09/11/2012
Med sloganet ”Hot n’ Cold Master - it’s not a disaster”, vandt gruppe 73 en sikker sejr i dette års InnoCamp 2012.
Gruppen, der tæller de seks elever Jonas Kvamsdal, HTX, Thomas Hansen, Treldevejens Skole, Jenit Nahenthiram, 10´ende, Sabrina Dahl Pedersen, HG, Marlene Borg Alléskolen og Mikkel Wølk Andersen fra Egumvejens Skole, havde et enigt dommerpanel bag sig, der pegede på netop dem som vinder.
Eleverne fik masser af roser og kommentarer om flot og spændende innovativt arbejde, der sagtens kunne sættes i produktion med det samme, lød det fra VEKSØ´s direktør Rene Lydiksen efter præmieoverrækkelsen.
Vinderprojektet var en løsning på den udfordring, som virksomheden VEKSØ havde stillet eleverne. De skulle komme med bud på skabelse af byrum, som de unge kunne tænke sig at være i.
Om udfordringen og det færdige produkt, som i princippet er en kæmpe parasol med bænk, vand, højttalere og indbygget varme, skriver eleverne blandt andet selv:
- Vi valgte udfordringen fra Veksø, og fandt hvad vi synes var en genial ide til at løse den.
Produktets egenskab er at give behagelige små steder i byen, hvor man kan sidde og få varmen eller blive kølet af, alt efter om det er en kold vinterdag eller varm sommerdag. Det er til at danne et bedre miljø, for generelt at tiltrække flere mennesker til byen.
- Grundprincippet er nemmest forklaret ved at sige, at det er en udendørs aircondition. Som alle ved, er unge mennesker i dagens Danmark ikke verdens største fans af vintervejr, regnvejr, eller for varm hede. Der er altid nogen der brokker sig. Og det vil vi gerne undgå.
Produktet har lidt større dimensioner, der er plads til at sidde 15-20 mennesker rundt om vores installation, som kan få varmen på en kold vinterdag. På taget, der dækker for regnen, er der solceller som supplere med grøn energi, da disse produkter gerne skal være miljøvenlige.
Det var borgmester Thomas Banke, der overrakte præmier til de vindende hold.
Følg med i næste uge på både Facebook, på campens hjemmeside og på InnoCamps nyhedsblog, hvor der løbende vil blive lagt historier, billeder og video fra årets camp på.