Marie Moesgaard -MorMentor, Højager 74, Hjortshøj (2026)

19/03/2023

Efter at have elsket hver eneste dag i mit mor-mentor-land, mærkede jeg en følelse af, at noget var off. Jeg var blevet træt. Ikke af nogen eller noget, men udmattelsen var ikke til at tage fejl af.

“Det er tid til at gå på opdagelse af nye stier”, hviskede noget til mig. “Der er noget, du har brug for at lære. Noget, der ikke kan komme til orde, så længe du bliver her”

I noget tid slog jeg det hen. For jeg kunne ikke forestille mig at være andre steder. Jeg elskede samtalerne med de fine mødre, vores fællesskab og den varme og kærlighed, jeg var med til at sprede. I vores flok, i familierne, i vores børn og i vores egne hjerter. For mig var intet mere meningsfyldt, end at hjælpe mødre til at få det godt.

Men uanset hvordan jeg vendte og drejede det, så ebbede mine kræfter ud. Jeg måtte have en pause, og forlade det skønne sted, jeg selv havde bygget.

Jeg rejste. Og i begyndelsen troede jeg, det bare skulle være en midlertidig udflugt et andet sted hen. Du ved, ud og se noget nyt, lade sig inspirere, vende hjem igen med rygsækken fuld af liv, jeg kunne puste ind i mit mormentor-land.

Men… hvergang jeg overvejede at vende tilbage, mærkede jeg bare ikke andet end FULD STOP. Altså, nærmest bogstavelig talt den der umådelige energiforladthed, når jeg nærmede mig med et insta-opslag eller et nyhedsbrev. Som om der var dannet en magisk ring rundt om min virksomhed, og det ikke var meningen, jeg skulle bryde eller åbne igen lige nu.

Sådan gik det til, at jeg forlod mit mormentor-land, som man i sin tid forlod gårdene i Sverige. Lod møbler og porcelæn stå, drejede nøglen om, og rejste bort. Tilbage stod en gård, der med tiden blev en ødegård, og forsøgte at holde sig munter, mens ejerne blev ved at blive væk. Intet blev plejet og gødet. Ligesom min insta-profil og min hjemmeside og min nyhedsbrevsliste, der også ligger helt øde hen. Ingen nyheder. Ingen mails. Ikke en lyd kommer der gennem disse kanaler.

Der er sorg i detteher, for sure. Og jeg håber, jeg en dag vender hjem til mit landsted, og vander blomsterne og puster støvet af og indtager rummene igen. Men… Lige nu er jeg altså andre steder. Og det føles så godt og sandt at være hvor jeg er ❤️

(… Og hvis nogen leder efter mig, er jeg i marie.molis eller i ‘privaten’ Marie Moesgaard. Alle er velkomne alle steder)

31/10/2022

Shoutout til alle, der arbejder med - eller er forældre til børn og unge, der undviger - eller undgår krav. Dem, vi plejer at kalde 'krav-AFVISENDE'.

Du ved, den slags børn og unge, som hellere starter en kæmpe konflikt end at børste tænder, når man bliver bedt om det, som hellere vil diskutere i TIMEVIS i stedet for lige at gøre som der bliver sagt.

Jeg holder kursus i Molis / Århus om børn og unge med det, vi kalder en 'PDA-profil'. PDA står for 'Pathological Demand Avoidance', eller på dansk: Ekstrem Kravundgåelse.

Profilen PDA knytter sig til autismediagnosen, men alle der er berørt af andre former for neurodivergens (Autisme/Aspergers, NLD, ADHD/ADD) vil kunne genkende denne særligt kravundgående profil, og få glæde af de redskaber, vi skal arbejde med på kurset.

Sidst, jeg holdt kurset (på STU i Haderslev), sagde en af deltagerne: "Dette kursus burde ALLE, der arbejder med vores målgruppe, høre. Det er SÅ vigtig viden!".

Så: Kom endelig. Der er stadig ledige pladser: https://lnkd.in/egXmAf7A

08/05/2022

Hey, GLÆDELIG MORS DAG!

Mon du blev vækket med kaffe på sengen? Blomster på bordet? Kærlighedsbreve fra dine børn og din partner? Det håber jeg. For du har helt garantrisset SÅ meget fortjent det.

Hver eneste dag skaber du plads i din hjerne, dit hjerte og din tid, til dine børn. Og uanset hvor godt du synes det går med det, så fortjener det i mine øjne de største klapsalver.

