28/02/2023
MAGT-MEDIER-OVERGREB
På det specialiserede børn og ungeområde er en af forudsætningerne for vores arbejde, at vi anerkender, forstår og kan håndtere de forhold, der omhandler udsatte børns læringsmæssige udfordringer, følelsesmæssige mistrivsel og psykiske vanskeligheder.
At forældres måde at være forældre på, har stor betydning for børns trivsels- og udviklingsmuligheder, er ikke breaking news.
For aktørerne på udsatte-børn og ungeområdet består arbejdet af - med lige dele varme, visdom, viden og vedholdenhed - at lede efter og fremkalde børnenes ressourcer, så de kan udvikle sig til at være og blive deltagende og bidragsydende aktører i meningsfulde fællesskaber på uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser, i fritidslivet og i de nære relationer med venner og familier.
Det er et bærende element - i den allestedsnærværende faglige bestræbelse på at gøre noget godt, så de børn, man har i sin varetægt, får det bedre og/eller lettere - at finde eller opfinde måder at være sammen med børnene på, som passer til det enkelte barn og til barnets familie.
One size does not fit all…
Men den professionelles fokus på relationens betydning er eviggyldig; det gælder som minimum relationen til barnet og relationen til familien.
Fællesnævneren for begrebet RELATION er tilstedeværelsen af TILLID.
Det er altid de professionelle, der har serven i opbygningen af tillid.
Den evne ligger dybt i fagets DNA.
Vi ved derfor typisk, hvor langt man må og skal gå, samt hvad det kræver at skabe tillidsfulde relationer til vores børn og unge samt deres forældre.
For ledere og medarbejdere på vores institutioner er det et vilkår, at man nogle gange må leve med modstand og i uvished.
Alle forældre ønsker det bedste for deres børn. Langt de fleste forældre til udsatte børn og unge accepterer, at hverdagsomsorgen for deres barn for en kortere eller længere periode bliver overdraget til nogle andre mennesker.
Nogle ganske få familier forsøger at fastholde deres børn i negative adfærdsmønstre.
Herunder i misbrug, social kontrol, undgåelsesadfærd og kriminalitet.
Disse tilfælde skaber ekstraordinære vanskeligheder. Ikke for anbringelsesstederne, ikke for forældrene, men for børnene.
For politikere, myndighedspersoner, ledere og medarbejdere på udsatte børn og unge-området og medierne påhviler der det særlige ansvar at medvirke til, at alle børn og unge i dette land har tillid til, at man trygt kan søge hjælp, hvis man har brug for det.
De få familier, der i trods, misforstået selvstændighed, negativ egenkontrol og parallelsamfundslogik ikke forstår, at deres børn har krav på og har fortjent veje, der fører VÆK fra misbrug, social kontrol, undgåelsesadfærd og kriminalitet må ikke få vitaminiseret deres afveje gennem grådige advokater, berøringsangste socialarbejdere, hævngerrige tastaturkrigere eller clickbaits hungrende medier.
Ordets magt er stærkere end vold, og det forpligter i særlig grad dem, der har adgang til ordet.
Det gælder i denne sammenhæng specielt medierne, som nok har en række demokratifremmende forpligtelser, men som også har en forpligtelse til at undersøge ’afledte konsekvenser’ af bragte artikler og vinklede historier.
Når omtaler om vores område får et indhold, der nærmer sig institutionelle og individuelle karaktermord på institutioner, medarbejdere og ledere på området, er der ikke længere tale om mediernes forpligtelse til at afsløre, når magt bliver til overgreb.
Så bliver ønsket om at afsløre til et overgreb.