Frederiksberg Aikido Klub

Besøg vores hjemmeside og bliv klogere på aikido og vores fællesskab. 🈴🥋🙌

Frederiksberg Aikido Klub - For krop & sind Vi tilbyder aikido i konkurrencefrit miljø - for voksne og juniorer - og bygger på værdier som respekt, vedholdenhed og fællesskab.

Vinter hilsen fra mandagsholdet. Det var koldt udenfor, men varmt og godt inde i dojoen 💪
Marina havde Pocky sticks med, da hun havde fødselsdag i går og der var også varm Hojicha efter træning☺️
Så er ugen godt i gang !

Træning i vinterferien. 🥋

I næste uge (uge 7) slår vi træningerne sammen. Træningen er for alle medlemmer uanset niveau.

Mandag kl. 18:30 - 20:00
Onsdag kl. 18:30 - 20:00

Noget af det mest uvante – og for mange også det sværeste – når man starter i aikido, er at forstå dojo-etiketten.

En dojo er et læringsrum, hvor både elever og undervisere lægger vægt på værdier som respekt, ansvar, tradition og personlig udvikling.

En dojo er ikke et fitnesscenter. Det er ikke et sted, hvor man bare “hænger ud”, leger eller slår tiden ihjel. Man er der for at træne, lære og udvikle sig – fysisk, mentalt og menneskeligt.

En dojo er heller ikke en sportsarena. Der er ingen tilskuerråb, ingen sidelinjeinstruktioner og ingen diskussioner om, hvordan undervisningen burde foregå. Aikido er ikke konkurrence og ikke sport i klassisk forstand – det er en kampkunst og en livslang praksis.

I aikido betragtes dojoen som et særligt rum. Ikke fordi den er mystisk eller ophøjet, men fordi den kræver noget af os. Her træder vi ind med opmærksomhed, ydmyghed og vilje til at lære. Vi viser respekt for stedet, for undervisningen, for vores træningspartnere – og for den sensei, der har ansvaret.

Der vil være regler og retningslinjer. De findes ikke for at begrænse, men for at skabe ro, sikkerhed og et fælles fundament for træningen. Fejl sker – det er en del af læringen. Men manglende respekt, dårlig opførsel og bevidst tilsidesættelse af dojoens rammer hører ikke hjemme her.

Disse principper gælder for alle – fra nybegynder til sortbælte. Faktisk gælder de i stigende grad, jo længere man kommer. Med erfaring følger ansvar. Man går forrest – ikke med autoritet, men med adfærd.

Kapitel 5. Iwama, Saito og arven efter grundlæggeren.

Det, der i dag ofte omtales som Iwama-style aikido, udspringer af den aikido, som blev undervist i landsbyen Iwama af grundlæggeren Morihei Ueshiba, særligt i perioden fra 1940’erne og frem til hans død.

Denne fase af aikidoens udvikling blev i særlig grad bevaret, systematiseret og videreført af Morihiro Saito, som i årtier havde det daglige ansvar for dojoen i Iwama og fungerede som Ueshibas nærmeste elev i denne periode.

Det er gennem Saitos arbejde, at denne del af aikidoens historie er blevet dokumenteret og gjort reproducerbar som undervisningsform.

Betegnelser som Iwama Aikido, Iwama-ryū og Takemusu Aikido dækker ikke over forskellige tekniske systemer, men over forskellige måder at beskrive den samme historiske praksis. Kernen var en tydeligt struktureret aikido med stærk vægt på sammenhængen (riai) mellem aiki-ken, aiki-jō og tai-jutsu (kropsteknik).

Saito insisterede selv på, at han ikke underviste sin egen stil, men udelukkende forsøgte at bevare og videreføre den aikido, han havde modtaget direkte fra grundlæggeren i Iwama.

I en periode opstod der imidlertid organisationer – især uden for Japan – som udelukkende ønskede grader direkte fra Saito under betegnelsen Iwama-ryū.

For disse grupper var graden ikke blot administrativ, men et udtryk for teknisk og historisk legitimitet med direkte reference til Iwama og Ueshibas undervisning dér.