Men... Uanset hvor meget, vi FORTJENER det. Klapsalverne, gaverne, Den Store Hyldest. Så er det bare ikke så tit, vi får den. Vel?

Vi får den sjældent fra andre (for hey, moderskabet er jo noget ALLE har prøvet, og kan. Så hvad er der så awsome med det?).

Og. Hvad værre er. Vi får den endnu sjældnere fra OS SELV.

Hvor ofte kigger du dig i spejlet og siger "Hey, du gør det SÅ godt".

Hvor ofte giver du dig selv et medfølende skulderklap, når du endnu engang kommer til at råbe af dine børn?

Hvor ofte går du ind og tager en lur, i kærlighed til - og omsorg for dig selv, når du er træt?

Mit gæt er (hvis du er lidt ligesom mig, i hvert fald): Alt for sjældent.

Jeg kunne skrive side op og ned om, hvorfor det er SÅ vigtigt at du gør det -ikke kun for dig, men også for dine børn. Men det gider jeg ikke lige i dag, for jeg forsøger at gøre det samme for mig selv, som jeg ønsker mig at DU gør i dag: Holder fri.

Så, i stedet for at skrive alt muligt om hvorfor dit og hvorfor dat, har jeg bare lavet en lydfil til dig i stedet.

10 minuttersguidet pause til dig, som du kan bruge til de dage og tidspunkter, hvor alt koger over.

Der, hvor du egentlig godt ved, at du BURDE trække dig tilbage og holde hånden på dit hjerte, men hvor du i stedet bider tænderne sammen og raser dig igennem en magtkamp eller et skænderi.

Den har hjulpet riiiiigtig mange af de mødre, jeg gennem tiden har haft i forløb, og jeg håber, den også vil kunne hjælpe DIG med at skabe mere fred og kærlighed indeni dig -til DIG

22/04/2022

Jeg har givet mig selv gaven af at fordybe mig i et særligt hjørne, som jeg længe har haft lyst til at nørde i: Hvordan det er at have autisme.

Om de særlige udfordringer der opstår, når man selv eller ens børn eller partner er udstyret med en hjerne, der konstant er på overarbejde.

Jeg undersøger, lærer, danner nye erfaringer og sammenhænge. Tillader mig selv at blive udfordret, strækker mine egne rammer for “det-jeg-allerede-ved”.

Det føles så luksus at lære nyt, og læne mig lidt ind i andres viden og erfaringer, i stedet for hele tiden at skulle levere og producere selv.

Og jeg NYDER det faglige fællesskab, og at være blevet en del af et superkompetent og erfarent team i psykologvirksomheden / Molis.

08/03/2022

Glædelig kampdag, allihop!⚧✊🏾

Er der noget at KÆMPE for? -Gu er der så!

Der var engang hvor jeg synes, at kvindernes internationale kampdag burde skifte navn til noget der ikke indeholdt ordet “kamp”. For hvad er det for noget med KAMP? Burde vi ikke lægge våbnene?

Men sådan har jeg det bare ikke mere.

Jeg synes der er MASSER at kæmpe for, i kvindernes navn. Masser af kampe der skal og bør kæmpes.

Kampen for ligeværd, i stedet for seksualisering.

Kampen for ligeløn og lige rettigheder, både i Danmark og resten af verden.

Kampen for at små pigers sprog og sociale koder ikke bliver betegnet som “pigefnidder” af de mennesker, der burde være professionelle (og for hede hule VIDE, at det er i barndommen vi øver og træner alt det vi skal bruge for at danne en sund familieflok senere i livet!)

-For bare at nævne noget. En brøkdel.

Når jeg ser på den verden, jeg vil have mine fire børn til at være en del af, er der stadig ALT for meget uretfærdighed, baseret på køn.

Og end ikke tusind fredsaktivister vil kunne overbevise mig om, at der ikke skal KÆMPES hver dag, for at vores børn vokser op med et helt andet syn på retfærdighed.

Så jeg kæmper. Vi kæmper herhjemme.

Vi støvsuger sproget for de håbløse og gammeldags kønsstereotyper, selvom det for os voksne er megasvært. Vi gør alt hvad vi kan for at huske kvindefodbold på lige fod med mandefodbold (fodbold er en stor ting hjemme hos mig).

Vi kæmper.

Og kampen bærer frugt.

