25/07/2025
ER DET GODT NOK, HVIS JEG GØR MIT BEDSTE?
af Thilde Thuren, psykologistuderende
Som forælder støder jeg flere gange ind i udsagn i stil med: "Du gør dit bedste som mor, og det er godt nok". Jeg tror, det er et udsagn, der har som mål at skabe ro og selvtillid i en tid, hvor mange forældre ikke ved, hvad de skal læne sig op ad. Vi vil vores børn det bedste, men er tit i tvivl om, hvad det bedste er, og om vi lykkes tilstrækkeligt som forældre.
Det er jo desværre bare ikke rigtigt, at så længe jeg har gjort mit bedste, så er det godt nok. Vi siger jo heller ikke til eleven, der har knoklet med eksamenslæsningen: "Du har virkelig arbejdet hårdt, så alene derfor har du bestået din eksamen". Uden ellers at ville sammenligne forældreskab med eksamenslæsning. Nogle gange er det godt nok, når vi har gjort vores bedste, men det er ikke en garanti herfor.
"Du gør dit bedste" bliver hurtigt et hult og tomt udsagn, der kan efterlade os med oplevelsen af netop ikke at have andet end os selv at læne os op ad. Med udsagnet opstiller vi en forventning om, at alt i forældreskabet skal være godt nok. Sådan tror jeg ikke, virkeligheden er skruet sammen.
At være forældre er en krævende og kompliceret opgave, og vi skal hver dag opretholde en retning for vores familie, tage lederskab og samtidigt være sensitive, nysgerrige og nærværende for vores børn. Det er en proces i konstant forandring uden klare formler og skudsikre metoder - sådan som det nu engang er med nære relationer. På daglig basis fejler vi, og vi er ikke altid gode nok, selvom vi gør vores bedste; vi giver alle vores børn lig i lasten og ar på sjælen. Dermed ikke sagt, at kun det perfekte er godt nok. For alligevel at drage endnu en parallel til eksamener, så er der langt fra lige netop at have bestået til at få topkarakter. Alt det midt imellem er godt nok.
Men hvad så, når vi fejler, og det ikke er godt nok? Vi må tage ansvaret for og bære smerten over, at vi ikke altid gør, hvad vi gerne vil, og nogle gange gør, hvad vi ikke vil. Nogle gange må vi sige: "Øv, jeg var ikke bedre i dag", og så komme videre. Nogle gange må vi snakke med vores medforælder, venner eller andre, der kan støtte os i at få et nyt perspektiv og finde en anden retning. Nogle gange må vi søge professionel hjælp til at få brudt med dårlige mønstre. Hvad vi altid må gøre, er at omvende os. Det indebærer at erkende vores utilstrækkelighed og fejl og altså ikke forsvare dem med udsagnet om, at fordi jeg gjorde mit bedste, så var det godt nok. Derpå må vi reparere den relation, der måske har fået et slag, evt. med et undskyld.
Vores børn kan godt klare, at vi til tider er utilstrækkelige. Med den erfaring opbygger de forhåbentlig også en rummelighed over for deres egen utilstrækkelighed, når de møder den i livet. Når vi i relationen reparerer det brudte og sammen kommer videre, gør vi således det, der ikke var godt nok, til noget, der er godt nok. At få den erfaring og evne med sig i livet er vigtigere end altid at være tilstrækkelig.
Ud over omvendelsen og reparationen tror vi som kristne på, at vi er omsluttet af en tilgivelse og nåde, som vi har fået givet. Den er fra Gud, og vi må øve os i at tage imod den, så vi også tilgiver os selv. Vores gode Jesus tager imod os, selvom han ved, vi ikke er tilstrækkelige i vores formåen. Med sin tilgivelse sender han os ud i verden - heriblandt ud til vores familie - med ordene: "Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere", velvidende at også i morgen får vi brug for ham. Jesus har sørget for den endelige reparation af alle relationer; han vil læge alle sår, og ham må vi bede til, når vi har gjort hinanden ondt.
Roen som forældre ligger ikke i, at det er godt nok, hvis vi gør vores bedste. Roen ligger i erkendelsen af, at vi er mennesker, og at det ikke altid er godt nok. Men selvom vi fejler, kan relationen bestå, når vi reparerer, omvender os og søger tilgivelse hos Gud, os selv og hinanden.
