser dem hele tiden, dog lidt mindre end lige der hvor de bare var der hele tiden – Du ved hvad jeg mener!
I øjeblikket er det Mette der har brug for vores hjælp. Så vi er en del med og hos hende nu.
Blot en up date 🙂
Vi ses.
Ida”
Jeg rakte ud og spurgte om jeg måtte fortælle hendes historie. Resten er... ja.. (nu en) historie...