Vores sønner, og de drenge vi kender, er en helt anden slags. Og pigerne ligesådan.

Ingen af dem finder sig i noget. Og det er godt.

Og... Selvom gode, gamle Trille flere gage har sagt, at hun ikke var rødstrømpe, synes jeg alligevel at det vil være på sin plads at citere:

"Husk alligevel på at du står der
og jeg står her
og vi bliver fler og fler
der gir den gamle køreplan et knæk
vi har smidt returbilletten væk"

05/03/2022

Vi talte om den bittersøde følelse der opstår, når ens børn faktisk står så godt i sig selv, at de ikke har brug for os til at guide og hjælpe og holde og skubbe mere.

Når man (ENDELIG!) er landet dér i sit moderskab, hvor den allerstørste udfordring er at give slip, og have tillid til at de selv løser det der skal løses, og beder om hjælp hvis de har brug for det. Fordi de stoler på, at vores ører kan lytte åbent, og vores hjerter ikke bliver urolige, og vores indre dæmoner ikke pludselig ruller sig ud og smadrer båndet af fortrolighed og nærhed.

Det talte vi om, i går til festen for mine tidligere og nuværende kursister på “Verdens Bedste Mor”-forløbene.

Vi talte også om den nysgerrighed der indfinder sig i familien, når det ikke længere er bekymringer og smerte, der holder os sammen. Hvem er vi så? Hvad skal vi så tale om? Hvordan skal vi så træde ind i dette nye, og hygge os sammen?

Og… Frem for alt: Hvem er vi nu? Lige NU? Når vi ikke længere er mødre, der raser og banker i bordet og græder i afmagt og drømmer os hen hvor peberet gror?

Vi græd og grinede. Som altid. Vi talte fortroligt, åbent, uden skam.

Vi skålede for de mødre, der har gået vejen før os, og vi skålede for dem vi har fulgtes med på vejen, og vi skålede for de mødre, der kommer efter. Vi skålede for os selv -og dem der ikke var med.

Og vi skålede for MIG. Fordi JEG er den, der nu i 5 år igen og igen har kaldt til samling om Verdens-Bedste-Mor-bålet, og startet hold efter hold efter hold, så fællesskabet nu faktisk rummer 136 mødre.

Hundredeseksogtredive. Nok til at fylde en friskole, faktisk. (Ooooog, som en af mødrene sagde i går: og tænk så lige, hvor mange BØRN, vi har tilsammen? Uh, det er mange!)

Glad og stolt er jeg. Af disse vidunderlige kvinder og mødre, der gennem tiden har ladet mig holde deres hænder, og ladet mig lyse for dem i mørket, når de ikke selv kunne.

Tak er et meget lille ord. Men en meget stor følelse❤️

Forever yours truely, Ladies💕 (og det gælder ALLE -både jer der var med i går, og jer der ikke var❤️)

03/03/2022

Om morgenen græder jeg

Før de andre vågner

Mens mørket stadig har fat i mig, og grænsen mellem nat og dag virker skinger og ubarmhjertig

Og alt håb er ude

fordi verden er så tung at danse med

drejer så langsomt

Fordi krigen måske i virkeligheden bor indeni os, imellem os, i skyggerne

Og Intet er som jeg havde tænkt og drømt om

Og jeg bliver snart halvtreds

Men i takt med lyden af de små bare fødder
på trappen

og duften af kaffe

snakken med den otteårige om hvad det egentlig vil sige at være tredimensionel

og teenageren, der med en fasthed som et egetræ proklamerer, at hun virkelig synes der bør være plads til alle flygtninge og invandrere i Danmark

Min mand der kysser mig med bløde læber

Vender kræfterne tilbage

Jeg ved
alt kommer og går

Alt er bølger

25/01/2022

Lasses og mine børn bliver produceret i april, og født i januar. As in now.

De er for evigt konkurrerende om ALT -også om deres fødselsdage, der ligger med fire dages mellemrum.

Dengang, for 8 år siden, da vi ventede og ventede på Nikolaj (der, ligesom sine tre ældre søstre tilsyneladende gerne ville blive i maven liiiiidt mere), var det ikke bare ventetiden der var svær, og maven der var tung.

Vi frygtede også for at Silles elskede, dyrebare fødselsdags-dag d.25.januar, skulle blive en hun måtte dele med sin lillebror.

