17/06/2026
Min første træning i at forstå menneskers historier = en del af min måde at være terapeut på
Ligesom de fleste andre mennesker, fik jeg min første træning i at forstå andre mennesker meget tidligt. Ikke alene gennem mit forhold til mine nærmeste. Men i høj grad også da jeg begyndte at læse og sad på mit værelse derhjemme og gennempløjede bibliotekets skønlitteratur.
Jeg er ikke sikker på at så mange dengang forstod, hvilke dramaer jeg gennemlevede i kraft af litteraturens verden.
For mig gav det mening.
Jeg var fascineret af at træde ind i forfatterens tekst, jeg kunne leve mig ind i. På et splitsekund blev den til virkelighed med hoved- og bipersoner. Jeg kom ind i andres “modeller af verden” og mærkede deres tanker, følelser og sansninger. Jeg genkendte mig selv i noget af det jeg læste - og ellers var det bare rart at fordybe sig i en anden verden.
Livet med bøgerne var begyndelsen på den dybe interesse for mennesker, som senere skulle blive mit arbejdsfelt.
Når jeg sidder over for et menneske i dag som coach og psykoterapeut, er det stadig den samme nysgerrighed, der er på spil. Det er ikke en nysgerrighed efter at analysere eller placere mennesker i kategorier, men efter at forstå deres historie.
Måske er det derfor, jeg ofte hjælper mennesker med at få øje på mønstre, de ikke selv har set. Eller med at finde et nyt perspektiv på en fortælling om dem selv, som er blevet for snæver eller begrænset.
Vi mennesker lever ikke kun vores liv. Vi fortolker også det, vi har oplevet. Og nogle gange kan en samtale være begyndelsen på en ny forståelse af, hvem vi er, og hvad vi ønsker os af livet.
Kender du én, der har brug for sådan en samtale? Så er vedkommende velkommen til at kontakte mig.
(Jeg hjælper unge under uddannelse til reduceret pris).
Kh Elsebeth
05/06/2026
Jeg er levende…det oplever jeg og mine elever i høj grad i denne eksamenstid.
Som SPS-vejleder for elever med diagnoser mærker jeg lige nu tydeligt ups and downs. Nervøsitet og spænding for om de kan huske pensum og præstere. Stor glæde, tilfredshed og sejrsfølelse, når det i den grad lykkes og de overgår deres egne forventninger. Indimellem bliver nogle af dem meget overvældede af situationen - og det går ikke så godt.
Men alligevel: At få lov til at være med til det hele!
At følge unge mennesker, som jeg har lært at kende og holder af til deres eksamen, føles kæmpe stort.
Jeg har opbygget en god kontakt til eleverne henover året, hvor jeg har fået lov til at komme helt tæt på deres tanker og følelser. Med det udgangspunkt er de trygge ved mig. Samtidig har jeg skubbet dem blidt og givet dem redskaber, så de tør gå alene til eksamen, mens jeg sidder udenfor som sikkerhedsnet, hvis klappen skulle gå ned.
Jeg oplever, at relationen mellem mig og eleverne er afgørende for, hvor meget de udvikler sig og får strategier til at kunne håndtere eksamensangsten.
Når det ikke har fungeret til en eksamen, har jeg set, hvordan en af grundene har været, at kemien mellem lærer og elev ikke har været helt optimal.
Så kan det hele meget hurtigt blive lidt for overvældende, og der kan let opstå misforståelser.
Igen bliver jeg bekræftet i, hvor afgørende relationen til os selv og andre er for at kunne præstere.
Da jeg sad ude på gangen til den seneste eksamen, fik jeg pludselig øje på poesiplakaten med Søren Ulrik Thomsens digt “Jeg er levende”,
der blandt andet handler om, at livet er en blandet landhandel med alle mulige følelser.
Lige nu føles livet ekstra intenst. Levende. For mange elever. For mig.
- Lad os passe godt på de unge mennesker.
Kh Elsebeth
15/05/2026
Måske har du en relation som er gået i hårdknude - og som du har brug for at vende i et fortroligt rum. Det kan være anstrengende og sluge så meget energi, hvis du ikke gør noget.
Savner du en sparringspartner, coach - og måske en terapeut - til at få afklaring og flytte dig?
Hos mig møder du et trygt og nærværende rum, hvor vi sammen arbejder med det der fylder for dig.
Eksampler kunne være:
- Dit forhold til dine voksne børn
- Dit forhold til din partner
- Dit forhold til dine forældre
- Dit forhold til din chef
- Dit forhold til dig selv
Kh Elsebeth
23/04/2026
Forårstid = eksamenstid
Hvert år hører vi studenterne køre rundt i vogne for at fejre deres eksamen. Forud er der gået læsning, læseferie og eksamen.
Som SPS-vejleder på et gymnasium på Frederiksberg møder jeg hver uge unge mennesker med diagnoser som fx ADHD, autisme og angst.
Eksamensforberedelserne er så småt gået i gang, og jeg er med hele vejen.
Nogle af de spørgsmål, jeg taler med de unge om på den her tid på året handler typisk om:
- Hvad skal jeg læse hvornår?
- Hvad skal jeg kunne til eksamen?
- Hvad gør jeg i forberedelsen inden den mundtlige eksamen?
- Hvordan undgår jeg at gå i panik, så jeg faktisk kan tænke og holde hovedet koldt til eksamen?
Det er rart at kunne hjælpe med at lave strukturerede eksamensplaner og alle de andre praktiske spørgsmål, der melder sig. For de unge vil virkelig gerne.
For at styrke det mentale, foreslår jeg som regel elever og kursister denne lille øvelse:
1/Skriv alle de negative automatiske tanker ned, du har om eksamen
2/Skriv så nogle positive tanker, du kan vælge at tænke i stedet for, som kunne støtte dig til eksamen (til højre for de negative tanker).
3/Gentag øvelsen engang imellem, og gør det især de tre sidste aftener før en eksamen.
På den måde “programmerer” du din hjerne til at tænke mere positivt om din eksamen. Det vil være med til at skabe lidt indre ro.
Øvelsen kan ikke stå alene, men er bare et element i de mentale øvelser, jeg laver med eleverne.
Jeg hjælper ikke bare elever på gymnasiet med eksamensangst og præstationsangst. I min private klinik har jeg også erfaring med nogle af de samme problemstillinger.
Skulle du kende én, der har det svært lige nu med eksamensangst, har jeg mulighed for at hjælpe.
Kh Elsebeth