Saito accepterede i begrænset omfang at udstede sådanne grader, men fastholdt samtidig, af respekt for Ueshiba-familien, altid at anerkende Aikikai som den legitime hovedorganisation for aikido.

Der opstod dermed et dobbeltsystem, som fra begyndelsen rummede en indbygget spænding.

Parallelt med dan-graderne uddelte Saito også mokuroku – licensruller – i aiki-ken og aiki-jō. Disse våbenlicenser var uafhængige af Iwama-ryū-graderne og var løst modelleret over det klassiske japanske licenssystem kendt fra koryū-budo.

Mokuroku-systemet afspejlede Saitos opfattelse af våbentræningen som et selvstændigt og afgørende fundament for aikidoens tai-jutsu, snarere end som et supplement til et gradssystem.

Efter Saitos død blev det tydeligt, at konstruktionen med et parallelt gradssystem ikke kunne opretholdes.

Der blev derfor igangsat et omfattende arbejde med at konvertere eksisterende Iwama-ryū-grader til Aikikai-grader, så udøvere og organisationer kunne fortsætte inden for én samlet organisatorisk ramme.

I dag gives der ikke længere Iwama-ryū-grader inden for Aikikai, og for mange af Saitos tidligste elever betyder det, at de historisk set bærer både Iwama-ryū-grader og senere Aikikai-grader.

Dette afspejler ikke en teknisk uenighed, men overgangen fra en lokal tradition til en samlet international organisation.

Samtidig udviklede landskabet sig forskelligt uden for Aikikai.

I dag findes der organisationer med tydelig Iwama-inspiration både inden for og uden for Aikikai.

Den mest markante ikke-Aikikai-gren er Iwama Shin-Shin Aiki Shuren-kai, grundlagt af Saitos søn Hitohiro Saito, som fortsat udsteder grader under betegnelsen Iwama-ryū.

Samtidig har mange af Saitos længst trænende elever valgt at forblive i Aikikai, hvor Iwama-ryū som gradssystem ikke længere anvendes. I Europa er flere Iwama-inspirerede grupper samlet under Takemusu Aikido Kyokai, mens den tilsvarende hovedorganisation i USA er Takemusu Aikido Association.

Set i dette lys er det rimeligt at konstatere, at Iwama-ryū i dag primært hører historien til som selvstændig skole (ryū).

Ikke fordi indholdet er forkastet, men fordi Aikikai aldrig har ønsket en ryū inden i organisationen, og fordi den organisatoriske virkelighed efter Saitos død gjorde et parallelt system uholdbart.

Det afgørende er imidlertid, at det tekniske og pædagogiske indhold ikke forsvandt med gradssystemet.

Det, man i dag ofte betegner som traditionel aikido eller Takemusu Aikido, lever videre som metode snarere end som stil.

Træningen er kendetegnet ved systematisk opbygning af tai-jutsu, konsekvent våbentræning som fundament, fokus på stabilitet, hanmi og præcision samt en tydelig progression fra statiske former mod mere flydende og spontan bevægelse.

Denne tilgang har haft varig indflydelse på aikidoens udvikling verden over, også langt ud over kredsen af tidligere Iwama-udøvere.

Iwama-traditionen repræsenterer derfor ikke en fastfrysning af aikido, men et historisk vidnesbyrd om en afgørende fase i aikidoens udvikling – en fase, hvor struktur, våben og disciplin blev brugt som redskaber til at nærme sig det, Ueshiba selv beskrev som takemusu aiki: den spontant skabende aikido.

Iwama-ryū er historie, men arven lever videre som metode, pædagogik og referenceramme for forståelsen af aikidoens rødder.

Kampkunst og kampsport – to forskellige logikker

Hvis krig kan ligne sport, men kamp kan ligne ro, har man allerede forstået forskellen.

Aikido er ikke et sprint, men et maraton.

Det tager tid at forstå Aikidoens principper, og det tager endnu længere tid at integrere dem i krop og handling.

I modsætning til discipliner som judo eller karate, hvor konkurrence ofte spiller en central rolle i at motivere og strukturere træningen, bygger Aikido på en anden logik.