(Prøv lige at spørge ca enhver storesøster, om det ville være ok at der lige kom en lille unge og snuppede hendes forældre, hendes legetøj, al opmærksomheden PLUS hendes fødselsdag? -I Think NOT! ).

Så. Fordi vi allerede dengang mærkede the pressure of to stærke personligheder med konkurrence i acendanten og viljestyrke i blodet, tiggede vi fødeafdelingen på Skejby sygehus om vi måtte blive sat i gang fem dage efter termin. Fem dage inden Silles fødselsdag.

De var barmhjertige. Og jeg fødte ham i en turbulent ve-storm og akut kejsersnit og hele molevitten.

Og jeg nåede hjem fra hospitalet tre dage før Sille blev fem år, så alt var godt.

Og sådan er det jo at være forælder. Man tager hensyn til den ene, og skynder på den anden. Man beder den der har fødselsdag give plads til de andre søskende, og de andre søskende om ikke at stjæle billedet fra fødselaren.

Dette billede er taget på netop den fødselsdag, i 2014. Jeg vil for evigt mærke kærligheden og taknemmeligheden blande sig med den usigelige træthed, der er uundgåelig når man holder fødselsdage for begge sine børn i slutningen af januar.

Tillykke, elskede yngstebørn❤️❤️

21/12/2021

I aften fejrede jeg solhverv med alle de mødre, jeg har -og har haft i forløb.

Vi talte om alt det, vi som kvinder og mødre kan lære ved at integrere naturens cyklusser, og bl.a gå ind i mørket. Om at stoppe det vanvid, der byder os at være på toppen hele tiden, og i stedet forstå os selv som en omskiftelig organisme. Stoppe det vanvid, der fortæller os, at vi så let som ingenting kan gøre “minus-til-plus” (hvis du er samme alder som jeg, husker du måske tampax-reklamen?).

Det er ikke meningen at minus skal forvandles til plus i vores liv. At mørket skal vige for lyset. Begge dele har gaver og budskaber til os, som er vigtige og fine.

Det talte vi om.

Vi talte også om hvorfor mørket føles så farligt, og hvad der skal til for at kunne holde til at være i det. Om den vinterdvale, der er nødvendig for vores mentale og følelsesmæssige balance, om at opleve gaverne i det der ikke tåler dagens lys. Om traumerne, der bor i mørket -som nogengange skal blive boende der, og andre gange inviteres lidt ud for at blive set.

Vi SKULLE naturligvis have siddet sammen ude i skoven, omkring bålet. Snuset til den kolde jord, de nøgne træer, mærket kulden og varmen og mørket omslutte os, og mærke vores med-mødre sidde skulder ved skulder.

Men… De kommer fra alle mulige steder i landet, og selv hvis der ikke var corona-restriktioner, ville vi nok alligevel mødes online (Tre dage før jul er ikke en skidegod aften at tage på solhvervs-retreat langt ude i skoven, når man er børnefamiliemor).

Det mærkelige er, at det faktisk FØLTES sådan -selvom vi “bare” mødtes online. Vi sad der faktisk -i mørket, med lysene, skulder ved skulder.

Bagefter gik vi hver til sit.
Ud i solhvervsnatten.
Ind i mørket.
🌑🔥❤️

06/12/2021

Hvis ingen har sagt det til dig i dag: Du gør det SÅ godt!

Du står (for det meste) op om morgenen. Du får (for det meste) børnene afsted, sommetider endda med et kærligt kys til afsked.

Du gør hvad du kan for ikke at skælde ud, for at være en god rollemodel, for at få dem til at enes, for husfreden, for værdierne, for at efterlade et ok aftryk til generationerne efter dig.

Du gør hvad du kan for at bidrage til fællesskabet. Hver dag. Nogle dage meget, nogle dage bare en teskefuld.

Du gør hvad du kan.

Du prøver.

Og alene for det, fortjener du verdens største skulderklap❤️

(‘Tag’ (altså, du ved, fb-tag) evt en mor, der har brug for et virtuelt kram i dag. Jeg tænker, vi er en del, der mærker december og corona flette sig sammen i sådan en tyk, stram utilstrækkeligheds-fletning, som kunne løsnes med lidt love💕)

23/11/2021

Jeg har slukket for min motor i disse dage. Jeg flyder derhen hvor vinden blæser mig, hvor mulighederne byder sig, hvor behovene er.

Det er uvant for mig, sådan at slukke. Og lade mig drive med strømmen.

