04/09/2026
August i Hinnerup Rotary: Fra Himmerigsgården over radio til mere end 100 år på landevejen
Hvad laver man egentlig i en Rotary-klub?
August måned i Hinnerup Rotary Klub giver faktisk et meget godt svar. Vi har været på besøg, hørt historier fra det lokale erhvervsliv, fået indblik i en branche under forandring, og selvfølgelig haft tid til kammeratskab og gode samtaler omkring bordet.
Vi begyndte måneden med en kammeratskabsaften på Himmerigsgården ikke langt fra Søften.
Her var programmet først og fremmest hinanden, god mad og tid til de samtaler, som også er en vigtig del af Rotary.
Senere fik vi besøg af Ole Søndergaard, direktør for Radio ABC. Han tog os med ind i en medieverden, som har ændret sig markant gennem årene, og fortalte om livet som privat, kommerciel radiostation i Danmark, og om arbejdet med både Radio ABC i Randers og Radio go!FM i Aarhus. Go!FM begyndte i en taglejlighed på Vesterbro Torv i 2008 og har siden udviklet sig til en lokal Aarhus-radio med studieværter, der sender direkte fra byen.
August bød også på besøg af Kim Nielsen fra De Grønne Busser i Hinnerup. Og her var der mere end 100 års lokal erhvervshistorie at tage fat på.
De Grønne Busser blev grundlagt helt tilbage i 1922, da Johannes Nielsen begyndte at køre fra Vitten mod Randers og Aarhus. Dengang var bussen en Ford med plads til 12 passagerer. Siden voksede virksomheden, kom til Hinnerup og blev gennem generationer en del af den kollektive trafik i området. I juni 2026 sluttede et langt kapitel, da selskabets sidste ordinære busrute overgik til en anden operatør. De Grønne Busser fortsætter imidlertid på landevejene – nu med fokus på turist- og Flexkørsel.
Det er netop noget af det, vi gerne vil med vores mandagsmøder i Hinnerup Rotary Klub: blive klogere på mennesker, virksomheder og det samfund, vi er en del af men så skal det heller ikke lyde mere højtideligt, end det er.
For hver mandag mødes vi også omkring et godt måltid. Nogle aftener er der foredrag. Andre gange tager vi ud. Vi møder mennesker, vi ellers ikke nødvendigvis ville have mødt, og bagefter er der altid tid til spørgsmål, diskussion og snak rundt om bordene.
Er du nysgerrig på, hvad Rotary er – eller kunne du have lyst til at besøge os en mandag? Så kontakt os gerne. Du behøver ikke vide noget om Rotary på forhånd. Kom og oplev et møde og se, om det er noget for dig.
Rotary Distrikt 1440