04/09/2026
120 års fødselsdag på Stenhusvej
I dag, den 4. september, fylder Stenhus Kostskole og Stenhus Gymnasium 120 år.
I den anledning har Stenhus Gymnasium, Oplev Holbæk og Holbæk Stadsarkiv pustet støvet af et par gamle bøger, knebet øjnene sammen over nogle grynede fotografier og tændt et summende lysstofrør i mere end én kælder for at se på de forandringer, årene har ført med sig.
“Hvilke forandringer …” tænker den lokale holbækker måske nu.
Vi taler trods alt om to skoler, der stadig deler navn og fødselsdag, har adresserne Stenhusvej 20 og 20A, låner hinandens lokaler og udearealer og til hverdag får folk til at spørge “Gymnasiet eller grundskolen?”, når en elev lidt for indforstået fortæller, at de går på Stenhus.
Og vi behøver faktisk slet ikke at gå 120 år tilbage i tiden for at forstå, hvorfor der stadig er både et tæt bånd og et temmelig forvirrende overlap mellem Stenhus Kostskole og Stenhus Gymnasium.
Men det er nu sjovere at starte med begyndelsen, så lad os lige tage den.
Det begyndte dengang forvalteren på Holbæks fattiggård – hvis hovedbygning i dag huser Kunsthøjskolen – igangsatte byggeriet af en gård. Og når man nu havde en mark fuld af natursten og en masse arbejdskraft i form af byens fattige, hvorfor så ikke bygge den gård af sten. ”Stenhuset” blev stedet hurtigt døbt i folkemunde, og således var navnet allerede etableret i byen, da rektor Heinrich Edvard Hass og kredsen bag ham købte bygningen for at grundlægge en skole ud fra tanken om, at opdragelses- og dannelsesspørgsmålet kun kunne “… betros til folk, som kender nutidens kulturliv og som er opdragne til personligheder midt i livets vrimmel.”
Med andre ord fingeren på pulsen.
“Rektor Hass” er i øvrigt et navn, hvis udtale gennem årene har fået adskillige uddannelsesansvarlige til med et smil at udbryde “Det hed han altså!” til optagelsessamtaler med nye elever, der har løftet et øjenbryn.
Men inden vi fortaber os i tågerne, så lad os springe frem til 1970’erne – hvor nogle elever måske svor lidt mere til hash end til Hass. I 1976 blev en ny gymnasiebygning indviet på den sydlige del af Stenhus’ område, og to år senere overtog amtet driften af gymnasiet og HF. Først da var opsplitningen af Stenhus Kostskole og Stenhus Gymnasium en realitet.
Flere holbækkere omkring de 70 år og opefter vil derfor kunne huske at have gået i gymnasiet i den hvide funkisbygning på Stenhus Kostskole, mens nyere generationer husker Fodbadet, 100-metergangen og senest den evige mangel på parkeringspladser.
Vi skal altså ikke længere tilbage for at forstå, hvorfor Stenhus Kostskole og Stenhus Gymnasium stadig kan blandes godt og grundt sammen – både i folkemunde, familieskrøner og søgealgoritmer.
Men nu kommer vi til det med forandringerne, som faktisk viser sig slet ikke at ligge så langt fra rektor Hass’ oprindelige tanke.
Stenhus Gymnasium er nemlig i dag en institution, der i den grad kender nutidens kulturliv og lever midt i livets vrimmel.
For hvor Stenhus engang var et lille samfund i sig selv, rækker Stenhus Gymnasium i dag langt ud over sin egen matrikel.
Drama College i samarbejde med Sjællands Teater.
Sports College i samarbejde med byens sportsforeninger.
Maritim HF i samarbejde med Kystliv Holbæk.
Kultursamarbejder med Kulturforum Holbæk.
Talentforløb inden for blandt andet film, skrivning og musik i samarbejde med Talent Holbæk og byens kulturinstitutioner.
Og samtidig med at gymnasiet har åbnet sig mod byen, åbner det sig også mod verden.
Engang var det især børn af velstillede familier, der blev sendt på Stenhus. Og boede familien i udlandet, kunne børnene blive sendt hjem til Danmark.
I dag kommer der stadig elever langvejsfra til Stenhus. Men nu er det ikke nødvendigvis danske børn, der vender hjem.
Med IB (international studentereksamen på engelsk) og Sports College finder unge fra andre lande nemlig i stigende grad vej til Holbæk og Stenhus Gymnasium.
Samtidig sikrer skolens mange studieretninger og samarbejder, at også lokale elever får stadig flere muligheder for at finde deres egen vej gennem gymnasiet, ud i voksenlivet og måske ud i verden.
Der er med andre ord blevet langt flere veje til Stenhus, gennem Stenhus og videre derfra.
Og skulle vejen kræve, at man bliver natten over, så kan man også stadig bo på Stenhus.
Ikke på tangmadrasser, som de første elever sov på, men snart i helt nye elevværelser.
For selvom kostafdelingen på Stenhus Kostskole lukkede i 2024, lever den del af historien videre hos gymnasiet. Stenhus Gymnasium råder nemlig nu over de gamle kostskoleværelser til blandt andet de internationale elever, og efterspørgslen er så stor, at der er opstillet midlertidige boliger til yderligere 30 elever. Dermed har Stenhus Housing nu plads til 90 kostelever – og der er planer om at udvide med en helt ny bygning.
Så én skole blev til to – på nær hver gang de fortsat vælger at rykke sammen om stort og småt …
At gå på kostskole er nu noget, man gør på gymnasiet …
Og midt i alle forandringerne kan man stadig ane rektor Hass’ tanker for sin skole.
Så måske er det netop dét ved Stenhus, der fortjener et ekstra hurra i dag: At de hele tiden forandrer sig – uden nogensinde at holde op med at være dem, de er.
Og lad os så give dem 120 år mere og se, hvor vi så er …
Indtil da – et vidtfavnende tillykke med fødselsdagen 🇩🇰
Artikel: Line Bigum Marqvertsen
Fotos: Stender, Steen Rasmussen, Sylvest Jensen, Stenhus Gymnasium, Chr. Mikkelsen, Line Bigum Marqvertsen.