17/06/2026
“På efterskole lærer du at tage ansvar for dine valg – og for dig selv” 💚
Det er noget af det vigtigste, 16-årige Lucas Fregerslev tager med sig fra sit år i 10. klasse på Kastanievej Efterskole.
Han valgte efterskole, fordi han ville mere end bare at gå i skole og tage hjem igen.
“På efterskolen går du i skole, men du har også køkkentjans og skal vaske dit eget tøj. Du lærer at tage ansvar for dine valg og bliver forberedt til det voksne liv,” fortæller Lucas Fregerslev.
For ham var det også vigtigt at møde nye mennesker og at blive en del af et fællesskab, hvor han kunne blive accepteret for den, han er. Og det fandt han. 😍
“Jeg har lært så mange forskellige mennesker at kende her. Jeg føler mig meget mere tryg og som en del af et fællesskab,” siger Lucas Fregerslev.
Men hvad er det egentlig, man får i 10. klasse på efterskole, som man ikke kan få andre steder?
Ifølge Lucas er det netop kombinationen af det hele: undervisningen, fællesskabet og ansvaret i hverdagen. Det at bo sammen. Lære sammen. Vokse sammen. 🫶
“Jeg har lært meget om ansvar og fællesskaber, som jeg kan tage med mig videre.”
Netop derfor betyder det også noget for ham, at 10. klasse på efterskolerne fortsætter – og bliver styrket. Med en ny politisk aftale står det klart, at 10. klasse fortsætter på efterskolerne fra 2030, med et stærkt fagligt fundament og efterskolens særlige fokus på dannelse, medborgerskab og fællesskab.
“Det er fedt, at man kan få det hele i 10. klasse på efterskole. Man lærer virkelig meget – bare på en anden måde. Og selvom jeg ikke ved præcis, hvad jeg vil endnu, har jeg fået øje på mange flere veje, end jeg kunne se før,” siger Lucas Fregerslev.