18/11/2020
NUBU's forskningspraktikant Cecilie Helena Koustrup er i gang med at lægge sidste hånd på en tegning til en pamflet, der skal illustrere børnenes udsagn fra børnepanelet i Mig og Min Plejefamilies (MOMP). Tegningen skal illustrere børnenes perspektiv.
Børnepanelet løber over tre lørdage, og giver plejebørnene, der deltager i MOMP, mulighed for at få indflydelse på forskningen og uddannelsen af sagsbehandlere.
En af de pointer, som børnepanelet talte om, var, at det kan være svært at forklare de omfangsrige og utraditionelle familieformer, som plejebørnene indgår i, med helsøskende, halvsøskende, plejesøskende, plejeforældrenes biologiske børn, mor, far, plejemor og plejefar.
Overordnet set er formålet med MOMP på kort sigt at forbedre anbragte børn og unges trivsel og læring. På lang sigt skal projektet styrke børnenes muligheder for at mestre deres liv, så de uddanner sig, arbejder, får et godt helbred og undgår sociale problemer. Det skal blandt andet ske igennem en mere systematisk måling af trivsel og læring.