22/06/2023
Vores elev Jack Sørensen på Webudvikler-uddannelsen afslutter i denne uge sin 10 ugers praktik hos RaskRask i Århus. Jack og RaskRask fandt hinanden via thehub.io., og hos RaskRask har Jack fået mulighed for at deltage i det daglige arbejde i udviklingen af en brugervenlig platform til sundhedspersonale.
Jack fortæller os, at han er blevet rigtig godt modtaget, og gennem hele praktikforløbet har han følt, at han har været en vigtig del af holdet. Den daglige planlægning foregår med standup-møder, hvor man afstemmer dagens opgaver og udfordringer, og det er fx blevet prioriteret at få Jack oplært i bl.a. TypeScript, som han kun kendte en lille smule til i forvejen.
For Jack har det betydet en kæmpe forskel, at han har fået mulighed for at arbejde med noget konkret og med bidrag til et system, som allerede er i produktion og i brug af sundhedspersonale rundt om i landet. Det har været en spændende udfordring, som Jack trives med - ikke mindst fordi arbejdsmiljøet samtidig er godt med en høj grad af hjælpsomhed, samarbejde og med sociale aktiviteter, som binder folk sammen på tværs af afdelinger og arbejdsopgaver. Den gode arbejdskultur har betydet, at Jack hver morgen har glædet sig til at møde ind på arbejdet.
Tak til RaskRask for at tage godt imod Jack og for det gode samarbejde - og tak til Jack fordi du delte din historie med os.