04/03/2024
Udstillingsåbning: NÅR HÅNDEN ER TRÆT, LAPPER VÆVEN
af Ellen Ahnfelt-Rønne, torsdag 07. marts kl. 16-19
Periode: 07. marts – 02. april 2024, dagligt mandag til fredag kl. 9-17
Sted: Værksted for Arkitektur
RØNNOW LETH & GORI, Strandgade 27b, 2. DK-1401 København K
Vævningens sprog og arkitekturens sprog er tæt knyttet sammen. Sammenvævet. Vi taler om beklædning af konstruktioner og foring af rum. Bygningskroppe, skeletkonstruktioner, væv, fedtlag, hud. Mønsterdannelse, (tråd)systemer, grid, kæder og islæt. Om murværkets ornamentik, forbandt, skiftegang og fuger. Om at sammenbinde, sammenvæve og knytte. Om stedsoprettelse og åbningstræk. Om at intet sted er tomt, men at enhver tilføjelse lægger sig til det der allerede findes – indenfor en ramme, et system, et grid – en væv. Om at trække tråde tilbage i historien.
RØNNOW LETH & GORI er stolte af at kunne dele glæden ved håndværket og håndens værk med udstillingen 'NÅR HÅNDEN ER TRÆT, LAPPER VÆVEN’ af tekstilkunstner Ellen Ahnfelt-Rønne i Værksted for Arkitektur.
En række store konstruerede rammer i træ, danner grund for ivævede silketråde og -stoffer, der synes at svæve vægtløst og fremkalde vævens grid af tråd og kæder.
------------------------------------
Ellen skriver om udstillingen:
Gennem vævning arbejder Ellen Ahnfelt-Rønne med steder mellem opløsning og samling. For hvis vi tør blive stående, når en skrøbelighed melder sig, opstår muligheder for at kunne trevle op og samle sig igen. Ellen Ahnfelt-Rønne er optaget af det arbejde det kræver at vedligeholde og passe på vores kroppe, når den har brug for det, og forbinder det med håndarbejde - at skabe, lappe, og forstå et materiales sammenhæng. Vi er forbundet til tekstil, der passer på vores krop døgnet rundt, når vi ikke selv kan holde varmen eller søger tryghed og hvile. Værkerne er vævede og flettede i trærammer og til kurve af bomuldstråd, silke og korn.
Ellen Ahnfelt-Rønne er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Designskole, og arbejder med tekstilkunst og scenekunst.
Et udpluk af værkerne er skabt hos Statens Værksteder for Kunst.
Værkproduktionen er støttet af Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond.
05/01/2024
DE LANGTIDSHOLDBARE LØSNINGER
På Campus Holmen i København har Rønnow Arkitekter stået for det løbende vedligehold af bygningerne og her er både større og mindre reparationer en vigtig del af det arbejdet.
Ressourcemangel er en af de største udfordringer byggeriet står overfor i fremtiden og en reparation vil næsten i ethvert tilfælde være en mere ressourcesparende løsning end udskiftning. Det kræver dog, at der fra byggeriets opførelse tænkes i reparerbarhed.
Bygning 62, der er opført i 1895, står med en malet bræddebeklædning og trævinduer. Begge er netop repareret og et godt eksempel på, at den historiske byggeskik rummer mange bæredygtige løsninger, når det kommer til bygningsdele og materialer, som kan vedligeholdes, repareres og fornys. Det er håndgribelige løsninger, som ikke bare forlænger bygningernes levetid, men også tager afsæt i en ideologi om et nøjsomt ressourceforbrug, der bør være kernen i en fremtidig langtidsholdbar byggeskik.
06/11/2023
VÆRFTSHALLERNE HELSINGØR
I vores arbejde med Værftshallerne arbejder vi mod at sikre stedets fortælleværdi og autenticitet, samtidig med at der lægges et nyt kapitel til stedets historie.
Værftshallerne har gennem næsten 150 år undergået større og mindre ombygninger, og der er usentimentalt blevet revet ned og tilføjet ud fra den givne tids behov. Værftshallernes særlige karakter af noget omskifteligt ser vi som en af de bærende værdier for stedet, og fortællingen formidles blandt andet igennem tydeligheden af de forskellige lag i hallernes bygningshistoriske udvikling.
Nu står de gamle haller overfor en transformation og spørgsmål, om hvori stedets sjæl ligger, er allestedsnærværende ved hvert indgreb – er senere og mindre skønne tilføjelser, der er en del af stedets historie og det samlede hele, også værd at bevare, eller skal der renses ud og skæres ind til det oprindelige arkitektoniske udtryk? Og hvordan forholder vi os, i et bæredygtigt og ressourcemæssigt perspektiv til reparationer, udskiftninger og tilføjelser? Alle indgreb i Værftshallerne bliver på den måde udført i spændingsfeltet mellem historie, skønhed og bæredygtighed.
