Eva Bie Lilleør, Erhvervscoach

22/02/2026

Mono-tasking - et overset greb 🔎
I dag er det søndag, jeg sidder ved brændeovnen med min morgenkaffe og tænker lidt over den uge, jeg lige har gennemlevet. Det var et interessant besøg tilbage i en gammel krævende vane, multitasking - som jeg tror, måske også flere af jer, genkender som en gammel ven?

Det startede med en overbooket kalender, der medførte en indre sense of urgency. Derfor begyndte jeg at multitaske, så snart jeg så mit snit til det. Multitaskede i en grad som jeg ikke har gjort det, siden jeg var leder.

Det interessante, jeg bemærkede i denne uge, var, at jo mere effektiv jeg blev igennem ugen, jo mere jeg multitaskede, jo flere opgaver jeg nåede “på trods af tiden”, jo mere øgede jeg min indre sense of urgency. Jeg stilnede den ikke. Jeg fodrede den.

Der er mange grunde til, at vi rammes af en sense of urgency i disse dage. “Doom-reading” af nyhederne får os ret hurtigt derhen. Det kan også være konkrete, presserende problemer, der bare kupper vores planer og indre ro. Vintertrætheden kan også være en faktor, som vi ikke har luft til at tage hånd om i en travl hverdag - eller blot en presset kalender, som den jeg havde fået skabt mig.

Hos mig opdager jeg altid, at denne sense of urgency har indfundet sig ved, at jeg har en fornemmelse af, at verden hvirvler afsted og at jeg ikke står fast, men hvirvler afsted sammen med den. Måske genkender du følelsen eller har selv et lignende advarselssignal? I hvertfald er det altid et rødt flag til mig selv om, at jeg skal fokusere på at genvinde mit fodfæste.

Normalt er mit go-to redskab naturen. Jeg plejer at lande i mig selv, når jeg er i stilhed derude i skoven. Men det virkede ikke denne gang. Det hele hvirvlede afsted i mig også der. For jeg havde selvfølgelig taget telefonen med og sendte sms’er og fik ordnet vigtige opkald.. samtidig med at mine tanker susede rundt med det, jeg skulle huske at nå.

Jeg fodrede stadig følelsen, selv når jeg aktivt forsøgte at gøre noget andet.

En morgen vågnede jeg og den hurtige, rastløse energi var forsvundet og erstattet af tung træthed. Og pludselig kom jeg i tanke om den buddistiske munk Thich Nahn Hanhs enkle visdomsord: “When you drink tea, drink tea”

Med et andet ord: mono-tasking. Det virkede. I løbet af få timer, hvor jeg fokuserede på kun at lave én ting af gangen, slap hvirvelvinden sit greb i mig og jeg landede igen i mig selv igen. Jeg begyndte igen at kunne mærke, hvad jeg havde brug for - og ikke hvad kalenderen og to-do listen dikterede.

“When you drink tea, drink tea” betyder i praksis:
Tømmer du opvaskemaskinen, taler du ikke samtidig i telefon eller laver mad
Spiser du morgenmad, læser du ikke samtidig nyhederne
Går du tur i skoven, hører du ikke samtidig en podcast eller planlægger næste møde
Er du til møde, besvarer du ikke samtidig emails
Holder du pause og drikker en kop kaffe, køber du ikke samtidig fødselsdagsgaver på nettet

Prøv det - næste gang hvirvelvinden griber fat i dig. Det hjælper.

Kærligst Eva

19/01/2026

Ego-død, åh rædsel… åh glæde?
I øjeblikket er der flere af os, der oplever, at ikke bare den ydre verden er under forandring, men også at vores egen personlige verden transformeres. Det er “en mærkelig tid”, som jeg hørte en ældre dame sige i nyhederne i går. Måske oplever vi, at gamle strukturer brydes ned. At vante forståelser af, hvordan livet er og hvad, der giver værdi, smulrer bort. Eller det kan være, vi lige nu gennemlever at helt konkrete, fysiske rammer såsom arbejde, parforhold, bolig eller helbred er i opbrud.

Det er en svær tid for os, når det kendte (og måske det, vi elskede ) falder bort og den nye struktur ikke er på plads endnu og derfor føles meget usikker og ukendt. Men det er ikke kun skidt. Der er også en gave gemt i opløsningen.

Min egen sommer og efterår har været en lang opløsning af kendte strukturer. Fysiske smerter gjorde mig helt ukampdygtig og jeg måtte melde afbud til alt. Først i et par dage, så i et par uger og til sidst talte vi måneder med afbud. Alt røg: foredrag, kurser, coachingsamtaler, men også vigtige livsbegivenheder såsom polterabend og sølvbryllupper for nære venner. Smerterne blev bare ved og ved og afbuddene stod i kø i min kalender. Jeg kunne intet planlægge, jeg kunne ikke bidrage med noget, hverken arbejdsmæssigt eller privat. For et menneske, med en stærk arbejds-identitet og en stærk identitet som omsorgsgiver, var det et kæmpe kontroltab. Jeg kunne intet yde. Kun tage imod omsorg og hjælp fra mine nærmeste. Min reaktion var nok ret typisk tror jeg: Først var jeg tapper, så blev jeg sammenbidt og stædig - og som ugerne gik modløs.

Til sidst bad jeg en bøn til Gud. “Vis mig, hvorfor jeg lider sådan” bad jeg i forventning om, at jeg ville blive vist rod-årsagen til mine smerter, så jeg kunne fikse problemet. I stedet blev jeg vist et billede på min indre nethinde - mit ego, der hang korsfæstet og vred sig. “Så længe dit ego kæmper imod, vil du lide” var svaret fra Gud.

