20/11/2021
Igen gode råd fra Connie Nissen:
Det er virkelig så pokkers vigtigt, at små børn opholder sig på maven mange gange dagligt!
Begrundelserne for dette er virkelig mange:
Når børn lægges på maven, øver de sig i mange vigtige motoriske færdigheder.
Børn får et flot hovedløft, stærke rygmuskler, stærke arme og god skulderstabilitet.
De udvikler sikre faldreaktioner, som giver effektiv beskyttelse, når de falder.
Hændernes og fingrenes muskelgrupper styrkes, når barnet lægger vægten på hænderne og stemmer sig op fra underlaget.
Hver eneste gang barnet løfter hovedet og ser fra side til side, stimuleres balanceområdet, som ligger inde i ørerne.
I maveleje mindskes risikoen for, at børnene udvikler skæve kranier. Samtidig strækkes hofterne, og dermed udfordres det stærke bøjemønster, som alle børn naturligt er født med.
Om det så er tæerne, så bruges de også meget aktivt, når barnet ligger på maven.
Så gør det nu! Læg børn på maven. Især de helt små børn. Gør det rigtig tit – gerne over 15 gange hver dag!
Hvis barnet ikke er vild med at blive lagt på maven, så bliv kærligt og tålmodig ved med at tilbyde barnet denne stilling. Måske kun i få sekunder ad gangen!
Men barnet skal ikke ligge alene – I voksne, skal være lige ved siden af med tydelig og god kontakt.
Hvis barnet har svært ved at løfte sit tunge hoved, kan det hjælpe at sætte en hånd mod barnets fødder. Dermed kan barnet ”skubbe” sig mod hånden, og hovedløftet bliver dermed lettere. Prøv også at lægge et sammenrullet håndklæde under barnets brystkasse (ved armhulerne).
Nogle børn føler ubehag ved at ligge på maven. Hold godt øje med, om noget tyder på, at barnet viser tegn på smerte, når det lægges på maven. Bemærk også om barnet har helt fri bevægelighed i nakken, altså at hovedet frit kan drejes til begge sider og op og ned. Hvis noget tyder på, at barnet har smerter, er det vigtig, at få det undersøgt og afhjulpet.
Det er heldigvis muligt at placeres i maveleje mange steder.
På den voksnes underarm, når I går rundt med barnet.
Eller på jeres mave, så I kan se hinanden (små børn elsker at se på levende ansigter). Eller læg dig på ryggen og løfte benene, mens barnet ligger på dine underben. Eller sæt dig med strakte ben og lad barnet ligge på dine lår.
Også store børn skal frit kunne ligge på maven med strakte hofter og løftede hoveder, uden ubehag!
Sundhedsstyrelsen anbefaler at lade små børn sove på ryggen, derfor gælder disse råd om at ligge på maven kun for de små, mens de er vågne. Ikke for sovende små børn.
Rigtig god fornøjelse med maveleje for både de små og de store børn.