Læsebutikken - Alkalær-Aarhus

Læsebutikken - Alkalær-Aarhus KNÆK LÆSEKODEN
LYDRET LÆSNING
ALLE KAN LÆRE AT LÆSE

05/10/2025

Det var egentlig ikke, fordi jeg oplevede min ordblindhed som en begrænsning i sig selv. Det var skammen over at være ordblind, der begrænsede mig.

Selv i dag i mit voksenliv kan jeg mærke en lille knude i maven, når jeg skriver: Jeg er ordblind.

Skammen sidder stadig dybt i mig, men jeg har lært, at min underbevidsthed ikke har ret. Og der slet ikke er noget at skamme sig over.

Som barn gik jeg også til talepædagog. Jeg husker tydeligt hver gang pædagogen kom ind og hentede mig i klassen. Det var så pinligt. Så skamfuldt. Nu skulle jeg ud og have særbehandling.

Jeg kunne ikke finde ud af at sige køkkenrulle eller fotokopimaskine. Det blev til røkkenkulle og kodofobimaskine. Jeg ville bare ud af det forløb med talepædagogen. Det rev mig ud af fællesskabet.

Måske derfor endte jeg heller ikke med at bede om hjælp, da det gik op for mig, at jeg også havde problemer med at stave. Jeg skulle ikke lide det nederlag igen. Jeg havde følt mig nok udenfor.

Så jeg bed det i mig, tog sagen i egen hånd og begyndte at læse som en besat. Det hjalp mig rigtig meget, men i bagklogskabens lys skulle jeg selvfølgelig have fået professionel hjælp til at læse og skrive allerede i de små klasser.

Jeg deler denne opdatering hvert år i denne uge, som er ordblindeuge i Danmark.

Jeg vil derfor gerne benytte anledningen til at give et par råd til dig, der måske har udfordringer med at læse eller skrive:

- Gør ikke dig selv til et offer. Det var ikke rart, når folk syntes, det var synd for mig. Offergørelsen var næsten det værste.

- Øv dig. Jeg læste og læste. Jeg blev ved. I dag har jeg læst hundredvis af bøger, og min læsehastighed er formentlig over gennemsnittet. Det er jeg ærlig talt stolt af.

- Lad dig ikke begrænse. Mit største ønske som knægt var at blive folketingspolitiker. I Folketinget skal man læse en del. Men med øvelse og en tro på tingene, så kan man heldigvis det meste i dag.

Og til sidst. Tro ikke, at ordblinde er dumme mennesker. Ordblindhed har intet med intelligens at gøre.

Sig det gerne videre 😊

Adresse

Hørret Byvej 7
Hørret
8320

Underretninger

Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når Læsebutikken - Alkalær-Aarhus sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Kontakt Skolen

Send en besked til Læsebutikken - Alkalær-Aarhus:

Genveje

Del