30/07/2026
Hver eneste sjæl på lejren dukkede op til Peters foredrag, hvor han talte om alt stort og småt. Fra hans egen karriere, hans tid på Tjele Efterskole, hvor han gik og boede i fem år, og til sin tid som sekundant for både Anand og senere Carlsen. Karriere-højdepunktet var 1/16-dels finalen i World Cuppen i 2011 i Baku - en ekstrem milepæl i verdens stærkeste turnering. En speciel oplevelse for Peter var især et foredrag med GM Bent Larsen på Tjele. Peter viste et billede med Bent fra foredraget, og han havde endda formået at finde stillingen fra billedet frem. Partiet var fra King - Larsen (London WFW, 1989), hvor Bent havde været meget stolt af det overraskende men stærke træk 22…Lxf2! (Man kan finde partiet her: https://www.365chess.com/game.php?gid=2289299). Der kom mange fine spørgsmål om hans liv, karriere og skak generelt. Hvis han skulle give ét tip til up-and-coming skakspillere, så var det, at det handler om at have det sjovt med skak. Med hans erfaring var det altid, de spillere, der elskede skak mest, som kom længst! Efter foredraget dannede der sig hurtigt en meget lang kø bestående af alle deltagere og et par ledere til få underskrifter af Viktorija og Peter.
Før simultanen blev der reklameret med, at der nok var brug for en del tid, da Peter og Viktorija (som de stormestre de er) nemt fordyber sig i stillingerne. Da startskuddet lød, så kom løbeskoene dog hurtigt på, og der blev sprintet fra den ene stilling til den anden. (Personligt har jeg aldrig set Allan løbe så hurtigt). Som tiden gik, tyndede deltagerantallet mere og mere ud. Én efter én faldt de, da de erfarne stormestre delte gratis lektioner ud på brættet, men pludselig begyndte der at lyde jubelråb først fra den ene side af cirklen og så fra den anden side. Knytnæver fløj i vejret, og smil så store, at man skulle tro, det var et H.C. Andersen eventyr, fyldte lokalet. Man må sige, at det var en lidt anden type fejring, end i simultanen mod lederne… Deltagerne kæmpede bravt og satte virkelig de tre stormestre under pres, men det var stadig stormestrene, der endte med at vinde den samlede match!
Her lidt highlights fra foredrag og simultan, men mange flere billeder uploades senere!