05/06/2026
Den gode fredagshistorie!
I denne uge har 5.-6.klasse været på Bornholm!
De har selvfølgelig pisket rundt og oplevet alle de ting man skal opleve på Bornholm - gået tur i Almindingen med Ekkodalen, set Danmarks største vandfald (uden så meget vand), besøgt byer som Svaneke, Gudhjem og Allinge, spist på røgeri, set rundkirker, gået en over 15km (ca. 87km i 5.-6.klassesko) lang vandretur langs klippekysten for at se Hammershus, mærket det rare sand på Dueodde strand, sejlet i høj sø på en lille båd og meget mere!
Men de har også lært meget mere end bare at se seværdighederne - de har selv bestilt madvarer til madpakker inden de tog afsted, som de har lavet hver morgen (med både pizza og kebabruller!), de har gjort rent og sat sengetøj på, vasket op, koordineret oprydningen og rengøring i deres egne lejligheder - fundet rundt i byerne på egen hånd - bestilt pomfritter helt selv - og ikke mindst hjulpet hinanden undervejs!
Eleverne gror hurtigt 20cm, når man er afsted på lejrtur uden mor og far - det er hårdt og fantastisk på samme tid, og de har sovet godt hver nat!
Før turen fyldte det meget, at eleverne fik fortalt at det hele skulle opleves næsten helt uden deres mobiltelefoner i hånden. De lå trygt hos lærerne hele turen, på nær én time om dagen. Undervejs betød det mindre og mindre, og nogle afleverede endda telefonerne før de skulle flere dage. Det var måske faktisk meget fornuftigt, at opleve ting og være sammen uden skærmen.
Alle kom sikkert tilbage til Vejle station og har fortjent at få fødderne op🤗