Her er der ingen medaljer, ingen ranglister og ingen finaler. Udviklingen måles ikke i sejre over andre, men i forståelse, præcision og selvdisciplin.

I begyndelsen kræver Aikido en grundlæggende omstilling. Man skal lære at bevæge sig anderledes, stå anderledes og forholde sig anderledes til sin træningspartner.

Bevægelse, afstand, timing, forskydning, skabelse af ubalance hos den anden og kontrol over eget tyngdepunkt er færdigheder, der ikke kan forceres. De kan ikke læres hurtigt – kun gentages, forfines og modnes over tid.

Mange tiltrækkes af Aikido på grund af den filosofi og livsanskuelse, der omgiver træningen.

Lad os derfor slå én ting fast med det samme: Aikido er ikke dans, yoga eller meditation. Men det er heller ikke MMA, Krav Maga eller andre moderne, funktionelle selvforsvarsformer.

Aikido er en kampkunst med rødder i japansk historie, formet af budo-traditionen og præget af shinto, etik og japansk filosofi.

Det er en disciplin, hvor kamp ikke er adskilt fra ansvar.

Selvom filosofi og værdier gennemsyrer Aikido, er det første, man møder, den fysiske træning.

Den er krævende. Du skal lære at falde sikkert, bevæge dig effektivt, koordinere krop og vejrtrækning og reagere hurtigt.

Træningen foregår i et kontrolleret øvelsesscenarie, hvor du igen og igen arbejder med angreb og forsvar sammen med en partner. Det er her, kroppen bliver dit primære læringsredskab – længe før ordene giver fuld mening.

Nøglen til progression er samarbejde. At kunne give modstand, når det er nødvendigt, og at kunne være eftergivende, når situationen kræver det. Det forudsætter både teknisk kunnen og gensidig tillid.

Men samarbejde betyder ikke passivitet.

Hele præmissen for Aikido er at lære at møde modstand – ikke undgå den.

At kunne stå i pres, bevare roen og finde veje, hvor kraft, tempo og intention vendes, så konflikten opløses frem for at eskalere.

Hvor kampsport ofte søger et afgørende øjeblik, søger kampkunst forståelse over tid.

Aikido handler derfor ikke om at vinde. Det handler om at blive i stand til at handle – også når situationen er kompleks, uforudsigelig og uden klare regler.

Det er her forskellen ligger. Ikke i teknikkerne alene, men i formålet.

Læs mere på www.aikido-frederiksberg.dk

Kapitel 4 – Efterskrift: En principiel refleksion om budō, magt og ansvar

Når man læser aikidoens tidlige historie, bliver det tydeligt, at aikido ikke voksede frem i et neutralt rum.

Den udviklede sig i et Japan, hvor stat, militær, religion og kultur var tæt vævet sammen, og hvor kampkunst spillede en reel rolle i opbygningen af disciplin, autoritet og national identitet.

De militære og politiske aktører, som støttede Morihei Ueshiba, var ikke perifere figurer. De var en del af magtens centrum. I dag ser vi dem ikke som helte, men som systembærere i et samfund, der bevægede sig mod militarisme, imperialisme og krig. Samtiden belønnede dem for loyalitet og effektivitet; eftertiden vurderer dem ud fra konsekvenserne.

Det afgørende spørgsmål er derfor ikke, om aikido “var kompromitteret”, men hvordan vi forstår relationen mellem budō og magt.

Budō har historisk altid levet i spændingsfeltet mellem personlig kultivering og statslig anvendelse.

Kampkunst kan udvikle mennesket – men den kan også tjene systemer, der kræver lydighed, styrke og kontrol. Det gjaldt i Japan før krigen, og det gælder i enhver tid. At ignorere dette er ikke uskyld; det er historieløshed.

Morihei Ueshiba selv bevægede sig senere i en anden retning – etisk, spirituelt og menneskeligt.

Men hans gennembrud var muliggjort af de strukturer, han senere tog afstand fra. Den spænding kan ikke opløses ved at romantisere ham som enten mystiker eller pacifist.

