12/05/2026
KROGERUP HAR VEDTAGET NYT VÆRDIGRUNDLAG
Tirsdag i sidste uge dannede Krogerup rammen om det årlige repræsentantskabsmøde, hvor deltagerne drøftede skolens udvikling, aktuelle projekter og fremtidige retning.
Et af aftenens punkter var vedtagelsen af et nyt værdigrundlag, som skal være med til at sætte retningen for Krogerup i de kommende år. Alle folkehøjskoler i Danmark er lovmæssigt forpligtet til at have et gældende værdigrundlag, der beskriver skolens formål, værdier og virke. Det nye værdigrundlag er blevet til gennem en længere proces med inddragelse af medarbejderstab, elevrepræsentanter, skolens bestyrelse og repræsentantskab.
– Når man sådan farer rundt og taler anliggende, pædagogikkens potentialer, normativitet og autoritet, så er man på en eller anden måde også forpligtiget på at tage samtalen på egen skole. Og netop det har vi gjort det seneste år på Krogerup Højskole – repræsentantskab, bestyrelse, medarbejdere og Elevforening – og resultatet af det arbejde blev tirsdag præsenteret for og godkendt af Krogerups repræsentantskab i form af Krogerups nye værdigrundlag. Og jeg elsker hvor vi er landet, siger Krogerups forstander Rasmus Meyer.
– På en og samme tid spejler værdigrundlaget skolepraksissen her, samtidig med at det angiver en pædagogisk retning. Det tager udgangspunkt i skolens oprindelige idé, men adresserer samtidig tidens udfordringer. Og det er, i tråd med skolens værdier, udarbejdet i samarbejde. Der går rygter om, at Hal Koch spøger på Krogerup. Om det er sandt, skal jeg ikke kunne sige, men uanset hvor han befinder sig, så tror jeg, han med begejstring har fulgt med i processen.
Udover samtaler om skolens værdigrundlag, er repræsentantskabsmødet i det hele taget en mulighed for, at de forskellige repræsentanter (foruden elever og medarbejdere også bestyrelse, repræsentanter fra DUF, Mellemfolkeligt Samvirke samt stemmer fra det politiske, kulturelle og foreningslivet) kan mødes og drøfte, hvordan en institution som Krogerup bedst kan lykkes med at skabe højskole for de mange – med blik for de samfundsforandringer, der præger tiden.
Det nye værdigrundlag kan læses i sin fulde længde via https://krogerup.dk/om-krogerup/krogerups-vaerdier/
Foto: Kirstine Autzen