Mette Fuglsang Larsen

Årsag 6 til overspisning 👇
Som lovet vil jeg komme med de 6 typiske årsager til at vi overspiser, hvor det starter og hvordan det udspiller sig i dag.

Den sjette og absolut sidste handler om kvinden, der klarer det hele selv.

Vi har en ubevidst overbevisning om, at vi skal klare alt selv, og at andre mennesker ikke er et trygt sted at søge trøst eller varme.
Fx ser jeg det hos den kvinde, som omverdenen altid betragter som ufatteligt stærk og tjekket.
Hendes handlinger styres af en uafbrudt mur af uafhængighed med:
👉 At bide tænderne sammen og rulle ærmerne op gennem kriser og skilsmisser – hun skal nok fikse det hele selv.
👉 At hun sjældent ringer til en veninde og siger: “Jeg har det svært lige nu, har du tid til at lytte?”
👉 At trække sig fuldstændig ind i sig selv, når hun er ked af det, og lukke af for omverdenen.

Kan I se det? Kvinden her begår et usynligt, følelsesmæssigt overgreb på sig selv ved konstant at isolere sine sværeste følelser, fordi det føles alt for farligt at være sårbar over for andre. Det er MEGET opslidende. Det skaber et enormt indre stresset miljø, som ingen kan være i i længden uden at dulme med noget.

Det kommer sig af en tidlig utryghed i barndommen – mild som svær – hvor man har lært, at man dybest set var helt alene, når tingene var svære. Fx et hjem hvor de voksne følelsesmæssigt var fraværende, og du blev efterladt alene med dine store følelser. Fx hvis forældrene selv synes det var svært, at se sit barn have det svært og derfor var fysisk til stede, men ikke mentalt, eller negligerede problemet med “det er da ikke så slemt” eller lign, og på den måde ikke var til hjælp.

Dit nervesystem erfarede tidligt, at hvis du skulle have trøst, tryghed og omsorg, så måtte du hente det et andet sted end hos voksne mennesker. Du installerede et følelsesmæssigt depot indeni og lærte at lukke af for kulden ved at søge trøst i noget, der aldrig svigter: Maden.

Og så spalter man til sidst sig selv, således at man holder den stærke og uafhængige facade oppe over for verden, mens man fylder det dybe, indre tomrum op med mad i smug om aftenen. KONTROL, KONTROL, KONTROL!!!
Det skaber grobund for afhængigheder!

Genkender du?

Årsag 5👇

Den næste handler om pleaseren.

Vi har en ubevidst overbevisning om, at vores tryghed i relationer er betinget af, at vi aldrig skuffer nogen, glatter alt ud og altid siger ja.

Vores handlinger styres af en ubevidst frygt for at skabe dårlig stemning. Derfor:
👉 Sidder vi i omklædningsrummet i træningscentret og lytter til veninden fortælle om sit nye job, mens man konstant taler hende efter munden med “ej, hvor spændende” og “det kan jeg godt forstå”. Svarene kommer rent fra hovedet – hun bringer overhovedet ikke sig selv på banen, men overtilpasser sig fuldstændig samtalen.
👉 Bider vi tænderne sammen derhjemme og gå ind i rollen som martyr. Vi tør ikke ikke tage konfrontationen med vores mand om at få hjælp. Vi forventer ubevidst anerkendelse, for alt vi knokler, men ender med bare at trække os og være vrede og bitre indeni.
👉 Fungerer vi som tillidsrepræsentant på jobbet, hvor vi reelt ender med at sidde i dybe, psykologiske samtaler med vores kolleger, der er langt over vores ansvar. Vi opsuger deres problemer i stedet for at sætte en sund grænse for, hvad der er vores opgave, og hvad der er deres eget ansvar.

Kan I se det? Vi begår et usynligt, følelsesmæssigt overgreb på os selv hver evig eneste dag, fordi vi pleaser os til ro i vores relationer ved at ofre vores egne grænser.

Det er MEGET opslidende at være sådan. Og al vores adfærd er gennemsyret af det. Det skaber et enormt indre stresset miljø, som ingen kan være i i længden uden at dulme med noget.

Det kommer sig af, at vi tidligt lærte, at det at vise sig selv, var forbundet med fare eller afvisning. Måske har du ubevidst lært, at du kun var elsket og velkommen, når du tilpassede dig og gjorde andre glade. Og formentlig gjorde den ene af vores forældre det samme, som du har kopieret.

Dit nervesystem lærte tidligt, at det at sætte dig selv først betød, at du var et egoistisk og forkert menneske. Du lærte at gemme dit autentiske dig, for at beskytte dig mod den ulidelige følelse af skyld og skam.

