26/11/2014
SKOVSHOVED SKOLES ELEVCAFÈ:
Fredag afsluttes 80ér festen for denne gang.
Vi forsøger os med sharwarma i pitabrød med salat, tomat, rødløg og agurk. Hvidløgsdressingen har vi naturligvis selv lavet.
Den første sharwarmarestaurant i Dk, Sharwarmahouse, åbnede på Strøget i 1980. Det var en sensation i hele Norden og interessen var stor. Sidenhen er der åbnet mange sharwarmasteder i enhver by med respekt for sig selv. Dermed er der tale om nyere dansk madkultur. Og heldigvis for det. Tænk hvis der kun var stegt flæsk med persillesovs...
Sharwarma kommer oprindeligt fra de arabiske lande. Den tyrkiske fætter hedder i øvrigt döner kebab. Fælles for begge er, at det er "noget" der drejer rundt. Og med "noget" har vi fat i sharwarmaens akilleshæl. Det er nemlig ikke altid, at kvaliteten er i top, og man har da også hørt mange skrækkelige historier om dårlig kvalitet, sjusk, snyd og dårlig hygiejne. En tommelfingeregel er, at man altid skal vælge en sharwarmabix, hvor man har frisk okse og lammekød på det lodrette spyd og ikke de steder, hvor en stor frikadelle drejer rundt og sveder i lyset fra to varmelegemer.
Vi laver vores version af hakket oksekød af fineste kvalitet, rørt med persille, mynte og spidskommen grillet i ovnen og skåret i fine strimler.
Mit eget personlige sharwarma sted er Kebabistan på Istedgade tæt på Enghave plads. Super kvalitet og smag samt passende urban stemning...ikke så meget p..!
I næste uge står den bl.a på risengrød og smørrebrød.