17/09/2026
“Det er jo ikke, fordi man vågner op en dag og tænker: Nu vil jeg være afhængig af stoffer.”
Sådan beskriver en kvinde, der gennem mange år var afhængig af stoffer, noget helt centralt.
Afhængighed opstår ikke som et enkelt valg.
Og unges brug af rusmidler kan sjældent forstås alene som manglende vilje, dårlig dømmekraft eller et ønske om at gøre noget forkert.
For fagprofessionelle omkring børn og unge er det derfor vigtigt både at have viden nok til at blive bekymret og ro nok til ikke at konkludere for hurtigt.
Pædagogisk personale, lærere, socialrådgivere og sygeplejersker er ofte blandt de første, der bemærker en forandring.
Måske trækker den unge sig fra fællesskabet.
Måske falder deltagelsen i skolen.
Måske ændrer søvn, energi, døgnrytme eller koncentration sig.
Måske opstår der nye konflikter, hemmelighedskræmmeri eller bekymrende udsagn fra den unge selv eller andre.
Men tegnene kan også hænge sammen med psykisk mistrivsel, sygdom, søvnmangel eller belastninger.
Derfor handler den faglige opgave ikke om hurtigt at bevise en mistanke.
Den handler om at undersøge, hvad der har ændret sig, og hvilken betydning det har i barnets eller den unges hverdag.
I en ny fagartikel fra Kursuscenter Sputnik giver Line Klæsøe, psykiatrisk sygeplejerske, Master i sundhedsfremme og VISO specialist, et overblik over begreber, tegn og handlemuligheder, når fagprofessionelle bliver bekymrede for rusmiddelbrug hos børn og unge.
Et vigtigt sted at begynde er sproget.
På rusmiddelområdet bruges ord som forbrug, risikofyldt brug, problematisk eller skadeligt brug, misbrug og afhængighed.
Ordene bruges nogle gange forskelligt i praksis.
Derfor kan det være mere hjælpsomt først at begynde med det konkrete:
Hvad bruger barnet eller den unge?
Hvor ofte?
I hvilke situationer?
Og med hvilke konsekvenser?
At have prøvet et rusmiddel er ikke i sig selv det samme som afhængighed.
Men når brugen påvirker trivsel, helbred, relationer, skolegang eller hverdagsliv, kan der være anledning til faglig bekymring.
For børn og unge kan rusmidler have mange funktioner.
Nogle bruger rusmidler på grund af nysgerrighed, spænding eller tilhørsforhold.
Andre bruger dem for at dæmpe uro, søvnproblemer, angst, tankemylder eller svære følelser.
Hvis rusmidlet opleves som den eneste virksomme lindring, er det sjældent nok blot at vejlede om at stoppe.
Så må støtten også rette sig mod den funktion, rusmidlet har, og mod andre realistiske måder at opnå ro, lindring, tilhørsforhold eller mestring på.
Der er også i øjeblikket øget opmærksomhed på opioider blandt børn og unge.
Opioider omfatter blandt andet morfin, tramadol, oxycodon og fentanyl. Ved brug kan der opleves ro eller eufori, og ved gentagen brug kan der udvikles tolerance og abstinenser.
For fagpersoner kan denne viden gøre det lettere at forstå, hvorfor et stop kan være vanskeligt, og hvorfor udsagn om piller bør tages alvorligt.
I praksis kan det være hjælpsomt at:
• spørge konkret til piller
• være nysgerrig på ord som oxy, dol, tramadol og tram
• spørge til sammenhængen: Hvad håber den unge, at pillen skal hjælpe med?
• være opmærksom på blandingsbrug
• aftale næste skridt sammen
Når bekymringen opstår, er det ofte en god idé at tage afsæt i det konkrete.
Hvad har I set?
Hvad har I hørt?
Hvad er registreret?
Og hvad har ændret sig over tid?
Når observationer deles mellem skole, fritidstilbud og relevante fagpersoner, bliver det lettere at få øje på mønstre frem for enkelstående episoder.
Det kan samtidig give et bedre grundlag for at tale med barnet eller den unge på en måde, hvor deres perspektiv også tages alvorligt.
Sproget har stor betydning.
Ord som “misbruger” eller “stofmisbruger” kan få rusmiddelbruget til at fylde hele fortællingen om barnet eller den unge.
Formuleringer som “et barn med et muligt rusmiddelbrug” eller “en ung, der bruger cannabis” adskiller barnet eller den unge fra problemet og giver plads til andre sider af livet, relationerne og ressourcerne.
Det kan også være hjælpsomt at beskrive det, der observeres, frem for at tillægge barnet eller den unge bestemte motiver.
“Han vælger rusmidlerne frem for fællesskabet” kan for eksempel åbnes med spørgsmålet:
“Hvad hjælper rusmidlet ham med, og hvad gør det samtidig sværere?”
Det betyder ikke, at bekymringen nedtones.
Tværtimod kan et mere præcist sprog gøre det lettere at tale åbent med barnet eller den unge.
Når observationer giver anledning til faglig bekymring, kan næste skridt være:
• Tag afsæt i det konkrete
• Undersøg bekymringen sammen
• Drøft, hvem der har kontakten
• Skab fælles tydelighed om næste skridt
Målet er ikke at bevise en mistanke om rusmiddelbrug.
Målet er at skabe mere viden og sikre, at en faglig bekymring ikke bliver stående uden opfølgning.
Læs hele Line Klæsøes artikel i kommentarfeltet.