At blive forkertgjort i sine egne grænser er voldsomt nedbrydende. Og til sidst stopper man med at sige nej, fordi frygten for at miste forbindelsen til andre er for stor.

Genkender du?

Årsag 4 til overspisning 👇

Den næste handler om altid at skulle yde, præstere og gøre tingene ordentligt.

Vi har en ubevidst overbevisning om, at vores værd som menneske er 100% betinget af, hvad vi leverer, og om vi har gjort det perfekt i løbet af en dag.

Vores hjerne begynder med det samme at scanne stuen, så snart vi sætter os og vil slappe af. Og så kommer tankerne kørende: 👉 Du burde også lige tørre støv af deroppe.
👉 Du skal også have svaret på de tre arbejdsmails, så du er foran i morgen.
👉 Du glemte også at skrive på indkøbssedlen, at der ikke var mere skyr.
👉 Det er dovent bare at sidde her.

Du har det bedst med dig selv, når du får udrettet noget, så du er “god nok”. Ofte går disse kvinder også ned med stress, eller hvertfald føler sig ofte presset.

Kan I se det?
Kvinden her er overhovedet ikke til stede i sig selv og sin egen krop. Hun kan ikke bare sidde og slappe af.
Hvis hun absolut skal se en serie i fjernsynet om aftenen, skal hun samtidig folde vasketøj, tjekke telefonen eller rydde op, eller også skal hun have nået alle sine to do’s på sin indre liste.

Det es MEGET opslidende at være sådan i verden hele tiden. Det skaber et enormt indre stresset miljø, som ingen kan være i i længden uden at dulme med noget.

Det kommer sig af en tidlig utryghed i barndommen – mild som svær – hvor man har lært, at man kun var god nok og fik kærlighed, når man var i gang, leverede resultater og ikke var i vejen. Fx præstations-forældre, hvor topkarakterer og sportsresultater gav opmærksomhed, eller et hjem med en hårdtarbejdende mor eller far, hvor det at “dovne den” blev talt utroligt grimt om.

Meget af dette kan være næsten usynligt og svært at se selv. Men dit nervesystem lærte tidligt, at din krop ikke havde nogen berettigelse, hvis den bare var. Du lærte, at du skulle købe din plads i fællesskabet og din ret til at eksistere ved konstant at optimere, fixe, ordne og være dygtig.

At skulle præstere sit eget værd på den måde hver dag er voldsomt ubehageligt for et barn. Og til sidst stopper man med at mærke sine egne naturlige pauser, fantasi er spild af tid, men mål er godt.

Genkender du?

Årsag 1 til overspisning 👇

Som lovet vil jeg komme med de 6 typiske årsager at vi overspiser, hvor det starter og hvordan det udspiller sig i dag.

Den første handler om en adfærd, hvor vi hele tiden overvåger vores egen adfærd.
Vi har en konstant indre dommer, der sidder og analyserer os, hvad vi siger og hvad vi gør.
Fx fortalte en klient den anden dag, om de tanker der foregik i hovedet på hende ved fællessamling på den skole, hun arbejdede.
Tankerne kørte under hele sceancen med:
👉 Opfører mine elever sig nu godt nok (i de andres øjne)
👉 Kan man se min delle på maven, når jeg sidder sådan her.
👉 Hvordan lyder min stemme, når jeg synger med. Synes andre mon jeg synger dårligt?

Kan I se det? Kvinden her er overhovedet ikke til stede i sig selv og sin egen krop. Hun er så fokuseret på, at andre ikke skal tænke dårligt om hende, at hun hele tiden overvåger sig selv og sin egen adfærd.

Det er MEGET opslidende at være sådan i verden hele tiden. Det skaber et enormt indre stresset miljø, som ingen kan være i i længden uden at dulme med noget.

Det kommer sig af en tidlig utryghed i barndommen- mild som svær - hvor det har føltes utrygt at blive “set” for hvem man var. Måske har man oplevet kritik, afvisning, kulde eller overgreb. Fx præstation-forældre, en kritisk mor, mobning eller at det blot ikke har været tilladt at fylde med ens følelser.

Meget af dette, kan være næsten usynligt, og svært at se selv.
Men hvis du fx har fået af vide, at når du var vred, skulle du gå på værelset, eller når du var ked af det, skulle tage dig sammen. Eller måske endnu værre, at når du var ked af det, at gå af vide “ej, du er ikke ked af det, videre” eller hvis du ikke gad og lege med en legekammerat, at få af vide “jo, selvfølgelig har du lyst”. Blot for at nævne en lille bitte flig af eksempler.

At bliver forkertgjort i sine følelser er voldsomt ubehageligt. Og til sidst stopper man, fordi det er utrygt og gør det hele meget værre.

