20/07/2026
Hvad betyder egentlig mest for dig, hvis du skulle opsummere det?
Det er ferietid. For mange er det også en tid, hvor der bliver lidt mere plads til eftertanke enten nu (eller når hverdagen vender tilbage).
"Hvad betyder egentlig mest for dig, hvis du skulle opsummere det?" - er et stort spørgsmål. Et spørgsmål, jeg selv blev mindet om tidligere denne sommer.
Da jeg var på ferie i starten af juli faldt jeg tilfældigt over forfatteren og tegneren Fabio Viscogliosis bog Rococo Notes i en fransk boghandel. Gennem korte tekster og tegninger forsøger han at indkredse det, der virkelig betyder noget for ham. Ét af hans gennemgående temaer er ønsket om at blive ved med at se verden med friske øjne.
Han beskriver en længsel efter indimellem at kunne slippe sine indgroede vaner, metoder og skråsikre meninger for bare at kunne se tingene, som de er. At møde verden åbent, når han tegner.
Det minder mig om, hvor let det modsatte kan ske for mig og mange andre mennesker. Når hverdagen glider af sted, og vi ikke er opmærksomme, begynder vi næsten umærkeligt at se mindre. Vi sanser mindre. Og måske bliver vi lidt blinde for elementer i vores eget liv.
At øve sig i at se handler for mig ikke kun om kreativitet. Det handler om måden, vi lever på. Om at møde mennesker, situationer og måske også os selv med en nysgerrighed og åbenhed og nærvær. Netop det er ferien - eller tiden efter ferien oplagt at tage fat i.
For mig er det netop det at kunne forholde sig åbent til det, der sker - noget af det, der betyder mest for mig.
Hvad betyder egentlig mest for dig, hvis du skulle opsummere det?
(Svaret er nok ikke et, vi finder én gang for alle. Måske er det et spørgsmål, vi har godt af at stille os selv igen og igen, fordi det minder os om at leve mere vågent).
Kh Elsebeth