14/01/2022
Hvordan får man skubbet vores madvaner og fødevareproduktion i en mere bæredygtig retning? 🌱
Det spørgsmål lægger SCIENCE-projektet ’Mæt i planter’ op til, at de ældste elever fra grundskolen kan arbejde med på tværs af naturfag og madkundskab. 🧆
Projektet består af flere temaer, der afspejler de aktuelle udfordringer, som SCIENCE-forskere arbejder med i laboratorier, væksthuse og på marker. Hvordan udvikler man f.eks. afgrøder, der kan gro i vores region trods klimaforandringerne, og hvad gør man for at få planteproteiner til at smage så godt, at de havner på middagsbordet i stedet for at ende som dyrefoder? 🍽️
På maetiplanter.science.ku.dk kan eleverne dykke længere ned i de forskellige problemstillinger, og de kan finde ’Måltidsspillet’, som har en legende tilgang til udvikling og test af nye måltider. Derudover er der produceret 500 fysiske materialekits, som er sendt ud i hele Danmark til brug for skolerne. ✅
Mæt i planter er udviklet af Cirkus Naturligvis, Københavns Universitet i tæt samarbejde med forskere fra Smag for livet, Institut for Fødevarevidenskab, KU FOOD og Institut for Plante- og Miljøvidenskab, Københavns Universitet. Projektet er støttet af Novo Nordisk Foundation / Novo Nordisk Fonden.