Det er også uvant for mine børn. Måske endda også for min mand. De er vant til en anden form for lederskab fra mig. De er vant til at min motor kan trække deres både, hvis det skulle være.

Jeg er vant til at sætte dagsordner, værne om mit eget space, få noget fra hånden, handle, arbejde, rejse mig, sætte intentioner, gøre noget ved det, goddamn! (Hvadend nu det alt er, man skal gøre noget ved).

Men lige nu føles det bare forkert. Forandringens vinde blæser, og det er ikke mig der bestemmer over de vinde.

Lige nu må alle trække hver sit. Der er ikke noget at gøre. Motoren er slukket -og sådan er det. Jeg flyder.

Jeg ved, jeg KAN tænde den igen, på et splitsekund. Det kræver endda en del af mig at lade den forblive slukket indtil tiden er inde (for jeg ved ærlig talt ikke hvad det er vi venter på, mig og motoren).

Jeg må mange, mange, MANGE gange i løbet af dagen minde mig selv om, at det ikke er et tegn på at jeg er forsvundet. At jeg ikke har mistet min kraft og min frie vilje.

For jeg VIL. Lade den forblive slukket, lidt endnu. Jeg vil give mig selv en erfaring, jeg måske aldrig har haft mulighed for at få, før nu.

En erfaring, der fortæller mig, at jeg ikke er gået i stykker, og at jeg stadig er den samme -også med en slukket motor.

Vi har alle ret til at hvile os lidt. Også os, med kraftige, velfungerende motorer.

Så det gør vi.

Det gør jeg.

Imens holder jeg alle sanser åbne, og ser hvad der byder sig når jeg slipper gaspedalen og kun holder blidt ved roret.

04/11/2021

Din profession interesserer mig ikke. Jeg vil vide, hvad du brænder for, og om du drister dig til at drømme, at møde dit hjertes længsel.

Din alder interesserer mig ikke. Jeg vil vide, om du tør gøre dig til grin for kærligheden, for drømmene, for eventyret ved at være i live.

Det interesserer mig ikke, hvilke planeter du har i kvadrat til din måne. Jeg vil vide, om du har rørt din egen sorgs centrum; om livets svigt har åbnet dig, eller de har gjort dig vissen og indelukket af frygt for yderligere smerte. Jeg vil vide, om du kan udholde smerte, min eller din egen, uden at skynde dig ud for at gemme den eller sløre eller lindre den.

Jeg vil vide, om du kan udholde glæden, min eller din egen, om du kan danse af vildskab og lade ekstasen fylde dig til tæerne og fingerspidserne uden at advare os om at være forsigtige, at være realistiske eller at huske begrænsningerne ved at være menneske.

Det interesserer mig ikke, om den historie, du fortæller, er sand. Jeg vil vide, om du kan skuffe en anden for at være tro mod dig selv, om du kan tåle anklagen om forræderi uden at forråde din sjæl.

Jeg vil vide, om du kan være trofast og derved troværdig.
Jeg vil vide, om du kan se skønheden, også selvom det ikke er kønt hver dag; om du kan hente din livskilde i Guds nærvær.

Jeg vil vide, om du kan leve med fiasko; din egen såvel som min, og stadig stå ved breden af en sø og råbe til sølvmånen: JA!

Det interesserer mig ikke, hvor du bor, eller hvor mange penge du har. Jeg vil vide, om du kan stå op efter sorgens og fortvivlelsens nat, træt og mørbanket og gøre, hvad der skal gøres for børnene.

Det interesserer mig ikke, hvem du er, eller hvordan du er kommet her. Jeg vil vide, om du kan stå i ildens centrum med mig og ikke vige tilbage.

Det interesserer mig ikke hvad eller hvor du har studeret.
Jeg vil vide, hvad der holder dig oppe indefra, når alt andet falder bort. Jeg vil vide, om du kan være alene med dig selv; om du virkelig kan lide det selskab, du holder dig i tomme øjeblikke.

[Af Oriah Mountain Dreamer, Indiansk Elder]

Marie Moesgaard -MorMentor

19/03/2023

31/10/2022

08/05/2022

22/04/2022

08/03/2022

05/03/2022

03/03/2022

25/01/2022

21/12/2021

06/12/2021

23/11/2021

04/11/2021

Adresse

Telefon

Internet side

Underretninger

Kontakt Skolen

Genveje

Del

Anmodning om at fjerne opslag