10/06/2026
Ved Vandet - denne udstilling udspringer af livet levet ved vandet. Der er fernisering nu på søndag kl 11-15,
Vinden, lyset, horisonten og de skiftende stemninger, som følger med at bo tæt på havet. Her, hvor naturen aldrig står stille, og hvor vejret kan skifte fra storm til stilhed på få timer.
I udstillingen Ved Vandet har jeg samlet værker inspireret af vestkystens landskaber, havets bevægelser og de små øjeblikke, der opstår, når man lever tæt på naturen. Motiverne er ikke nødvendigvis konkrete steder, men stemninger, minder og sansninger fra et liv levet ved vandet.
Vestkysten er en del af hverdagen og en kilde til både ro, energi og inspiration.
Derfor glæder det mig at udstillingen vises hos Vestkystens Gårdbutik, hvor kunst, lokale smagsoplevelser og kærligheden til området mødes. Her inviteres du ikke kun til at opleve billederne, men også til at smage på nogle af de lokale råvarer og produkter, som er med til at fortælle historien om stedet.
Jeg håber, at udstillingen giver anledning til at stoppe op et øjeblik, lade blikket vandre og måske genkende noget af den ro, frihed og nærhed til naturen, som livet ved vandet kan give.