Og så spalter man til sidst sig selv, således at man ikke mærker sig selv, men kun kører det hele gennem tanker, selvanalyser, logik og rationale. KONTROL, KONTROL, KONTROL!!!
Det skaber grobund for afhængigheder!

Genkender du?

Du tror du er den eneste der køber 2 træstammer og spiser begge i bilen.
Du tror du er den eneste der gemmer chokoladepapir i bunden af skraldespanden.
Du tror du er den eneste der spiser “pænt” til fødselsdag og stopper på tanken på vej hjem.

Du er ikke alene.

Jeg har fået 473 kommentarer fra kvinder de sidste dage, der gør præcis det samme som dig.
I hemmelighed. Med skam. År efter år.

Det er ikke fordi du er svag.
Det er fordi du lærte som barn at dine behov var for meget.

Så du begyndte at dække dem i smug. Med mad.

I min gratis video på 20 min. forklarer jeg:
1 Hvorfor “pæne piger” udvikler hemmelig overspisning
2 Hvorfor skam gør trangen 10x værre
3 Første skridt til at spise uden at gemme dig

Kommenter “FORKLARING” hvis du vil se den 👇

Er du klar til at få den rå, ægte viden?

Kan vi lige tale fuldstændig åbent om det her absurde paradoks? 👇

Hvis en spiseforstyrret adfærd er ekstrem nok til en psykiatrisk diagnose, så ved eksperterne udemærket godt, at kuren er at fjerne madreglerne og heles psykologisk.

Men hvis du “kun” bøvler med overspisning, madstress og restriktioner i din hverdag (som jo grundlæggende er det samme, blot i forskellige grader)?
Så sender systemet dig direkte i armene på en diætist eller en app, der giver dig mere kontrol, flere vejninger og strammere madregler. 😵‍💫

De beder dig bogstaveligt talt om at fikse et følelsesmæssigt problem med kalorier og kontrol. Det svarer til at bede en kvinde, der er ved at drukne, om at svømme mere effektivt. Det spænder bare buen endnu hårdere.

Det er sygt og absurd!
Du er ikke dum.
Du er ikke doven.
Og du mangler fandme ikke at lære mere om protein eller disciplin. Du er bare fanget i et system og et samfund, der symptombehandler i stedet for at helbrede.

Der er i virkeligheden en håndfuld dybe, psykologiske og biologiske årsager til, at moderne kvinder mister det feminine mellemrum og ender med at dulme med mad – og jeg lover dig, at intet af det handler om mere kontrol!

Hvad tænker du?
Kan du genkende følelsen af at være fanget i det her kontrollerende paradoks?

Lad mig høre din ærlige mening i kommentarfeltet.
Lad os ændre diskursen!

Kærligst, Mette

🤯 Vægttabsbranchen fodrer dig med en gigantisk løgn, der holder dig fanget i skyld, skam og evig madstress.

Hver gang du åbner din telefon, møder du en top-trimmet, 25-årig træner. Lad os kalde ham Oliver. Han har taget et 12-ugers kursus, købt en smart mikrofon og fyrer sit geniale råd af, når du mister kontrollen om aftenen:

“Du skal bare spise noget mere protein og få noget struktur. Du mangler vist bare rygrad.”

Det er her, jeg får lyst til at råbe kæmpe NEJ!!! 🛑

Du prøvet kalorietælling, Sense og uendelige kure i 20 år.
Du kan udregne energien i en gryderet i hovedet. Du har spist så meget protein for at “tage dig sammen”, at du praktisk talt er halvt fjerkræ.
Hvis protein, viden og rygrad var løsningen, var du tynd som en ål nu – og lagde æg!

Du er ikke dum. Du er ikke doven.

Problemet er, at vi bliver ved med at behandle et menneskeligt problem som et kostproblem.

Hvorfor kæmper intelligente, ressourcestærke kvinder stadig med maden?
Fordi:
👉 Vi forsøger at løse et følelsesmæssigt problem med kalorier.
👉 Vi forsøger at løse et moderne livsproblem med madplaner.
👉 Vi forsøger at løse et menneskeligt problem med kostråd.

Det svarer til at bede en kvinde, der er ved at drukne, om at svømme mere effektivt. Det spænder bare buen endnu hårdere.

Næste gang en eller anden “Oliver” beder dig om at tage dig sammen og spise noget skyr, så husk på:

Du er ikke forkert.
Den forklaring, du har fået, er bare helt forkert.

Der er i virkeligheden 6 dybe, psykologiske årsager til, at vi dulmer med mad.
Følg med her på siden over den næste måneds tid, hvor jeg deler dem med dig.

Skriv 🩷, hvis du vil læse med og del, hvis andre også skal have muligheden 🩷🙏🏻