For nutidens aikidoka betyder det noget vigtigt: Hvis vi reducerer aikido til enten ren teknik eller ren sundhed og harmoni, mister vi forståelsen for, hvorfor kunsten overhovedet eksisterer.

Aikido er født af kamp, formet af magt og senere omfortolket som etisk praksis. Den udvikling forpligter.

At tage aikido alvorligt i dag indebærer derfor også at tage ansvar for historien – uden at dømme med nutidens moralske facit, men uden at lukke øjnene.

Det er muligt at anerkende teknisk storhed og samtidig erkende politisk og historisk medansvar. De to ting udelukker ikke hinanden.

Måske er netop dette aikidoens egentlige arv: Ikke forestillingen om konfliktfrihed, men evnen til at stå i spændingen mellem kraft og etik, mellem effektivitet og ansvar – og vælge bevidst.

Derfor er opgaven ikke at pudse historien ren, men at træne med åbne øjne. At forstå, hvor vi kommer fra – og vælge, hvad vi vil være i dag. Det er også budō.

Billeder herunder

Isamu Takesh*ta (ses sammen med Ueshiba), Seikyo Asano og Gonbei Yamamoto.

Inspiration til hvordan du opnår resultater i Aikido.

Takemusu Danmark 2026 – Svendborg

Lørdag den 9. maj 2026

Til foråret samler vi for første gang 12 senseis fra hele Danmark til én samlet undervisningsdag i Dansk Takemusu Aikido-regi.
Det er historisk – og det er helt bevidst.

I stedet for ét langt seminar med få undervisere, har vi skabt en dag med 12 korte, koncentrerede pas, hvor hver sensei får 20 minutter til at præsentere sin tilgang til aikido. Det giver deltagerne en sjælden mulighed for at opleve både bredde, dybde og mangfoldighed inden for samme tradition – på én og samme dag.
Seminaret afholdes i Svendborg og markerer samtidig starten på en ny tradition:

🔹 12 pas à 20 minutter
🔹 12 senseis – én fælles ramme
🔹 Pris: kr. 200,- inkl. frokost
🔹 Aftensmad og socialt samvær for dem, der bliver
🔹 Mulighed for overnatning i dojoen

Takemusu Danmark 2026 handler ikke kun om teknikker – men om fællesskab, inspiration og om at vise, hvor stærkt og levende aikido-miljøet i Danmark faktisk er.

Sæt kryds i kalenderen allerede nu – og hold øje med tilmelding.
Vi glæder os til at se jer i Svendborg.

Kapitel 3 – Iwama og Morihiro Saito: våben, disciplin og teknisk arv

Efter Japans nederlag i Anden Verdenskrig var landet fattigt og sat under allieret besættelse. Morihei Ueshiba boede sammen med sin hustru Hatsu i den lille landsby Iwama, hvor han formelt var gået på pension i 1942. De levede beskedent af risdyrkning og silkeorme, hjulpet af nogle få fastboende elever.

Ueshiba var nu i tresserne, fysisk stærk efter årtiers hård træning og for første gang i mange år fri for tunge undervisningsforpligtelser.

Selvom han før krigen havde undervist titusindvis af elever, var han nu stort set afskåret fra sine tidligere disciple.

Efter kapitulationen i 1945 blev Japan sat under allieret besættelse, og kampkunst blev i en periode forbudt eller stærkt begrænset, da de af besættelsesmagten blev opfattet som tæt forbundet med den militaristiske kultur, der havde ført til krigen.

Officiel undervisning og offentlige dojoer blev lukket, især i byerne. På landet blev forbuddet dog ofte håndhævet mere lempeligt, og i Iwama kunne træningen fortsætte i privat og nedtonet form, uden militære symboler eller offentlig synlighed.

For at nedtone sine aktiviteter kaldte Ueshiba sit hjem Aiki-en (Aiki-gården).

I sommeren 1946 samlede den 18-årige Morihiro Saito mod til at opsøge Ueshiba. Han var født den 31. marts 1928 i en landsby tæt på Iwama.

Som mange japanske drenge før og under krigen havde han lært judo og kendo i skolen og havde valgt kendo som sit primære studie.

