30/04/2026
Sætter din familie også lys i vinduet om aftenen d. 4. maj? Ved du hvorfor?
Selvom den officielle befrielsesdag er 5. maj, så kom beskeden i radioen om aftenen den 4. maj 1945.
Den 4. maj markerer Dragør Kommune traditionen tro Befrielsesdagen med en oplevelsesrig temadag om besættelsestiden. Alle er velkomne, og alt er gratis.
Se programmet her:
Kl. 1600-1630 Fællessang
Vi indleder eftermiddagen i Dragør Turistkontor med stemningsfuld fællessang – eller alsang som det blev kaldt under 2. verdenskrig. Vi skal synge om forår, fremtid, håb og glæde, får fint besøg af Spirekoret og det hele bliver ledt an af Julie Smed Jensen fra Dragør Musik- og Kulturskole.
Kl. 1630-1715 Byvandring
Museumsinspektør Christian Aagaard fra Museum Amager tager os med på en spændende byvandring gennem Dragør, hvor vi dykker ned i lokale fortællinger fra besættelsestiden. Undervejs hører vi om hverdag, modstand og livsvilkår i en tid præget af usikkerhed – fortalt med afsæt i byens egne gader og historiske steder. Turen starter og slutter i Turistkontoret.
Kl. 1715-1830 Smagsprøver og åben museumskutter
Efter byvandringen vil dørene igen være åbne i Turistkontoret, hvor der bliver budt på erstatningskaffe. Man kan også lave sine egne søde sager som dengang under 2. verdenskrig, da Danmark var præget af varemangel og rationering.
Museumskutteren der sejlede flygtende jøder til Sverige i 1943 holder åbent, og alle er velkomne til at kigge ombord og opleve det maritime miljø helt tæt på.
KL. 1900-2000 Aftenandagt og kransenedlæggelse
Dagen afsluttes med en mindeandagt i Dragør Kirke, Kirkevej 170, ved sognepræst Jens Bach Pedersen. Efter andagten vil borgmester Kenneth Gøtterup stå for kransenedlæggelse ved mindestenen på kirkens forplads.
Arrangementerne er gratis og alle er velkomne – så tag familie og venner med til en meningsfuld eftermiddag i fællesskabets tegn!