En del af stedets særlige atmosfære skabes blandt andet af vinduespartiernes rå reparationer og felternes varierende udfyldning af glas, trådglas og metalplader, men også årtiers aflejringer af snavs og støv på ruderne, hvorigennem lyset brydes og filtreres til et særligt varmt og blødt lys, der er med til at definere den enestående atmosfære i Værftshallerne. De gamle smede- og støbejernsvinduer kræver nænsom restaurering og i første omgang bliver flækkede ruder og beskadiget kit udskiftet – hvor ruderne i dag af uransagelige årsager er udskiftet til trådglas isættes igen trådglas, ligesom metalplader får lov til at forblive og ’sommerfuglestøvet’ ikke vaskes af de ruder, der ikke berøres. Udskiftet kit får lov til at stå umalet og råt og – arbejderne udføres generelt uden at blive pyntet eller gemt væk, så den ærlighed der gennemsyrer Værftshallernes konstruktioner ikke kun er en del af hallernes fortid, men også føres ind i deres fremtid.
Vores arbejde som bygherrerådgiver for Helsingør Kommune udføres i samarbejde med NIRAS.
15/09/2023
Rørvig Mølle har fået hat og vinger på igen! 🎩
Det var med stor glæde og forventning at møllehatten samt spilstok og møllesten, kunne hejses tilbage på sin plads i slutningen af August.
Hatten har været af korpusset for at undergå en omfattende istandsættelse, siden restaureringen af møllekroppen startede i foråret 2021.
Ikke lang tid efter hatten, blev også nye vinger monteret på møllen som nu står flot og intakt.
I foråret 2024 er restaureringen af møllen helt færdig – Det glæder vi os meget til!
04/09/2023
Sæt kryds i kalenderen d. 21. september!
18/08/2023
COPENHAGEN PRIDE
Da vi har pakket bygningen ind i et stillads, brugte Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet det som en mulighed for at tage et ekstra flag i brug!
Glædelig Pride til alle!
17/07/2023
Vores tegnestuefællesskab og Værksted for Arkitektur er flyttet til Gl. Dok og vi er glade for at kunne invitere indenfor til det første af mange arrangementer på stedet!
28/06/2023
Rønnow Arkitekter varetager bygningssyn af mange fredede og bevaringsværdige ejendomme.
Et bygningssyn er et stærkt værktøj i det løbende arbejde med den historiske bygningsmasse og munder ud i en tilstandsrapport, der kan danne grundlag for vedligeholdelsesplaner, samt den fremtidige udvikling af byggerier.
Der ligger altid en enorm inspiration i grundigt at gennemgå bygningernes helhed og detaljer og vi elsker at studere, forstå og lære af de arkitekter og bygmestre, der gik forud for os.
Billederne er fra, Ordrupgaard, Christians Kirke, Charlottenborg og Ore Fyr, som er nogle af de steder, hvor vi udfører bygningssyn.
02/06/2023
RØNNOW ARKITEKTERS METODE – VÆRDISÆTNINGEN
Uanset om der er tale om en ældre eller en nyere bygning eller en tilføjelse til et eksisterende byggeri, er vores udgangspunkt altid at udpege stedets særlige værdier i den givne kontekst og tage afsæt derfra. Vi vægter højt at være opmærksomme på, hvad der gør lige præcis dét sted til noget særligt. Hvad er det for sammenhænge, detaljer, materialer eller hvilket hierarki er det, der er særlig vigtig at bevare?
Værdisætningen skal bidrage til at udpege historisk, kunstnerisk og kulturel signifikans, der må tages hensyn til for at opretholde de bærende værdier og fastholde stedets særlige ånd. Det er en stolt tradition inden for restaureringsfaget og for os gennemsyrer det alle vores opgaver – både i vores arbejde med historisk og fredet eller bevaringsværdig arkitektur, mere moderne bygninger og nybyggeri.
Værdisætningen kan bruges til at kortlægge, hvor der kan foretages indgreb og hvor der absolut ikke må ændres på materialer, form eller funktion for at opretholde kulturel signifikans. Det er en metode, der også kan tydeliggøre steder, hvor det måske er nødvendigt at foretage et indgreb for at fremhæve det unikke og styrke stedets integritet.
Overvejelser omkring historisk, kulturel, kunstnerisk, arkitektonisk, miljømæssig og atmosfærisk værdi, autenticitet og originalsubstans, kontinuitet, integritet og velbevarethed, fortælleværdi, identitet, alder og sjældenhed, værdier relateret til stedets funktion, værdier bundet til slid og forfald og værdier bundet til den oprindelige form er i spil.
Værdisætningen sikrer, at der undervejs i opgavens faser og processer kan vende tilbage til og fastholde, hvad der er essentielt ved bygningen og konteksten.
19/05/2023
NORDRE TOLDBOD VINDER FARVEPRISEN 2023!