Som teenager begyndte han at træne Sh*to-ryu karate i Tokyo, men vendte senere tilbage til Ibaraki for at arbejde for Japan National Railways. Her begyndte han også på judo, fordi han mente, at kombinationen af karate og judo ville gøre ham frygtløs i en kamp.

Han blev dog hurtigt utilfreds – både på grund af dojoens kaotiske miljø og fordi han oplevede, at judo ikke gav svar på visse realistiske angreb.

Saito beskrev senere sin frustration med judoens hierarki, hvor seniorer brugte juniorer som træningsredskaber og sjældent gav dem reel undervisning.

Saitos syn på kampkunst ændrede sig drastisk efter, hvad han selv kaldte et skæbnesvangert møde. Lokale rygter talte om en gammel mand med et tyndt, hvidt skæg, som trænede en mærkelig kampkunst oppe i bjergene ved Iwama. Nogle sagde, det var karate, andre kaldte det “Ueshiba-ryu judo”.

Stedet virkede uhyggeligt, og Saito var bange, men besluttede sig alligevel for at tage derop alene, da hans venner sprang fra.

Han ankom tidligt en sommermorgen. O-Sensei var i gang med sin morgentræning. Minoru Mochizuki viste ham hen til dojoen. Da Tadashi Abe kom ind, lagde han straks en pude frem for O-Sensei – et tegn på dyb respekt.

Ueshiba så på den unge Saito og spurgte direkte, hvorfor han ville lære aikido. Da Saito svarede, at han gerne ville lære, hvis Ueshiba ville undervise ham, spurgte O-Sensei videre:

“Ved du, hvad aikido er?”

Saito anede det ikke.

Ueshiba sagde så:

“Jeg vil lære dig at tjene samfundet og mennesker gennem denne kampkunst.”

Saito forstod intet af dette, men svarede alligevel ja for at blive accepteret.

Kort efter sagde O-Sensei:

“Kom og slå mig.”

Saito forsøgte – og blev kastet.

“Kom og spark mig.” – igen blev han kastet.

“Kom og grib mig.” – endnu et kast, uden at han forstod hvordan. Hans tøj blev revet i stykker.

Til sidst sagde O-Sensei blot:

“Kom og træn, hvis du vil.”

Saito følte en enorm lettelse – han var blevet accepteret.

Selvom Ueshiba havde accepteret ham, blev Saito hårdt testet af de ældre elever. Han huskede smerter, ydmygelser og ønsket om hellere at blive slået i en rigtig kamp end at fortsætte træningen.

Men han holdt ud, beviste sit værd og vandt gradvist respekt.

Han mindedes senere undervisningen fra folk som Koichi Tohei og Tadashi Abe med stor taknemmelighed.

Undervisningen i Iwama adskilte sig markant fra førkrigstiden. Tidligere viste Ueshiba teknikker få gange uden forklaring, og eleverne måtte “stjæle” teknikken. Nu underviste han mere systematisk: én teknik ad gangen, relaterede variationer og niveau for niveau – fra grundform til avanceret form. Intet måtte være upræcist.

Seniorer og juniorer trænede sammen. Der var ingen pauser for juniorerne, og alle blev kastet. Selv med få elever sørgede O-Sensei for at undervise hver enkelt personligt.

Saitos arbejde hos jernbanen viste sig at være en stor fordel. Hans skifte-holdsarbejde gav ham tid til at træne meget og deltage i morgentræning, som ellers var forbeholdt fastboende elever.

Morgenpraksissen i Iwama bestod af omkring fyrre minutters bøn, siddende oprejst foran alteret i Aiki-helligdommen, efterfulgt af våbentræning, når vejret tillod det.

På dette tidspunkt i sit liv var grundlæggeren dybt optaget af studiet af aiki-ken og aiki-jo og deres sammenhæng med tai-jutsu. Han eksperimenterede med grundlæggende våbenformer, som Morihiro Saito senere systematiserede til et samlet og gennemarbejdet våbensystem, der skulle supplere aikidoens tai-jutsu-teknikker.