Ego-død indtræffer, når det vi definerer vores eget værd op imod, ikke længere er noget, vi kan lykkes med. Når vores evne til at sætte viljen først falder bort, fordi livet har andre planer for os. Det kan være en ret rædselsfuld erfaring at gøre sig. Kontroltab tror jeg, de fleste af os frygter og mange af os, har nok haft mareridtet med at komme til at gå nøgen ind i en svømmehal fyldt med mennesker.

Det er sådan ego-død føles. Nøgent, sårbart, ukontrollerbart.

Ego-død er samtidig muligheden for en eksistentiel genfødsel i det øjeblik vi stopper med at fokusere på alt det, vi lige nu mister. Når vi standser med at begræde alt det, der lige nu forandres, som vi har elsket i sin vante form og i stedet blot anerkender, at vi føler os forvirrede, sorgfulde og lidt fortabte. Når vi rummer vores egen fortvivelse med kærlighed. Ja, så sker der det forunderlige, at noget nyt langsomt begynder at åbne sig.

Accepten af at det gamle slutter, uanset om vi vil det eller ej, drejer i sig selv og helt af sig selv vores opmærksomhed væk fra opløsningen og vi bliver i stand til at se mod det nye, der i stedet er ved at spire frem.

Og noget nyt vil spire frem.

Det kan slet ikke være anderledes. Det ligger i vores natur.

“I den mørke vinter lærte jeg endelig, at jeg i mig besad den evige sommer”
- Albert Camus

Kærligst Eva

07/01/2026

Stille, stille

I årets første uge meldte vinteren for alvor sin ankomst med sne og frost. Her, hvor jeg bor i Farum, starter januar ofte med sne og frost og det minder mig altid om, hvor vigtigt det er ikke at starte det nye år i galop. Stille, stille synes naturen at hviske til os, mens træer og buske dækkes af et tykt lag blød sne og søen langsomt fryser til.

Januar er for mange fyldt med gode intentioner for det nye år. Der kan være planer om mere sundhed, øget styrke, bedre økonomi eller andet. Men januars energi kalder i virkeligheden på noget helt andet. Den kalder på hvile. Dyb hvile.

Den dybe hvile har to formål.

Den hjælper os med at puste ud og samle kræfter efter det år, der lige er sluttet, så vi kan gå styrkede ind i det nye år Lige som træerne og buskene nu har sendt alt deres energi og kraft ned i rødderne, så de kan stå klar, når varmen kommer til igen at sende saft ud i grenene og sætte lysegrønne blade.

Og den hjælper os til at lytte dybt. Lytte til alt det, der bevæger sig nedenunder hverdagens krav til praktik. De dybe impulser, der ofte dukker op i drømme her i vintertiden eller som pludselige indfald eller længsler, vi måske overraskes over. Præcis ligesom søen ikke er bundfrossen, men har en evig understrøm dybt nede, så arbejder vores underbevidsthed særlig aktivt i disse vintermåneder og hjælper os til at forstå, hvad det er, vi med fordel kan prioritere i det nye år - og hvad vi måske skal slippe.

Vintertiden er derfor en tid, hvor du med fordel kan udsætte dine gode initiativer lidt. Din krop er alligevel træt og helt instinktivt gået i hi og arbejder du lidt med denne energi, vil du stille dig markant mere åben for din underbevidstheds budskaber, end hvis du tilrettelægger et stramt og disciplineret dagsprogram. (Energien til det understøttes først til marts)

Der er mange måder at gå stille, stille på i januar…
• Du kan være god til at lægge små pauser ind i din hverdag og virkelig holde pause - uden forstyrrelser. Blot være og nyde øjeblikket så længe det vare, måske med en kop varm te eller kaffe.
• Du kan tage en weekenddag i naturen. Bare give dig god tid. Måske kælke med børnene eller tage termokanden med og give dig selv alt den tid i skoven, du har lyst til.
• Du kan notere dine drømme ned som det første, når du vågner om morgenen. Sidde 5-10 minutter med en drømmedagbog og bare skrive alt det ned, du kan huske. Også selv om det ikke umiddelbart giver mening for dig. Det vil det sandsynligvis gøre når måneden er gået.
• Du kan vælge at gå igennem dagen i et roligt tempo. Bevidst tilstræbe ikke at sætte i galop, ikke at løbe med frygten om ikke at kunne “nå det” men vælge at gå roligt i tillid til, at det hele nok skal gå.
• Og der er så mange andre måder: sluk tv’et om aftenen, læs en bog, læg et puslespil, find din kreative hobby frem, tænd et stearinlys til aftensmaden og tal med din partner… Det vigtigste er, at det føles stille og rart for dig.

Tommelfingerreglen er, at når vintergækkerne begynder at titte frem af jorden, kan du også begynde at sætte noget af alt det i værk, der er spiret frem hos dig i løbet af vinteren.

Selv har jeg måttet gå stille siden sommerferien. Som nogle af jer ved, har jeg været henholdsvis sygemeldt/deltidssygemeldt grundet smerter i underlivet siden august. Jeg er heldigvis i markant bedring og forventeligt tilbage på fuld tid til marts.

Jeg har dog allerede nu åbent for enkelte kurser samt samtaler, både 1:1, online og walk & talks i skoven, så du er som altid hjertelig velkommen her hos mig.

Kh Eva

24/10/2025

Der er stadig et par ledige pladser - kalder vinteren på dig?

Vintermindfulness er et kursus i, hvordan du kan gribe vinterenanderledes an og hvordan vinterens energi kan hjælpe dig til selvindsigt.