14/04/2026
KOM TÆTTERE PÅ OFFICEREN: DANIEL, VÅBEN- OG ELEKTRONIKFAGTEKNIKSK RETNING ⚓
"Ved afslutningen af ingeniøruddannelsen var jeg i tvivl om, hvilken retning jeg skulle søge mod. Jeg kom frem til, at der var tre værdier, som jeg søgte i et kommende arbejde: Det skulle være en dynamisk arbejdsdag, der skulle være mulighed for oplevelser, og så skulle det skabe værdi.
🛠️ Til dagligt er jeg leder af elektroniksektionen på én af Søværnets fregatter, og jeg har derfor ansvaret for sergenter, elektronikfagteknikere og til tider lærlinge. Dette gør, at jeg i langt højere grad arbejder som generalist frem for specialist, hvor opgaven primært består i koordinering og planlægning. Med henblik på at skabe de bedste forudsætninger for mine medarbejdere arbejder jeg også som en form for problemknuser, og derfor er ingen arbejdsdage ens.
🗺️ Oplevelserne kommer helt naturligt, da fregatterne sejler på opgave i forskellige dele af verden, og jeg har gennem uddannelsen og efterfølgende set steder, jeg aldrig havde troet, at jeg skulle besøge. Tillige byder uddannelsen på en række oplevelser i sig selv, og jeg tænker ikke, at det er mange, der på deres arbejdsplads har udført brandbekæmpelse, været på pressture med frømænd og stået for vedligeholdelse af kanoner.
Som ansat i Søværnet er man også professionel soldat, og derfor træner vi for at kunne imødegå trusler. Uanset om det omhandler patruljering omkring Færøerne og Grønland, nedskydning af droner eller beskyttelse af civil skibstrafik mod pirater, skal vi stå klar til at reagere. Det er netop disse opgaver, der gør arbejdet værdiskabende". - Daniel 🌊