O-Sensei gav ofte meget enkle instruktioner: han bad blot eleverne om at slå ham, og derfra begyndte sværdtræningen. Da Saito havde trænet kendo som dreng, kunne han nogenlunde håndtere situationen.

Senere bad O-Sensei ham om at bygge et stativ til tanren-uchi (sværdslagstræning). Saito byggede et stativ af tyndt træ, men O-Sensei blev vred og knuste det straks med sit træsværd: “Sådan noget tyndt træ er ubrugeligt.”

Saito måtte tænke nyt. Han skar to store stykker træ, slog søm i dem og bandt dem sammen. Denne gang blev han rost – men selv dette stativ holdt mindre end en uge.

For at spare træ slog de derefter på forskellige steder, og efter endnu en uge måtte Saito igen i skoven for at hente nyt træ.

Dengang var der mange træer i bakkerne, og denne form for improviseret træning blev grundlaget for intensiv sværdslagstræning med bokken.

Efterhånden som træningen udviklede sig, blev eleverne undervist i det, vi i dag kalder ichi no tachi, den første parvise sværdform.

O-Sensei underviste udelukkende i denne ene form i tre til fire år. Den øvrige træning bestod ganske enkelt i at fortsætte med at slå, indtil eleverne var fuldstændig udmattede og ustabile.

Først når de ikke længere kunne bevæge sig, gav O-Sensei tegn til, at træningen var slut. Dette var morgenpraksis – hver dag. I de sidste år blev Saito næsten undervist privat.

Den udbredte fattigdom i Japan i disse år gjorde det vanskeligt for eleverne ved Iwama Dojo at fortsætte deres træning. For de fleste var det umuligt at opgive arbejde for at leve og træne hos O-Sensei. Én efter én måtte de derfor prioritere familie og indtægt frem for træning, indtil kun ganske få elever var tilbage.

Morihiro Saito kunne blive i Iwama, fordi han havde fast arbejde ved de japanske statsbaner og dermed mulighed for at forsørge sig selv og sin familie. De øvrige elever havde ikke denne mulighed. Hvis de var blevet hos O-Sensei, ville deres familier ikke have kunnet overleve, og de blev derfor tvunget til at opgive træningen.

O-Sensei tog ikke betaling i traditionel forstand. Til gengæld forventede han fuld tilstedeværelse, hjælp og tjeneste i hverdagen. Da Saito både kunne arbejde og være til rådighed, blev han gradvist den eneste unge elev, som regelmæssigt kunne blive.

O-Sensei begyndte derfor i stigende grad at læne sig op ad ham i hverdagen. Når O-Sensei havde brug for hjælp, kunne han kalde på Saito uden varsel. Hvis han ikke mødte op, blev det taget alvorligt – også selv om Saito allerede havde forpligtet sig til arbejde i marken eller hjælp hos naboer.

Selv efter sit ægteskab fortsatte Saito sin træning og tjeneste ufortrødent. Hans hustru begyndte også at hjælpe Ueshiba-familien og tog sig blandt andet af O-Senseis aldrende hustru, Hatsu.

Grundlæggeren var ekstremt streng – selv om det “kun” drejede sig om studiet af en kampkunst. Han åbnede kun sit hjerte for de elever, som hjalp ham fra morgen til aften i marken, som tog sig af ham fysisk, masserede ham, gjorde sig nyttige og satte sig selv i tjeneste. Da Saito var til reel nytte, underviste O-Sensei ham villigt i alt.

Grundlæggeren viste tydeligt sin tillid og hengivenhed over for Saito. Da Saito tog initiativ til at hjælpe med at løse en jordkonflikt til O-Senseis fordel, gav han ham et stykke jord på Ueshiba-ejendommen.

Her byggede Saito sit hjem, hvor han sammen med sin hustru og sine børn levede og tjente grundlæggeren.

Ved slutningen af 1950’erne havde årene med intensiv træning direkte under O-Sensei forvandlet Saito til en usædvanligt stærk udøver og en af de mest teknisk kompetente instruktører i Aikikai-systemet. Han underviste regelmæssigt i Iwama Dojo i O-Senseis fravær og blev bedt om at afløse Koichi Tohei i Utsunomiya, når Tohei rejste til Hawaii.