Det er med stolthed, at vi sammen med Johanne Bornemann Mogensen fra Nationalmuseet og BY & HAVN modtager Farveprisen 2023 fra Danske Malermestre - En rigtig maler for arbejdet med BY & HAVNs hovedsæde på Nordre Toldbod i Københavns Havn.
Toldbodsbygningen fra 1868 er oprindeligt udført i to etager og tegnet af Wilhelm Dahlerup & Frederik Bøttger, men blev i 1939 forhøjet med to etager efter tegninger af Einar Madvig. Farvesætningen har i restaureringen været brugt aktivt som værktøj til at fortælle historien om et byggeri, der er blevet til på tværs af tid og som eksisterer i spændingsfeltet mellem flere arkitekturhistoriske perioder. Den er i dag med til at understrege fortællingen om en bygning, der igennem tre forskellige arkitekters aftryk består af forskellige dele, der udgør et samlet hele.
Den tilstødende Visitationsbygning er tegnet af G.F. Hetsch i 1856 og er den ældste tilbageværende del af det oprindelige tolbodsanlæg. Den er med udgangspunkt i den oprindelige planløsning omdannet fra 80’er kontorer til en moderne udstillingsbygning og samtidig bemalet i traditionel kalkmaling, der stemmer overens med bygningens oprindelige karakter og brug.
En stor tak skal lyde til:
BY & HAVN for at udvise mod og tillid som bygherre i udviklingen af projektet
Johanne og Nationalmuseet for udførslen af farvearkæologiske undersøgelser og input til de stilhistoriske farvesætninger
Konstruktionsingeniør Eduard Troelsgård og El -og VSS-ingeniør OJ Rådgivende Ingeniører for ingeniørrådgivning
Og selvfølgelig til alle de involverede malere og håndværkere for dialog om løsninger og den eminente udførsel.
Samt Bjørn Bertheussen for fotografering
Opgaven er udført under BY & HAVNs rammeaftale, der foruden Rønnow Arkitekter tæller H+ A/S, Cubic Group ApS og OJ rådgivende Ingeniører.
Les mere her: https://lnkd.in/eTzaWfEJ
16/05/2023
UDSTILLINGSÅBNING - den sidste i Absalonsgade.
Onsdag d. 17. maj fra 16-19 holder vi åbning af udstillingen 'Isola pro Forma' af Leonora Krag og Panuela Aasted i Værksted for Arkitektur på Absalonsgade 21B.
Isola pro Forma er en udstilling af seks fiktive ø oplæg, der gennem scenarier og konkrete modelforsøg arbejder med den kunstigt anlagte ø, som en figurativ og formbar størrelse. Situeret i Sortedamssøen i København, med Fugleøen som udgangspunkt og grundtype, undersøges den kunstige ø som fænomen og typologi. Med søen som teoretisk site, opstilles et genkendeligt og skalagivende univers, der fremhæver det konstruerede landskab og anvendelsen af areal.
Med idéen om øen i søen bestræber projektet sig på at reflektere over en samfundsmæssig diskurs, hvor den kunstige ø er blevet en løsningsmodel for store fælles udfordringer, såsom overbefolkning og energiproduktion. Gennem varierede medier opstilles en forestillingsverden der har til formål at gå forud for en fremtidig handling. Projektet står uden tydelig stillingtagen, men snarere som en bearbejdning af, og påmindelse om de tilstande vi bevæger os i, og hvilke virkeligheder vi vælger at give plads.
Udstillingen vil være den sidste udstilling i Værksted for Arkitektur på Absalonsgade, da værkstedet flytter med os til Gl. Dok i løbet af Juni. Så kom glad og vær med til at sige farvel til Absalonsgade med manér!
26/04/2023
Godt håndværk vil altid være noget særligt!
Rørvig Mølle undergår for tiden en gennemgribende restaurering. Senest er de nye møllevinger ved at være færdige.
Rørvig Mølle, som vi kender den i dag, er opført i 1842 af møller Niels Pedersen og den repræsenterer et stykke landbrugskultur og fortællingen om en begyndende industri, hvor møllen var Rørvigs første eksportvirksomhed.
Møllen, der oprindeligt er udført med asymmetriske flamske vinger, som bærer stængerne på venstre side af vingen, har fået nye laskede vinger i lærketræ smukt udført af Møllebygger Jørn Nilsson.
Vi glæder os til igen at se vingerne på Rørvig Mølle snurre.
Tak til:
Slots- og Kulturstyrelsen (Kultur i Danmark)
A.P. Møller Fonden
Realdania (Realdania)
Augustinus Fonden
Brand af 1848 Fonden
Entreprenør Marius Pedersens Fond
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
LAG Midt-Nordvestsjælland
Bevaringsforeningen Rørvig By og Land
For at støtte restaureringen og tak til alle de dygtige håndværkere involveret i restaureringen.