05/04/2023
Denne vidunderlige forårsmåned har vi besøg af Andreas Vermehren Holm.
I mandags holdt han oplæg om sin egen forfatterpraksis og om at være forlagsredaktør på Forlaget Virkelig.
Vermehren Holm talte om dét at skrive som en social praksis, hvor forfatteren samarbejder med dem, der producerer bogen: dem der formgiver, illustrerer eller trykker. Og hvordan dét at drive eget forlag er en måde at kunne udgive, producere og samarbejde med de forfattere og tekster, man selv elsker.
Vi talte om poetik, om verdenssyn og aktivisme. Om ord, der skjuler mere end de viser - ord som: dyr, menneske, natur. Hvilke konkrete liv gemmer sig bag de ord? Og i den forbindelse opholdt vi os i forholdet mellem natursyn og skrift. Poesien som et modsprog, et sprog der kan synliggøre dét, som ellers er blevet skjult eller glemt.
Vermehren Holm talte om skriveproces; om de sætninger, man kan skrive, som overrasker en selv. Vi talte om bogen som en bygning og om siden i bogen som et konkret rum at udforske: at arbejde med linjebrud, spejlinger, blanksider, mellemrum og med luft på en side.
Til sidst læste vi i fællesskab Ursula K. Le Guins ‘Bæreposeteorien om fiktion’ og Simone Weils ‘Illiaden eller styrkens digt’. Vi talte om genlæsning og genudgivelse af gamle tekster som en måde at læse på tværs af tider.