Omkring 1960 begyndte Saito også at undervise ugentligt i Aikikai Hombu Dojo i Tokyo og var den eneste lærer – ud over grundlæggeren selv – der fik lov til at undervise i våbentræning dér. Hans klasser var blandt de mest populære, og i mange år samledes Tokyo-elever søndag morgen for at træne både tai-jutsu og våben med Saito.

Efter O-Senseis død den 26. april 1969 blev Saito chefinstruktør for Iwama Dojo og vogter af den nærliggende Aiki-helligdom. Han havde tjent grundlæggeren loyalt i 24 år, og hans bortgang styrkede blot Saitos beslutning om at bevare Ueshibas aikido-arv intakt.

I 1970’erne udgav Saito sin autoritative fem-binds serie Traditional Aikido, som cementerede hans ry som aikidoens førende tekniker.

Bøgerne indeholder hundredvis af teknikker – både tai-jutsu, aiki-ken, aiki-jo og modteknikker – samt et klassifikations- og navngivningssystem, som i dag anvendes verden over. Instruktionsfilm blev produceret som supplement og modtaget med stor begejstring.

Saito rejste første gang til udlandet i 1974 for at afholde seminarer i Californien. For første gang fik mange vestlige aikidoka direkte adgang til hans encyklopædiske tekniske viden.

Hans klare undervisningsmetode, brug af langsomme bevægelser og tydelige forklarende gestus blev rost bredt.

Efter sin pensionering fra statsbanerne i midten af 1970’erne kunne Saito hellige sig aikido på fuld tid. Han gennemførte mere end halvtreds rejser til udlandet og opbyggede et omfattende internationalt netværk af instruktører, der underviser i det, der uformelt er blevet kendt som Iwama-stil aikido – kendetegnet ved en balanceret vægtning af tai-jutsu og våbentræning.

I 1989 indførte Saito et selvstændigt certificeringssystem for aiki-ken og aiki-jo, adskilt fra kyu- og dan-systemet. Formålet var at bevare grundlæggerens våbenteknikker som et selvstændigt og uadskilleligt fundament for aikido.

Næsten helt frem til hans død fortsatte Saito en seksdages undervisningsuge med morgenklasser i våben for bofaste elever og aftentræning i tai-jutsu. Om søndagen underviste han udendørs, når vejret tillod det, og afholdt desuden træningslejre for japanske universitetsklubber – en tradition, der går helt tilbage til O-Senseis tid.

Hans succes som lærer ligger i kombinationen af kompromisløs troskab mod grundlæggerens tekniske arv og en bemærkelsesværdig evne til at systematisere, strukturere og pædagogisk formidle et enormt teknisk stof.

I aikidoverdenen i dag ses en stigende tendens til at betragte aikido primært som et sundhedssystem, mens den kampmæssige effektivitet af aikidoteknikker i mange sammenhænge tillægges mindre betydning. Set i dette lys træder kraften og præcisionen i Morihiro Saitos aikido tydeligt frem.

Takket være hans indsats – og indsatsen fra nogle få andre dedikerede lærere – kan aikido fortsat med rette betragtes som en egentlig kampkunst.

Slut.

Dagens gode nyhed 🙌

Vi kan med glæde fortælle, at Jan Sempai efter længere tids fravær på grund af en længere varende arbejdsskade nu langsomt er på vej tilbage i dojoen.

I den første periode vil Jan indgå i undervisningen af basisholdet, hvor han underviser i rotation sammen med Roland og Rasmus – i et tempo, der tager hensyn til genoptræningen.

Jan startede for 17 år siden – som 44-årig – i Frederiksberg Aikido Klub og er dermed (indtil videre 😄) den eneste, der har overlevet hele klubbens knap 20-årige historie.

Jan er 2. dan Fukushidoin, dvs. certificeret assistent-instruktør fra Aikikai, og har gennem mange år både trænet og undervist i klubben.

Det er godt at have dig tilbage på måtten, Jan 💙