15/05/2024
Jeg er en bangebuks!
Eller rettest sagt, det har jeg været.
I går havde jeg et møde med en person, hvor jeg havde et behov for at give udtryk for, at jeg følte mig overset. Forbigået. Manglende respekt.
Kort sagt, mine behov for respons fra vedkommende var ikke dækket.
Årsagen er en række hændelser, som over tid havde hobet sig op og på tidspunkt var bægeret fyldt hos mig. Det kunne jeg mærke ved at jeg blev vred på vedkommende.
Mange ville nok sige, at jeg burde have reageret overfor vedkommende noget før.
Jeg er enig.
Hvorfor gjorde jeg det så ikke?
Hvorfor lod jeg det gå så langt?
I mig er en mekanisme, som gør at ’fru bangebuks’ her, venter indtil hun har fået nok.
Eller det har hun gjort.
Der er nemlig sket en positiv udvikling.
Det lykkedes mig at bruge redskaber, som jeg har lært til at gå mere nysgerrigt ind i det.
På vej til mødet kunne jeg godt mærke min gamle velkendte Hr. Præstationsangst og Fru konfliktsky.
De bankede på, men jeg lukkede dem ikke ind.
Jeg anerkendte, at de var der.
Gamle mekanismer, som blev udviklet i sin tid, for at passe på mig.
Men denne gang fik de ikke nogen roller.
”Føl frygten og gør det alligevel” – sagde jeg til mig selv.
”Du kan godt”
”Tag det med ro”
”Vedkommende vil dig det godt”
Det interessante er nemlig, at vi er alle forskellige. Vi har forskellig opfattelse af tingene. Og det som kan fylde hos en og blive til et issue, gør det måske ikke hos en anden.
Det var med den nysgerrighed jeg gik ind til mødet med.
At den anden person garanteret havde en anden opfattelse af tingene.
Desuden havde jeg ikke givet udtryk for min frustration overfor vedkommende tidligere.
Så situationen var i nogen grad selvforskyldt.
Det er nemlig ikke hvad den anden gør eller ikke gør. Det er hvad det gør ved mig.
Og det jeg finder interessant, er at se på, hvorfor det gør det.
Kan jeg ændre det?
Eller justere på det?
Hvad har jeg gjort og/eller ikke gjort?
Her var jeg bevidst om, at jeg tidligere ikke havde formået at vise overfor vedkommende mine forventninger til vores kommunikation.
I denne situation kunne det gribes an på en helt perfekte måde. Nemlig i et face to face møde, hvor kommunikation var et af punkterne på dagsordenen.
Da mødet startede bad jeg om at få lov til at starte med det punkt som omhandlede kommunikation.
Min nervøsitet var minimal og varede kun indtil jeg havde sagt de første tre til fire ord.
Der faldt jeg til ro og kunne udtrykke, det jeg havde at sige, på en balanceret måde.
Kæmpe udvikling i forhold til tidligere.
KÆMPE Selvudvikling.
Jeg blev hørt og det jeg har behov for, blev noteret.
Nu tænker du måske på det jeg skrev i starten.
Nemlig, at jeg lod det gå så langt, at jeg fik nok.
Hvordan hænger det sammen med selvudviklingen?
Jo se;
Førhen havde jeg gjort en af to ting.
Enten slugt det og givet det lov til at rive mig ned.
Eller så var ballonen sprunget og jeg ville have reageret uhensigtsmæssigt.
Det havde der ikke kommet noget godt ud af.
I begge eksempler, som jeg godt kunne have brugt tidligere, står jeg som et offer.
Med følelsen af, at det er de andre skyld.
Bebrejdende.
Denne gang kunne jeg løse det på en mere hensigtsmæssig måde.
Jeg er overbevist om at denne positive oplevelse er med til, at jeg fremadrettet bliver bedre og bedre til at udtrykke mine grænser overfor andre noget før.
Og det skal gerne nå derhen, at jeg kan vise mine forventninger inden det bliver til overskridelse af mine grænser.
Mens jeg skriver dette indlæg, kommer jeg i tankerne om nogle reaktioner, som kan komme fra andre på en offeropførsel.
Kan du?
Hvordan ville du reagere på en som gik til ”angreb” på dig fordi vedkommende har tumlet med noget, som havde med dig at gøre?
Du er velkommen til at skrive, hvad du tænker.
Enten her i kommentarfeltet, i en Messenger besked eller evt. pr. mail til [email protected]
