Rune.jalsbo.pt

Jeg fik min ADD diagnose sent, dvs. efter jeg fyldte 30 år. (Jeg er 36 i skrivende stund).

Jeg har altid haft svært ved at lære og gøre ting som 'de andre'. I skolen fik jeg det svært, ikke fordi jeg ikke kunne forstå, men fordi rammerne gjorde det svært for mig at være med. Alle skulle ligesom passe ind i den samme boks.. alle skulle lære på samme måde.
Jeg husker engang i 6. klasse at jeg, i min frustration over ikke at kunne "passe min skole" fik formuleret: "jeg kan ikke lære noget i skolen.. alt hvad jeg lærer, lærer jeg ude for skolen".

Det er den kerne oplevelse jeg har.. gang på gang at sande:
Jeg må lære og gøre ting på en anden måde end 'de andre'.

Først som 21 årig kunne jeg tage en HF, og for første gang klarede jeg mig godt i skolen.. jeg var begyndt at forstå mig selv bedre, og jeg var begyndt at kende mit værd, og forstå: jeg er klog, jeg har evner.
Alligevel var det svært. Jeg kunne stadigvæk ikke lave lektier, og jeg havde fravær.. jeg var presset!
Igen skulle jeg passe i en kasse.

Da jeg blev omkring 30 år, opsagde jeg mit faste fuldtidsarbejde (med god løn og pensionsordning), hvor jeg i mange år havde svært ved at få det hele til at hænge sammen.
Jeg var umotiveret, ofte udbrændt, og var i et job hvor jeg i det hele taget ikke kunne bruge mine talenter.
Der skulle gå tre år og en diagnosticering og en masse arbejde med mig selv, før jeg fandt ud af at jeg skulle være træner..
At det var her hvor jeg kunne hjælpe andre,
Være noget for nogen,
Skabe værdi for andre, og hvor mit specifikke talent kunne udfolde sig.

At vælge mig selv til, har været en af de bedste beslutninger i mit liv,
Og det fortsætter jeg med at (prøve på at) gøre.
Jeg er til stadighed ved at indrette mit liv, så det ikke bare flyder med strømmen, og drukner mig undervejs, men forhåbentligt så det tager nogle smukke mæandersving, der netop passer til mig .

Selv som træner er jeg ved at finde det helt rette setup for mig,
Og det aspekt vil jeg i fremtiden meget gerne dele ud af.

I dag ser jeg mere nuanceret på mit sind;
Jeg har både en superkraft, men også en masse udfordringer.

Tak fordi du læste med.
-Rune

Følelsen af, at have tænkt på det her hver evig eneste cykeltur i mange måneder.. "skal også lige have pumpet de dæk, og løftet sadlen en smule... Det er unødvendigt hårdt at cykle...."

"Hold kæft det er dumt det her" x1000

"Det tager jo ingen tid!"

6 mdr. senere: "det tog jo ingen tid" 😬🙃

Ak ja!

Er det bare mig?

Så er det vidst ved at være tid!😬

Kender du det?👇

Bevægelse og træning er min primære måde at regulere min ADD.

Jeg har fået min diagnose efter jeg fyldte 30,
men når jeg ser tilbage, helt til min tidlige barndom, så har jeg intuitivt tidligt lært at:

Bevægelse er den bedste medicin for en som mig.

(Og det er der vidst endda også en del forskning der peger på, så vidt jeg ved)

Bevægelse og motion hjælper mig til:
At vække min hjerne.. det giver mig et vindue i dagen, hvor jeg ofte tænker ekstra godt, det hjælper mig med at regulere stress, herunder at sove bedre og kunne falde til ro, og det hjælper mig med at have en motivation til at gøre gode ting for min krop...
Jeg har tidligere været typen der, nogle dage kunne gå aaaaalt for længe uden at spise og drikke, men meget svingende dage ift. indtag af mad og, vand og ift. søvnmønstre..

Træning er altså for mig, meget mere end bare muskler bænkpres rekorder for mig.

Hvad gør træning for dig? (Neurodivergent eller ej)

Her den 1. Januar 2026 i starten af mit 11 år som veganer, virker det som et passende tidspunkt og lave en lille status... noget jeg kan vende tilbage til.

(Måske bliver jeg endda bedre til at posere😄🙏)

Spejltesten er en af flere måder at "måle" muskelvækst, men den er ikke nødvendigvis for alle🙏

Jeg måler min fremgang (ift. muskelvækst... jeg har flere mål;)) på følgende måder:

Bliver jeg stærkere over tid.

Med vægt der kan give indikationer omkring muskelmasse og fedtprocent.

Og spejlet/billeder.

Tilsammen giver de et god indikation om, hvorvidt jeg øger eller taber muskelmasse mm.